En række nyere sager om politiets indgreb efter politiloven har i de seneste år rejst tvivl om, hvorvidt borgernes frihedsrettigheder, herunder retten til ytrings- og forsamlingsfriheden, nyder den nødvendige beskyttelse. Justitia har derfor i en ny analyse undersøgt forholdet mellem politiets beskyttelse af ytrings- og forsamlingsfriheden over for hensynet til den offentlige orden og sikkerhed. De indgreb, som analysen fokuserer på, er alene politiets beføjelser til at udstede påbud og foretage administrative frihedsberøvelser.
Politiloven trådte i kraft 1. august 2004 og indeholder bl.a. hjemmel til at foretage administrative frihedsberøvelser og udstede påbud. Nye tal fra Rigspolitiet, som Justitia har fået aktindsigt i viser, at antallet af politiets administrative frihedsberøvelser i perioden 2005 til og med 3. kvartal af 2015 er steget markant. Således blev der i 2005 foretaget i alt 1.001 administrative frihedsberøvelser, hvoraf 165 blev foretaget med henblik på opretholdelse af ”orden og sikkerhed”, mod 4.337 administrative frihedsberøvelser i 2014. Heraf blev 2.394 foretaget med henblik på opretholdelse af ”orden og sikkerhed”. Det har ikke været muligt at få opgørelser over antallet af udstedte påbud.
”Retten til at ytre og forsamle sig udgør nogle af demokratiets absolutte grundsten og er derfor også beskyttet både af grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Alligevel har politiet visse beføjelser til at foretage indgreb i ytrings- og forsamlingsfriheden, hvis det f.eks. handler om at afværge en forstyrrelse eller fare for den offentlige orden og sikkerhed samt for enkeltpersoner. Indgreb omfatter ikke kun administrative frihedsberøvelser men også påbud om eksempelvis at afholde et arrangement/demonstration et andet sted. Oplysningerne fra Rigspolitiet viser med al tydelighed, at politiet i stigende omfang prioriterer hensynet til at opretholde ro og orden på bekostning af borgernes frihedsrettigheder, herunder også ytrings- og forsamlingsfriheden”, siger direktør Jacob Mchangama, Justitia.
Over de senere år har en række sager illustreret, at politiet har foretaget ulovlige eller tvivlsomme indgreb i ytrings- og forsamlingsfriheden. Mest omtalte er masseanholdelserne under COP15 i 2009 og tilbageholdelsen af seks personer med tibetanske flag under kinesiske statsbesøg i 2012 og 2013. Men derudover findes der også en række eksempler på tilfælde, hvor politiet på tvivlsomt grundlag har udstedt et påbud om, at demonstrationer skulle afholdes på andre lokaliteter end de planlagte, som det eksempelvis skete i forbindelse med foreningen SIADs demonstration mod Grimhøj-moskeen og Den Republikanske Grundlovsbevægelses demonstration i anledning af Dronning Margrethes 70-års fødselsdag.
”En række af de konkrete sager, hvor politiet enten har foretaget administrative frihedsberøvelser eller udstedt påbud, er efterfølgende blevet underkendt af domstolene eller Rigspolitiet. Det er retssikkerhedsmæssigt bekymrende og et tegn på, at politiet i for mange tilfælde ikke vægter hensynet til borgernes grundlæggende rettigheder højt nok. Og når vi samtidig ser, at det samlede antal af administrative frihedsberøvelser i perioden 2005 til 2014 er steget med 333 % og ikke mindst, at frihedsberøvelser med henblik på opretholdelse af orden og sikkerhed er steget med 1.351%, bør det få alarmklokkerne til at ringe. Politikerne må kraftigt overveje, hvorvidt politiloven indeholder den rigtige balance mellem hensynet til offentlig ro og orden på den ene side og hensynet til borgernes frihedsrettigheder, ikke mindst ytrings- og forsamlingsfriheden, på den anden”, siger direktør Jacob Mchangama, Justitia, og påpeger, at billedet meget vel kan være endnu værre set i lyset af, at politiets udstedelse af påbud sjældent bliver genstand for en uafhængig prøvelse, da der ikke er direkte adgang til domstolsprøvelse i disse tilfælde.
Det anbefales derfor, at politiloven ændres således (kursivmarkeringer er nye formuleringer):
- At politilovens formålsparagraf (§ 1) ændres således, at den lyder som følger (ny ordlyd i kursiv): ”Politiet skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet. Politiet skal fremme dette formål gennem forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed, og med respekt for borgernes frihedsrettigheder”.
- At politilovens § 3 ændres således, at den lyder som følger (ændringer i kursiv): ”Politiet kan uden for de tilfælde, hvor indgreb er hjemlet i anden lovgivning, alene foretage indgreb over for borgerne i det omfang, det følger af bestemmelserne i dette kapitel. Ethvert indgreb skal ske med respekt for borgernes frihedsrettigheder”.
- At politilovens § 7 ændres således, at det tilføjes, at politiet har til opgave at beskytte borgernes ytringsfrihed i tillæg til retten til at forsamle sig (hvilket allerede fremgår af bestemmelsen), og at der i forbindelse med indgreb i medfør af politilovens §§ 7-8 skal lægges afgørende vægt på hensynet til ytrings- og forsamlingsfriheden.
- At det i bemærkningerne til politilovens § 7 fremhæves, at der kun under helt exceptionelle omstændigheder kan gribes ind over for forsamlinger i henhold til stk. 3-6, hvor faren ikke udgår fra forsamlingen selv.
- At politiet forpligtes til at meddele forudgående (mundtligt) påbud, før der skrides til frihedsberøvelse efter lovens §§ 5, 8 og 9.
- At tidsudstrækningen af administrative frihedsberøvelser nedsættes fra 12 timer til 6 timer.
- At kravene til politiets adgang til at udstede påbud om, at en forsamling skal afholdes et andet sted end det påtænkte eller fastsætte andre vilkår for forsamlingens afholdelse efter politilovens § 7, stk. 3, skærpes. I dag kan dette ske på baggrund af en begrundet frygt for fare, for betydelig forstyrrelse af den offentlige orden, herunder betydelig forstyrrelse af færdslen, eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed. Justitia anbefaler, at kravene skærpes således, at dette kun kan ske på baggrund af en særlig begrundet frygt.
- At borgerne får direkte adgang til domstolsprøvelse af påbud efter politilovens § 7, stk. 3, og § 8, stk. 3. Ved disse indgreb kan der i dag kun klages ad administrativ vej eller ved selv at føre sagen.
Læs hele analysen her
