Kronik: Bør »misinformation« kriminaliseres? – Et svar til professor Søren Sandfeld Jakobsen

0

Kronikken er en sammenfatning af en større artikel i Juristen og et svar til professor Søren Sandfeld Jakobsens artikel Misinformation (Fake News) i retlig belysning.

Forud for både Europa-Parlaments- og Folketingsvalget var der udbredt bekymring for misinformation. I skrivende stund er der dog ikke tegn på, at valgkampen blev mærkbart domineret eller påvirket heraf. Men misinformation debatteres flittigt, og flere lande har indført lovgivning for at imødekomme udfordringerne, herunder Frankrig. Men er et nyt strafferetligt værn mod misinformation ønskværdigt i en dansk kontekst?

En kriminalisering af misinformation vil udgøre et indgreb i ytringsfriheden. Selvom et sådan indgreb ikke vil være i strid med grundlovens § 77, der beskytter mod forudgående censur og lignende forholdsregler, vil et mere generelt forbud mod misinformation sandsynligvis være uforeneligt med både Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FNs Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder. Omvendt kan det ikke på forhånd afvises, at en tilstrækkelig afgrænset, velbegrundet og proportionel bestemmelse, der kriminaliserer kvalificerede og skadelige former for misinformation vil kunne vedtages og håndhæves uden at være i strid med disse konventioner.

Spørgsmålet om, hvorvidt en sådan afgrænset bestemmelse bør indføres, hviler derfor på mere retspolitiske betragtninger. Ikke mindst spørgsmålet om afvejningen af det modstående hensyn til ikke unødigt at begrænse ytrings- og informationsfriheden, uanset juridisk råderum herfor. For selvom grundlovens § 77 ikke er til hinder for et forbud mod misinformation, udgør ytringsfriheden med Højesterets ord en ”nødvendig og selvfølgelig forudsætning for et demokrati” (UfR 1999, side 1798 H).

Misinformation har været kriminaliseret både før og efter 1849-grundloven og er langt fra et nyt retspolitisk stridspunkt. Og tager man et kig på de historiske eksempler, kan de være med til at kaste lys over, hvorvidt kriminalisering af misinformation stemmer overens med de grænser for ytringsfriheden, som kendetegner det danske samfund i dag:

Trykkefrihedsforordningen fra 1799 udgør et tidligt eksempel på kriminalisering af misinformation. Og allerede forud for Trykkefrihedsforordningen var dristige skribenter blevet dømt, og andre blev med tilbagevirkende kraft idømt landsforvisning i henhold til Trykkefrihedsforordningen. I forordet slås det fast, at trykkefriheden er ”det virksomste Middel, til at udbrede Oplysning”, men at det er nødvendigt ”at sætte Skranker for dens Misbruge”. Det skyldtes bl.a. at ”ildesindede Personer med strafværdig Frækhed….jevnligen udbrede falske Forestillinger, og søge at forplante vrange Meninger om de, for Mennesker og Borgeren vigtigste, Gienstande;”. På den baggrund blev udbredelsen af ”  løgnagtige Beretninger om nogen vigtig Deel af Statens Tilstand, eller om Regieringens Beslutninger og Foranstaltninger” straffet med op til 2 års fængsel.

Efter vedtagelsen af 1849-grundloven blev trykkefrihedens materielle grænser reguleret af Lov om Pressens Brug fra 1851, og fra 1866 i straffeloven uden at videreføre Trykkefrihedsforordningens forbud mod misinformation.

Det skulle dog ændre sig med det provisoriske tillæg til straffeloven i 1885 der kriminaliserede udbredelse af ”… opdigtede eller forvanskede kendsgerninger, for derved at gøre Statens indretninger eller Regeringens Foranstaltninger forhadte eller foragtelige…”.. Lovbemærkningerne hertil fastslog, at offentlige myndigheders handlinger lovligt kunne kritiseres, når der var tale om ”stedfundne fakta”. Hensigten var alene at straffe misvisende gengivelser eller negative fordrejninger af myndighedernes handlinger. Ifølge forarbejderne var bestemmelsen nødvendig, eftersom regeringen, domstolene og øvrigheden ikke nød nogen beskyttelse mod æresfornærmelser. Men i praksis blev bestemmelsen brugt til at slå ned på politiske modstandere af Estrups Højre-regering.

Det 20. århundrede rummer også eksempler på kriminalisering af, hvad vi i dag kalder misinformation. Det tidligste eksempel var den såkaldte ”Krigspresselov” i 1915, der med bøde eller fængsel bl.a. straffede: ”Den, der offentlig i Skrift eller Tale ubeføjet sigter danske Statsmyndigheder for ved afgørelser angaaende Landets Ind- og Udførsel ikke at iagttage den Upartiskhed overfor krigsførende Lande, som Neutraliteten gør til Pligt”. Krigspresselovens skal ses i lyset af den nødretslignende situation, som Danmark befandt sig i under 1. verdenskrig. Ikke desto mindre var det oppositionsavisernes redaktionelle linje, der fik regeringen til at reagere, og loven er derfor et udmærket eksempel på, at kriminalisering af misinformation, der indføres af reelle og presserende hensyn, nemt kan føre til politisk skævvridning, der favoriserer bestemte synspunkter, og magthavere.

