Thomas Gerstenbergs Fond giver legat til Justitias vicedirektør Birgitte Arent Eiriksson
Fondens begrundelse:
Tænketanken Justitia (ved vicedirektør og advokat Birgitte A. Eiriksson) fik d. 27. okt. en udlodning på kr. 20.000 fra TGF. Dette for en indsats, der styrker den ressourcesvage borgerpart i retssager mod det ressourcestærke offentlige.
Fondens formand fremhævede, at denne problematik har dybe historiske rødder helt tilbage til Englands Magna Carta fra 1215, hvor kongens (læs statens) enorme magt og ressourcer overfor undersåtterne i konflikter blev tvunget til at yde adelen (læs borgeren) og kirken beskyttelse og dersom kongen brød sine løfter, måtte han acceptere, at borgeren da fik oprørsret. Også i Danmark findes der en Magna Carta, nemlig kong Erik Klippings Håndfæstning fra 1285, hvorved analoge regler blev indført for at dæmme op mod vilkårlighed og magtfordrejning, hvilke håndfæstninger har gentaget sig flere gange senere i kongerækken og senest med indførelsen af Grundloven og dens borgerlige frihedskatalog (en slags håndfæstning for retsstaten).
Fondens formand udtalte i den forbindelse, at det vil tjene demokratiet, og dermed også retssikkerheden, hvis retssager mellem civile og det offentlige bliver styrket ved en udvidelse af adgangen til fri proces og med tvungen begrundelse for rettens domme.
Afgørelser fra rettens og statsmagtens side burde altid frit kunne appelleres en gang således, at rets- og statsmyndighederne ikke (ved hjælp af Procesbevillingsnævnet) kan udmanøvrere den (svage) civile part i en konflikt.
FNs Menneskeretskonvention støtter i øvrigt retten til appel, hvor en mere erfaren domstol kan fremkomme med en udybende ’second opinion’. Til brug for vurderingen om appel, bør alle retssager og beslutninger som går imod den civile part, klart begrundes af retten og myndighederne. Noget, der i retsordenen i dag, ikke er garantier for sker.
Herudover vil det styrke retssikkerheden, hvis sager mod dommere (herunder i.f.m. appel) ikke kun skal bedømmes af dommere (f.eks. Procesbevillingsnævnet), men af en særdomstol med deltagelse af parlamentarikere – ligesom det ses i kommissionssager. Endelig bør relevant sagkyndighed, inddrages i alle sager, hvor sådan viden kan hjælpe retten til en større indsigtsfuldhed. Dette burde være helt indlysende som et elementært retssikkerhedshensyn, men efterleves ikke altid.
