Højdepunkter fra konferencen “Erhvervslivets adgang til domstolene”

0
Kl. 09.00-09.05: Velkomst ved Mona Juul
Kl. 09.05-09.20: Præsentation ved moderator Rasmus Hylleberg
Kl. 09.20-09.50: Oplæg ved projektleder Henrik Rothe
Kl. 09.50-10.20: Oplæg ved professor Peter Arnt Nielsen, CBS
Kl. 10.20-10.40: Kaffepause
Kl. 10.40-11.10: Oplæg ved advokat Nikolaj Linneballe som repræsentant fra Advokatsamfundet og Procedureadvokater
Kl. 11.10-11.40: Oplæg ved Dommerforeningens formand, landsdommer Mikael Sjøberg
Kl. 11.40-12.10: Oplæg ved Retsudvalgets formand, Preben Bang Henriksen
Kl. 12.10-13.00: Frokost
Kl. 13.00-13.30: Oplæg ved Justitsminister Nick Hækkerup
Kl. 13.30-14.00: Oplæg ved Peter Andersen, chefjurist i SMVdanmark
Kl. 14.00-15.00: Paneldebat
Professor Frederik Waage, SDU
Andrew Hjuler Crichton, generalsekretær Advokatsamfundet
John Lundum, landsdommer Vestre Landsret
Sven Petersen, Erhvervsjuridisk fagchef Dansk Erhverv
Kl. 15.00-15.30: Afrunding ved moderator

“Uden retssamfundet ville den stærkeste eller den mest brutale kunne gennemtvinge sin vilje. Et samfund hvor magt er ret, er vi alle inderligt imod. Derfor er det også bekymrende, når Justitia kan påvise forhold, der holder landets virksomheder fra at anlægge sager ved landets domstole.” 

Så kontant blev det sagt af justitsminister Nick Hækkerup (S) onsdag den 2. september i Fællessalen i Folketinget, hvor Danmarks fremmeste civilretlige eksperter diskuterede konklusioner og anbefalinger i Justitias analyse af Erhvervslivets adgang til domstolene.  

Flere andre oplægsholdere delte justitsministerens bekymring: 

Peter Arnt Nielsen, professor ved CBS: “Det giver umiddelbart et voldsomt indtryk af, at det står dårligt til ved domstolene. Som jurastuderende lærte man, at voldgift er et alternativ til domstolene. Men i dag, når man læser rapporten, fristes man til at spørge, om der er et alternativ til voldgift?” 

Advokat Nikolaj Linneballe: “Vi må erkende, at det er vigtigt at få forbedret retssikkerheden for borgerne og virksomhederne. Det er ikke nok med en rapport og en konference. Vi har behov for faktiske ændringer.” 

Peter Andersen, SMV Danmark: “Et godt system, som man ikke har råd eller tid til at udnytte, er det samme som ingenting. Det burde være en ufravigelig og sikker kerneværdi i Danmark, at domstolene fungerer optimalt.” 

Konferencen indledtes ved en præsentation fra Justitias projektleder Henrik Rothe, der er tidligere præsident ved Sø & Handelsretten og tidligere generalsekretær i Advokatsamfundet. Han opridsede de overordnede punkter i analysen, der udkom i maj måned.  

Udgangspunktet er et voldsomt fald i antallet af civile sager ved domstolene igennem de sidste ti år.  Et fald, der bedst lader sig forklare med, at erhvervslivet i et vist omfang fravælger domstolene som organ for konfliktløsning.  

Fravalget sker ikke med virksomhedernes gode vilje. De kan føle sig tvungne til at indgå forlig på dårligere vilkår, end de ville få i en retssag. Alligevel spiller især to grunde ind: sagsbehandlingstiden og omkostningerne.  

Trods mange forsøg på reformer, og et stort fald i sagsantal, ligger sagsbehandlingstiden for en civil sag, der ender i retten, på halvandet år i gennemsnit. Det er et godt stykke over Domstolsstyrelsens egne måltal og også over sagsbehandlingstiderne i Norge og Sverige.  

Den lange sagsbehandlingstid kan resultere i et opslidende forløb for især mindre virksomheder. De fravælger derfor sagsanlæg, hvis de ikke kan overskue, hvornår og hvordan sagen slutter. Eller hvor meget den kommer til at koste. 

For det andet store problem er sagsomkostningerne. Det kan under alle omstændigheder være dyrt at føre en sag,  men selv hvis man vinder sagen, kan man ikke regne med at få erstattet sine omkostninger.  

