Justitias direktør Birgitte Arent Eiriksson agerede gæstevært på Radio4 program Ta´r jeg fejl, hvor der i 2 timer blev diskuteret privatliv og overvågning.
Stor tak til de gæsterne i programmet og for god og konstruktive debatter og samtaler: Heino Kegel, Ask Hesby Holm, Christel Schaldemose, Jens Møller Jensen og Keld Albrechtsen.
Udgangspunktet for samtaler var Birgitte standpunkt: “Statslig overvågning og kontrol lægger et alvorligt pres på vores frihedsrettigheder”.
Programmet blev indledt med en såkaldt brandtale, som kan læses her:
Brandtale
Den teknologiske udvikling, digitaliseringen af vores samfund og et stærkt politisk ønske om at skabe øget sikkerhed, tryghed, kontrol og effektivitet har ført til en markant udvidelse af myndighedernes overvågning af borgerne.
Den første lov om TV-overvågning fra 1982 tog udgangspunkt i et generelt forbud mod overvågning på offentligt tilgængeligt område med kun enkelte og klart definerede undtagelser. Dengang blev overvågning anset for at være et særdeles invasivt indgreb i privatlivets fred, som kun kunne tillades under helt særlige omstændigheder.
Siden dengang er der sket en løbende og meget markant stigning i overvågningen af det offentlige rum, som særligt skyldes:
- Øget adgang for private virksomheder, offentlige myndigheder og foreninger mv. til at opsætte overvågningskameraer,
- Øget adgang for politiet til at opsætte tryghedsskabende kameraer og anvende automatiske nummerpladegenkendelses-systemer.
Samtidig er der de seneste 15 år sket en omfattende digitalisering af vores samfund, som har skabt grundlag for en voksende statslig dataovervågning.
I et velfærdssamfund som det danske med en stor og skattefinansieret velfærdsstat er der naturligvis gode grunde til at føre kontrol med udbetaling af sociale ydelser og indbetaling af skat. Den nuværende indsats indebærer imidlertid omfattende indsamling, opbevaring og samkøring af oplysninger, der anvendes til algoritmebaseret kontrol af stort set hele Danmarks befolkning uden borgernes samtykke eller nogen konkret anledning.
Hertil kommer en række øvrige overvågningsinitiativer, herunder:
- Lovforslaget om at give Politiets Efterretningstjeneste hidtil usete beføjelser til at indsamle, overvåge og analysere data om alle borgeres personlige oplysninger og digitale færden samt udvikle kunstig intelligens til formålet.
- Lovforslaget der har givet politiet adgang til kommercielle slægtsdatabaser i sager om efterforskning af meget alvorlig kriminalitet uden samtykke fra de berørte.
- Tilladelsen til Københavns Politi om anvendelse af ansigtsgenkendelsesteknologi til efterforskning af visse alvorlige sager som led i et pilotforsøg.
Når man menneskeretligt skal vurdere, om et overvågningstiltag er berettiget, ser man på tre betingelser: 1) om tiltaget har et legitimt formål, 2) om det har et klart retsgrundlag og sætter præcise grænser og 3) om tiltaget er proportionelt og ikke går for langt.
Alle de nævnte tiltag er indført med udgangspunkt i helt legitime hensyn om at nedbringe kriminalitet og skabe tryghed. Men alt for ofte er bemyndigelserne meget brede og vagt formuleret, hvilket gør det svært at sikre proportionaliteten, ligesom der kan mangle klassiske retssikkerhedsgarantier som eksempelvis krav om retskendelse.
Hver for sig rejser tiltagene derfor bekymring om balancen mellem på den ene side hensynet til at sikre sikkerhed og effektivitet mv. og på den anden side hensynet til beskyttelse af grundlæggende frihedsrettigheder og retsgarantier mv.
Tilsammen tegner udviklingen et billede af en statslig tilgang til overvågning, hvor privatlivets fred og retssikkerhed risikerer at blive reduceret til sekundære hensyn. Det kan få os til at ændre adfærd, fordi vi ikke tør eller ønsker at ytre os i samfundsdebatten eller deltage i ellers lovlige demonstrationer.
Jeg er ikke imod enhver form for overvågning. Jeg har selv arbejdet ved politi og anklagemyndighed, og en vis grad af overvågning kan være helt legitimt, eksempelvis for at opklare kriminalitet, men der skal være klare grænser og retsgarantier.
Overvågning i det omfang, som vi nu ser konturerne af, risikerer ikke blot at undergrave den enkeltes ret til privatliv, men også at kompromittere den grundlæggende tillid mellem borgere og stat.
