Siden 2022 har digital inklusion været på dagsordenen, men trods talrige offentlige strategier og gode intentioner giver digital udsathed fortsat anledning til udfordringer, og det begynder for alvor at vise sig i befolkningens tilslutning til det digitale velfærdssamfund.
Forleden dag deltog jeg i en konference, der markerede lanceringen af en ny undersøgelse fra ADD-projektet udarbejdet af Institut for Menneskerettigheder og Mandag Morgen. Rapporten viser en markant ændring i befolkningens opfattelse af den offentlige digitalisering. På spørgsmålet om, i hvilken grad digitaliseringen gavner borgerne, er andelen, der svarer “i høj eller meget høj grad” faldet fra 58 procent til 42 procent på blot to år.
Ved konferencen deltog jeg i en ekspertsamtale på scenen med Digitaliseringsstyrelsens direktør, Tanja Franck, som præsenterede et noget andet billede i en ny rapport offentliggjort samme dag. Ifølge Digitaliseringsstyrelsen har nu 84 procent af befolkningen tillid til de offentlige digitale løsninger som MitID og Digital Post. Det er det højeste niveau siden målingerne begyndte i 2021. Tanja Franck fremhævede dette som et tegn på, at digitaliseringen fungerede efter hensigten og som et modsvar til de alarmerende tal fra førstnævnte rapport, der var omdrejningspunktet for konferencen.
Men de to undersøgelser måler forskellige ting. Tillid må anses for at handle om teknik og sikkerhed. Fungerer systemerne, og kan vi stole på dem? Nytten handler derimod om mening. Oplever borgerne, at digitaliseringen gør deres liv bedre? Mens det første er et spørgsmål om drift, er det andet et spørgsmål om legitimitet, og her ligger kernen i problemet. Vi kan godt have en digital infrastruktur, som borgerne stoler på, men som de ikke oplever som en gevinst. Når kun 42 procent af befolkningen i dag mener, at digitaliseringen gavner dem, er det ikke bare en statistisk detalje. Det er et demokratisk faresignal.
Domstolene anerkender betydningen af digital udsathed
Justitia har i den seneste tid været engageret i en principiel retssag, som viser, hvordan digitaliseringen kan være en barriere for muligheden for at få adgang til sine rettigheder.
Den 11. november 2025 stadfæstede Vestre Landsret en dom fra Kolding Ret, der fastslog, at manglende digitale færdigheder efter omstændighederne kan indgå i vurderingen af, om der foreligger særlige undskyldende forhold ved en fristoverskridelse i digitalt selvbetjeningssystem. Der var tale om en person uden digitale færdigheder, som ikke selv kunne logge sig på e-Boks. Han havde forsøgt at leve op til statens forventninger om at være digital ved at få hjælp fra sin hustru, som normalt håndterede hans digitale post. Men da kommunen sendte et brev i en sygedagpengesag med en frist på 8 dage, var hustruen bortrejst for at besøge sin syge søster. Samtidig virkede SMS-notifikationen om ny post ikke. Derfor blev det digitale brev først opdaget, da hustruen kom hjem – to dage for sent. Kommunen afskar ham fra sygedagpenge i 10 dage, og Ankestyrelsen stadfæstede denne afgørelse. Familien måtte derfor låne penge af deres børn for at klare månedens udgifter.
Sagen blev med hjælp af personens fagforening indbragt for domstolene, og Justitia biintervenerede i både by- og landsret til fordel for den digitalt udsatte person. Det er så vidt vides første gang, at spørgsmålet om retsvirkningen af digital udsathed prøves ved domstolene, og dommen kan få stor retssikkerhedsmæssig betydning for de mange personer, som på trods af manglende digitale færdigheder alligevel forsøger at begå sig digitalt med hjælp fra deres netværk og formentlig ikke føler, at digitaliseringen har gavnet dem. Det kan for eksempel være ældre personer, personer med handicap, ikke vestlige indvandrere, ufaglærte og personer med kognitive vanskeligheder.
Der er ikke mange personer, som har ressourcer til at gå så langt for at gøre deres ret gældende. Nu kan sagen forhåbentligt bidrage at ændre synet på, hvordan vi opfatter digital udsathed, og hvordan vi forebygger de negative konsekvenser.
Et samfundsproblem
I Danmark er det som udgangspunkt obligatorisk for borgerne at kommunikere digitalt med det offentlige og betjene sig selv i de offentlige digitale selvbetjeningssystemer. Det er muligt at blive fritaget for både digital post og digital selvbetjening, men for så vidt angår sidstnævnte skal man ansøge om fritagelse for hvert enkelt system hos den ansvarlige myndighed, og en fritagelse kan være midlertidig, så man skal ansøge igen. Samtidig møder borgerne i praksis et stærkt normativt pres for at leve så digitalt som muligt. Det blev blandt andet tydeligt, da landets første digitaliseringsminister Marie Bjerre udtalte, at “det ikke skal være en rettighed at leve analogt”.
En undersøgelse fra marts i år viser, at 18 procent svarende til cirka 870.000 personer i Danmark har brug for hjælp til at anvende de digitale selvbetjeningsløsninger. I undersøgelsen fortæller 58 procent af de adspurgte, at de oftest får hjælp af familie og venner. Selvom undersøgelsen viser, at antallet af borgere, der har brug for hjælp, er faldet lidt de seneste år, er andelen stadig markant. Undersøgelsen indikerer samtidig, at det digitale møde mellem stat og borger i praksis kun er sikret gennem et udbredt uformaliseret hjælpearbejde. Ansvaret for borgerens retssikkerhed er således flyttet fra myndigheden til borgeren og dennes pårørende. Det er måske netop nogle af disse forholdsvis mange borgere, som i ADD-projektets nye undersøgelse ikke synes, at digitaliseringen har gavnet dem.