Tager vi et kig mod straffeloven, indeholder § 129 a, stk. 1 og 2, allerede hjemmel til at straffe særlig kvalificerede former for misinformation. § 129 a blev indført ved lov i 1939 som led i omfattende stramninger af straffeloven med henblik på at ”bremse de yderliggaaende politiske Bevægelsers opfanatiserende Virksomhed”. Straffelovens § 129 a fik sit nuværende indhold i 1952, som led i det langvarige arbejde med at udforme den såkaldt ”femtekolonnelov”. Ifølge det oprindelige lovforslag skulle det være strafbart ”bevidst usandfærdigt” offentligt at ”tillægge regeringen eller nogen anden offentlig myndighed” en handling, som den ikke har foretaget, eller ”bevidst usandfærdigt” at give ”vildledende fremstillinger” af de omstændigheder, hvorunder regeringen eller en offentlig myndighed har handlet. Efter protester fik et flertal i Folketinget dog lovudkastet kvalificeret således, at ”vildledende fremstillinger” udgik, og det blev de usandfærdige udtalelsers egnethed til at skade landets interesser i udlandet, der blev afgørende for strafbarheden. Man tog således udgangspunkt i § 129 a, som vedtaget i 1939 med indsnævring af kravet om skade fra ”Offentlighedens Omdømme” til interesser i udlandet. Samlet set blev en række begrænsninger af ytrings- og foreningsfriheden i det oprindelige forslag til femtekolonneloven opgivet eller lempet. Endvidere havde både regering og Folketing afvist forslag fra Forsvaret om som led i femtekolonneloven at kriminalisere ”nedbrydende propaganda” samt ”fuldstændigt fordrejede fremstillinger” af danske forhold. I den forbindelse er det også relevant at fremhæve, at både Norge og Sverige har ophævet bestemmelser, der kriminaliserede forskellige typer af kvalificeret misinformation. I Norge med eksplicit henvisning til ytringsfriheden.

Om der er et presserende behov for at kriminalisere misinformation i Danmark, må desuden bero på det officielle trusselsvurderinger og videnskabelige undersøgelser af omfanget og effekten af misinformation. Ifølge Forsvarets Efterretningstjenestes risikovurdering fra 2018, er det sandsynligt, at russiske påvirkningskampagner vil udgøre en stigende trussel også mod Danmark, men i 2019 konkluderede de, at det er mindre sandsynligt, at Rusland vil gennemføre en forberedt og koordineret kampagne rettet mod det danske folketingsvalg. Derfor blev der fra den daværende regering taget initiativ til at imødegå kvalificerede skadevirkninger af påvirkningskampagner, der også kan omfatte misinformation. Heroverfor står misinformation, der ikke udgør en påvirkningskampagne i straffelovens § 108s forstand, men som kan påvirke den offentlige opinion og meningsdannelse. Og selvom denne bekymring langt fra er ny, medfører netværkseffekten af sociale medier en risiko for, at misinformation kan spredes langt bredere og hurtigere end førhen.

Danskerne har generelt en høj grad af tillid til grundlæggende samfundsinstitutioner og traditionelle medier. Og sammenligner vi os internationalt, ligger danskerne også højt – 56 % mod et internationalt gennemsnit på 44 % – når det gælder tillid til etablerede medier, viser en undersøgelse fra Reuters Institute.

Danmark fremstår således robust overfor misinformation, og der kan derfor stilles spørgsmålstegn ved, hvor reel en trussel misinformation egentlig udgør mod det danske samfund og dets demokratiske styreform. Det er også svært at se, hvorledes et strafferetligt forbud kvalificerer debatten eller forhindrer den misinformation, der florerer i både danske og udenlandske nyhedsmedier og på sociale medier. Retsforfølgelse af nyhedsmedier eller brugere af sociale medier indebærer en risiko for yderligere spredning af misinformation. Samtidig kan der skabes en ”martyreffekt”, som bestyrker dem, der finder misinformationen troværdig, i at magthaverne har noget at skjule og må ty til censur for at få deres politik igennem. En ny og mere restriktiv linje bør kræve særdeles stærke holdepunkter i form af en konkret fare. En sådan fare har (endnu) ikke manifesteret sig.

Kriminalisering af ”falske” informationer risikerer at medføre intensive indgreb i den politiske debat. I den netop overståede valgkamp har både Socialdemokratiet og Venstre eksempelvis anklaget hinanden for at lyve. Og tidligere i forbindelse med debatten om den såkaldte ”smykkelov” blev et politisk forslag om at konfiskere værdigenstande fra asylansøgere med henblik på at finansiere deres ophold i Danmark sammenlignet med nazisternes behandling af jøder af både danske politikere, udenlandske medier og brugere på sociale medier. Det gav anledning til omfattende negativ omtale af Danmark i toneangivende udenlandske medier, selvom sammenligningen var stærkt misvisende. Og selvom der kan argumenteres for, at debatten om smykkeloven indeholdt misinformation, der potentielt kunne føre til skadevirkninger for Danmarks internationale omdømme (og at gerningsindholdet i § 129 a, stk. 2, dermed var opfyldt i forhold til de mest misvisende kommentarer vedrørende smykkeloven), må den form for misinformation, der ledsagede disse debatter, høre til den slags usandheder, overdrivelser og fordrejninger, som skal tåles i en fri debat om kontroversielle politiske emner, der deler befolkningen og det politiske liv.

Snarere end at kriminalisere misinformation vil det derfor være mere nærliggende at følge Norges og Sveriges eksempel og ophæve straffelovens § 129 a, stk. 1 og 2, der aldrig har været anvendt. Den manglende anvendelse afspejler således successive regeringers hidtidige afvejning af hensynet til ytrings- og pressefriheden overfor misinformation, hvor hensynet til førstnævnte værdier har været tillagt afgørende vægt. Til gengæld bør den danske stat, uddannelsesinstitutioner, medier og civilsamfundsorganisationer opruste i forhold til den digitale dannelse, der er nødvendig for at borgerne kan navigere i et informationslandskab, hvor misinformation har optimale vækstbetingelser.

Læs hele artiklen i Juristen.

Share.

About Author

Jacob Mchangama

Comments are closed.