Rothe påpegede, at tre store undersøgelser – fra Advokatsamfundet, Rambøll og nu Justitia – har vist nøjagtigt det samme: At de erstatninger, som domstolene tildeler sagens vinder, svarer til nogenlunde 1/3 af de faktiske omkostninger. Eller som Henrik Rothe opsummerede det: “Taksterne hænger simpelthen ikke sammen med virkeligheden”.  

Når beløbet er så lavt, “så kan man lige så godt lade være, og det er der jo også en del, der gør,” som Rothe tørt konstaterede. 

Ingen ved konferencen betvivlede, at erhvervslivet fravælger domstolene i et vist omfang. Alle var også enige om, at hvis erhvervslivet fravælger domstolene uden at finde andre måder at løse deres konflikter på, så har retssamfundet et problem.  

Men herfra hørte enigheden også op. For der er mange mulige forklaringer på problemet, og der er også mange bud på løsninger.  

Justitias analyse sandsynliggør, at et produktivitetstab ved domstolene er en del af grunden til, at færre sager ikke har ført til hurtigere sagsbehandling. Det blev dog allerede i maj bestridt i stærke vendinger af Domstolsstyrelsen.  

Rothe gennemgik Justitias anbefalinger: stramme tidsfrister for retssagerne, som man har i Sverige og Norge, bedre brug af det indledende dommermøde, der lige nu minder om en kalenderøvelse, at ansvaret for sagens fremdrift placeres hos dommeren i stedet for hos advokaterne, bedre retshjælpsforsikringer der svarer til virksomhedernes behov, forhøjelse af småsagsgrænsen, samt ophævelse af landsretspræsidenternes takster for erstatninger, så erstatningerne kommer til at svare til de faktiske omkostninger.   

Første oplægsholder, Peter Arnt Nielsen, professor ved CBS i dansk og international voldgiftsret, påpegede, som mange andre oplægsholdere, at de danske dommere generelt er dygtige, men at systemet står i vejen: 

“Justitsministeriet har siden 2007 arbejdet hårdt på at modernisere den civile retspleje. Det er et fantastisk stort og flot arbejde. Retsplejeloven har som hovedregel et flot maskineri, der kan bruges effektivt, men det er som om, det ikke bliver brugt så effektivt, som vi har lagt op til. Maskineriet er på plads. Med de to ændringer Justitia har lagt op til, tror jeg vores retsplejesystem bliver noget nær perfekt.” 

Med de to ændringer mente han Justitias forslag om, at dommerne får det egentlige ansvar for sagens fremdrift og, at der indføres tidsfrister efter norsk og svensk forbillede. Det sidste forslag ville han endda skærpe og gøre endnu mere ambitiøst. 

Om omkostningstildeling sagde Peter Arnt Nielsen: “Det er lidt et lotteri: En nem sag med et stort beløb giver gevinst, men en kompliceret sag med lave omkostninger giver tab. Det er et stort problem for retssikkerheden. Man får ikke tildelt et passende, men et u-passende beløb.” 

Endelig kom han ind på en idé om at etablere en domstol, der udelukkende tager erhvervssager, ligesom Sø & Handelsretten, men landsdækkende. Så kan den specialiserede ret tage sig af erhvervene, mens byretterne bliver mere “borgernære.” 

Der var dog langt fra enighed blandt spørgerne i salen om, hvorvidt man kan opjustere erstatningen, så den dækker de faktiske omkostninger. De højere erstatninger skal jo betales af modparten og det kan medføre en angst for at føre sag, da en tabt sag kan blive meget dyr. Så er man jo lige vidt i forhold til erhvervslivets fravalg af domstolene.  

Peter Arnt Nielsen var dog ikke så nervøs, og påpegede, at domstolene har mulighed for at tage sociale hensyn ved tildelingen.  

Den næste oplægsholder, advokat Nikolaj Linneballe, der her repræsenterede Advokatsamfundet, kunne ikke følge Peter Arnt Nielsens og Justitias anbefalinger, selvom han anerkendte de store udfordringer med langsom sagsbehandling og store omkostninger.

Linneballes hovedpointe var, at sagerne på det civile område er vidt forskellige. Han opstillede fire scenarier: Borger mod borger, virksomhed mod virksomhed, borger mod virksomhed, eller staten mod enten virksomhed eller borger. Magtforholdene kan være helt forskellige.  

