Rapport: Varetægtsfængsling - Retssikkerhed før dom - Justitia - Danmarks første uafhængige juridiske tænketank

Rapport: Varetægtsfængsling – Retssikkerhed før dom

I en velfungerende retsstat som den danske er det fuldstændig elementært, at frihedsberøvelse før dom kun bør ske i helt særlige tilfælde og under strenge betingelser. Varetægtsfængsling er et indgribende retsmiddel, som skal være undtagelsen – ikke reglen. Alligevel viser en ny rapport fra Justitia og Advokatsamfundet, at flere sigtede nu sidder fængslet i måneder og i stigende grad år, før deres sag afgøres.

Resume

Enhver er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Det er et grundlæggende retsprincip, at en person, der er mistænkt for kriminalitet, ikke skal straffes med fængsel, før en domstol har afgjort skyldsspørgsmålet endeligt og har taget stilling til, om der er grundlag for at anvende fængselsstraf. Denne proces skal bl.a. sikre, at uskyldige ikke bliver fængslet, at staten ikke frihedsberøver uden grundige beviser, samt at centrale retssikkerhedsgarantier iagttages.

Der er dog situationer, hvor det er nødvendigt at fængsle en person allerede under efterforskningen af sagen. Ellers ville personen måske flygte, forsøge at ødelægge beviser eller endda gentage overgreb mod sagens offer. Derfor er der i lovgivningen givet adgang til, at en person i visse tilfælde kan varetægtsfængsles, dvs. frihedsberøves under efterforskningen og under sagens behandling i retten.

Varetægtsfængsling er et af de mest indgribende tiltag, staten kan anvende overfor borgerne. Indgrebet indebærer, at en person øjeblikkeligt bliver revet bort fra sin hverdag, placeres i en fængselscelle, eventuelt fratages kontakten til sine pårørende, ligesom personen kan miste sit arbejde. Varetægtsfængsling kan vare i måneder eller endda år, mens efterforskning, retssag og eventuel ankesag langsomt bevæger sig fremad. Det indebærer i mange tilfælde ophold i fængselscellen 23 timer i døgnet med ringe muligheder for besøg.

Selvom varetægtsfængsling i visse tilfælde kan være nødvendig for at sikre efterforskningen, er det helt afgørende, at foranstaltningen anvendes mindst muligt og så skånsomt som muligt. Derfor er det problematisk, at der gennem mange år har været kritik af, at Danmark varetægtsfængsler for mange og for længe. Kritikken har været fremført gentagne gange af flere forskellige aktører, og det har senest ført til, at et meget stort flertal i Folketinget i forbindelse med en politisk aftale om en strafreform er blevet enige om, at regeringen skal undersøge tiltag, der vil kunne nedbringe omfanget af varetægtsfængsling.

Denne rapport er udarbejdet med henblik på at undersøge området nærmere, herunder konkretisere problemerne ved anvendelse af varetægtsfængsling i Danmark og fremkomme med anbefalinger til sikring af en mere ansvarlig anvendelse af varetægtsfængsling. Rapporten undersøger emnet tværdisciplinært ved grundige juridiske undersøgelser af lovgivning og retspraksis, samt med en række kvantitative og kvalitative empiriske undersøgelser.

Rapportens hovedkonklusioner er:

Længden af varetægtsfængslinger er steget markant de seneste år. I 2024 var gennemsnitslængden for første gang over 6 måneder. Der er samtidig sket en seksdobling i antallet af varetægtsarrestanter, der ender med at være varetægtsfængslet mere end 2 år.
Både efterforskningen og sagens behandling i retten tager længere end tidligere. Domstolene er udfordret af lange berammelsestider, og efterforskningen er blevet tungere, bl.a. forsinkes sagerne af udlæsning af telefoner, der skaber mere bevismateriale.
En række af retsplejelovens muligheder for at nedbringe varetægtsfængslingers længde anvendes ikke i praksis. Loven forudsætter f.eks., at varetægtsarrestanter på et tidspunkt i processen overflyttes til mindre indgribende foranstaltninger, samt at der afholdes retsmøder under efterforskningen for at sikre bevis, så den sigtede ikke længere behøver være frihedsberøvet. Dette sker dog ikke i praksis. Det peger på, at hensynet til ikke at forstyrre vidner og dommere med ekstra retsmøder i nogle situationer prioriteres højere end hensynet til at forkorte belastende frihedsberøvelser af ikke dømte personer.
Der er en oplevelse blandt nogle dommere og forsvarere af, at der går automatik i forlængelserne af varetægtsfængsling, hvor der ikke er et klart tidspunkt, hvor der sker en intensiv genvurdering af fængslingsgrundlaget.
Den eneste nuværende regel, der sætter en klar grænse for varetægtsfængslingers længde, er reglen om, at arrestanten ikke kan være fængslet i længere tid end den straf, som forventes idømt. Dermed er der ingen reelle grænser for de arrestanter, der risikerer mange års fængselsstraf.
Der er de seneste år sket et betydeligt fald i antallet af varetægtsfængslinger. Det skyldes især et positivt arbejde med organisationskulturen hos anklagemyndigheden i de enkelte politikredse, som der er grund til at fremhæve og rose.
Faldet i varetægtsfængslinger giver dog grundlag for at overveje, om de gældende regler kan indskrænkes, så anklagemyndighedens nye praksis kodificeres for at forebygge en tilbagevenden til det tidligere niveau i antallet af varetægtsfængslinger.
Der er forskel på, hvor meget politikredsene har nedbragt antallet af varetægtsfængslinger, ligesom Danmark stadig fremstår som havende et højt antal varetægtsarrestanter i forhold til Norge, Finland og det generelle europæiske niveau. Fokus på at nedbringe antallet bør derfor fastholdes.

Indsatser for at nedbringe antallet af varetægtsfængslinger. Dette bør dels ske ved at kodificere anklagemyndighedens nye skærpede praksis, så antallet af varetægtsfængslinger ikke senere stiger til det tidligere niveau, dels ved at gennemføre en række øvrige opstramninger af retsplejelovens betingelser for varetægtsfængsling.

Indsatser for at nedbringe længden af varetægtsfængslinger. Dette bør ske ved at indføre både en absolut maksimumslængde for varetægtsfængsling og en grænse for, hvor stor en andel af den forventede straf, en arrestant kan være varetægtsfængslet. Det bør tillige sikres, at arrestanter løslades, når retssagsprocessen ikke fremmes med den nødvendige hurtighed. Ligeledes bør det sikres, at betingelserne for varetægtsfængsling skærpes over tid. Der bør indføres krav om et retsmøde efter 3 måneders varetægtsfængsling, hvor der sker en intensiv genvurdering af fængslingsbetingelserne, og der samtidig lægges en klar plan for det videre varetægtsforløb.

Indsatser for at skabe alternativer til varetægtsfængsling, så der står pladser klar til, at domstole kan overføre varetægtsarrestanter til en sådan foranstaltning, samt at der gennemføres undersøgelser af de alternativer, som andre europæiske lande anvender.

Indsatser for at sikre en sund kultur og en effektiv kontrol i myndighedernes anvendelse af varetægtsfængsling. I den forbindelse bør kulturarbejdet intensiveres og skifte fokus til i højere grad at sikre nedbringelse af varetægtsfængslingers længde, bl.a. ved at udpege lokale ansvarlige for dette arbejde. Ligeledes bør der årligt offentliggøres en række nøgletal, der sikrer offentlig kontrol med bl.a. antallet af frifundne, der har været varetægtsfængslet. Rapporten peger også på behov for en række yderligere undersøgelser.