KONTAKT   |   SITEMAP   |     NYHEDSBREV

Et samlet Folketing stemmer for en privatlivskommission

0

Retten til privatliv er en af de vigtigste rettigheder i det 21. århundrede. Nye digitale og teknologiske værktøjer skaber løbende nye muligheder for overvågning. Det er Justitias vurdering, at en uafhængig privatlivskommission er nødvendig for at sikre balancen mellem tryghed, sikkerhed og frihedsrettigheder.

Birgitte Arent Eiriksson, direktør i Justitia, udtaler:

“Vedtagelsen er et vigtigt skridt for vores demokrati og retssta. Overvågning og databehandling er gået fra undtagelse til normal, og det kræver tydelige hegnspæle. En uafhængig kommission kan kortlægge omfanget, vurdere proportionalitet og foreslå klare kontrolmekanismer, så indgreb sker med legitimitet og kun når det er nødvendigt. Målet er at beskytte borgernes private rum og de fortrolige relationer i samfundet f.eks. mellem læge og patient, advokat og klient samt journalist og kilde. En kommission kan det også være med til at styrke tilliden til den digitale stat, samtidig med at der leveres principper og praktiske anbefalinger, som kan omsættes i lovgivning og myndighedspraksis.”

Idéen om en privatlivskommission blev første gang fremsat af Justitia i rapporten “Øget overvågning udfordrer retsstaten” og fik efterfølgende opbakning fra en lang række organisationer, heriblandt Ingeniørforeningen IDA, Danske Advokater, Danske Medier, Dansk IT og Djøf. På den baggrund fremsatte Helene Brydensholt, Steffen Larsen, Karina Lorentzen Dehnhardt, Zenia Stampe og Rosa Lund beslutningsforslaget om en privatlivskommission. Det forslag er vedtaget i dag.

Tak til alle aktører, der har været med til at bære forslaget frem og slå et stærkt slag for den demokratiske retsstat.

Forfatter

Comments are closed.