“Det er nemt at sige, at vi skal have dækket vores udgifter, når vi vinder en sag. Men vi er ikke alle i en retssag på samme vilkår. Vi glemmer den svage kontra den stærke part. Vi glemmer retsikkerheden. Det må vi ikke.” 

Han kommenterede også erfaringerne i Sverige og Norge, hvor sagens omkostninger bliver dækket fuldt ud: 

“Jeg fører sager i Sverige og Norge, men der er flere sager, helt regulære sager, som bliver stoppet, fordi man er bange for omkostningerne, man er bange for regningen til sidst. Jeg har oplevet, at det er overraskende, hvor dyre selv de dårlige advokater kan være derovre!”  

Linneballe påpegede, at det vigtigste for virksomhederne, ikke mindst for de små virksomheder (en tømrermester var et gennemgående eksempel) er påregneligheden: At de ved, hvor meget tid og hvor mange penge sagen kommer til at koste. For tid er jo også penge for en virksomhed.  

Derfor mente Linneballe, at det var på høje tid, at det politiske system fik øjnene op for problemerne med tid og omkostninger i civile sager: “Vi skal have samme fokus på civilret som strafferet, for det har vi ikke nu. Der skal være et øget fokus på, at de civile sager afgøres lige så hurtigt som straffesagerne. Vi kan alle sammen i systemet medvirke til, at sagerne kommer hurtigere igennem.” 

Næste taler var Mikael Sjøberg fra Dommerforeningen. Han vidste godt, at hans arbejdsplads stod for skud: “Jeg er repræsentant for domstolene og tager imod tæskene.” 

Overordnet anerkendte Sjøberg udfordringerne: “Vi hos dommerne er også meget interesserede i at gå til stålet og se på problemerne. Det kunne gå bedre med sagsbehandlingstiden på de civile sager. Det er ikke godt nok. Det tager for lang tid. Og der er også noget med, at det ikke kan betale sig at føre sagerne.” 

Alligevel var Mikael Sjøberg ikke meget for at indføre frister, da det vigtigste ved en civil retssag er forhandlingerne mellem de to parter: “Jeg gyser ved tanken om at få frister ind i det danske system!”  

Og han tilføjede: “Vi var i Norge og se på deres tvistemål, for vi havde set deres 6-måneders-regel, men så sagde dommerne i Norge, at hvis sagen er tilstrækkelig stor, så suspenderer parterne fristen. Den er ikke meget bevendt i praksis!” 

I stedet sendte Mikael Sjøberg problemet videre til politikerne, som efter hans mening havde underprioriteret området i alt for lang tid. Ikke mindst i en sammenhæng, hvor det er på tale at give større ressourcer til politi og anklagemyndighed.  “Vi kan jo ikke bare grave nye dommere op!”

Derfor udtalte Sjøberg også skuffelse over, at kun Preben Bang Henriksen (V) (og også kortvarigt Jeppe Bruus (S)) var mødt op fra retsudvalget.  

“Jeg kunne godt tænke mig at hele retsudvalget var her, og at politikerne prioriterede de civile sager.” 

Netop Preben Bang Henriksen (V), formanden for retsudvalget, var den næste oplægsholder.  

Han nævnte blandt andet de omfattende sygemeldinger i forbindelse med retssager som et stort problem: “Lægeerklæring kan man trække i en automat.” 

Men i øvrigt pegede Bang Henriksen på sagsomfanget som en selvstændig udfordring.  

“Det største problem er den opblusning, der er sket i sagerne. Da jeg begyndte i retten, var en stævning på halvanden side. I dag er det nærmest bøger, der udgives for stævninger, svarskrifter og processkrifter. Den opblusning må dommerne skride ind overfor!” 

I øvrigt betvivlede han, at problemet med manglende omkostningsdækning er helt så stort, som mange hævder: “Jeg tror, at det er situationen i Københavnsområdet, men ikke i det jyske.” 

“Man kunne også sænke advokatregningen. Vi skal ikke regulere mere, der bør være fri konkurrence. Spørgsmålet er snarere: fungerer den frie konkurrence her? Det er jeg ikke sikker på, at den gør. Jeg tror ikke, at den fungerer på advokatmarkedet, og det er jeg så heller ikke den eneste, der gør,“ sagde Bang Henriksen med henvisning til konkurrencerådets undersøgelse af advokatbranchen

Efter frokost talte justitsminister Nick Hækkerup (S), der perspektiverede nødvendigheden af både retssamfund og erhvervsliv: “Et velfungerende erhvervsliv er forudsætningen for en sund samfundsøkonomi og dermed for finansieringen af vores velfærdssamfund. Et fungerende velfærdssamfund er fundamentet for domstolene, som er forudsætningen for et velfungerende erhvervsliv.” 

Justitsministeren tilsluttede sig analysen af problemerne med sagsbehandlingstiden og omkostningerne, men lovede ikke løsninger med det samme. Og heller ikke større bevillinger til domstolene.  

“Jeg vil som minister have forholdene belyst nærmere, derfor har jeg bedt retsplejerådet om at belyse, hvorfor antallet af civile sager er faldende.” 

Peter Andersen, chefjurist hos SMV Danmark – erhvervsorganisationen af små og mellemstore virksomheder – konstaterede, at problemet med sagsbehandlingstiden og omkostningerne har været med os længe, og at det går særligt hårdt ud over de små virksomheder, som kan blive tvunget til forlig af mere ressourcestærke virksomheder eller staten.  

“Det er for mig at se en kronisk tilstand. Vi har vænnet os til, at sådan er det bare. Sådan har det været, så længe jeg har beskæftiget mig med området. Første gang jeg diskuterede det i Højesteret var i 1994. I en undersøgelse af erhvervslivet og den offentlige sektor fik domstolene karakteren nul. Den dårligste placering af alle, fordi det tog alt for lang tid og var for dyrt.”  

Peter Andersens kritik var hård. At man havde talt om de samme problemer i så mange år, var “et udtryk for manglende politisk vilje til at gøre noget ved det. Et samlet erhvervsliv appellerer til, at Justitias rapport tages til indtægt for at sagsbehandlingstiderne bliver markant forbedret.” 

Herefter gik paneldebatten igang, hvor fire deltagere fandt nye perspektiver på debatten.  

Sven Petersen fra Dansk Erhverv konstaterede, at det også er et problem, at de mindre virksomheder ikke interesserer sig for, at deres aftaler kan ende i retten: “Retssagsførelse står ikke øverst på deres dagsordenen. De synes, det er uinteressant, selvom det er utroligt vigtigt. Når problemet er der, så oplever vi, at finansiering af sagen er det største problem. Derfor bør vi se på nogle af de forslag som Justitia har lagt frem, og om der ikke på en eller anden måde kan ruskes op i forsikringsbranchen.“

Landsdommer John Lundum foreslog, at man skulle lave et Erhvervslivets ankenævn: “Et privat og godkendt ankenævn, der hurtigt kan få sagerne igennem til en billig penge. Det kan jo godt være, at det er den bedste vej ud, hvor man får noget kvalitetsarbejde til en lavere pris.” 

Moderator Rasmus Hylleberg spurgte panelet om, hvor stort problemet egentlig er i den store sammenhæng: “Har vi et retssikkerhedsmæssigt problem i Danmark på det her område?” 

Frederik Waage, professor i forfatningsret ved SDU, konstaterede: “Det er vel en finjustering det her. Der er generelt stor tilfredshed med domstolene. Det er jo en række enkeltelementer, som man prøver at løse.” 

Andrew Hjuler Crichton, generalsekretær i Advokatsamfundet, var i princippet enig, men påpegede, at især sagsbehandlingstiden kan blive et problem. Han nævnte, at de civile sager blev skubbet helt bag i køen i forbindelse med coronakrisen: “På et eller andet tidspunkt, så bliver perioden så lang, at vi har et problem. Coronakrisen har anskueliggjort, at der er en bagkant. Vi skal passe på, at det ikke bliver en normalitet.” 

Frederik Waage påpegede, at “Nogle lande har en omfattende erfaring med videokommunikation, Estland fx. Ville man kunne gøre det her? Dem, der har brugt de digitale løsninger i en vis udstrækning, har kunnet køre domstolene videre.” 

Hertil mente en tilhører, at selvom digitale møder er brugbare, så er der jo alligevel en grænse for dommernes tid: “Det flytter jo bare problemet, for kalenderen er stadig fyldt op.“ 

John Lundum fik det sidste ord – og dagens største latterbifald – med en humoristisk kommentar til, at det største problem er dommernes tid:  

“Kloning er vejen frem!” 

Share.

About Author

Henrik Rothe

Comments are closed.