Kritik: Det hjælper ikke børn at gøre voldelige forældre fattigere

0

Socialminister Astrid Krag (S) vil trække forældre og andre, der udøver vold mod børn, i sociale ydelser, men forslaget risikerer at forværre udsatte børns situation og gøre forældre til andenrangsborgere, selvom de har udstået deres straf, lyder det fra jurist og flere fagfolk.

Vicedirektør i den retspolitiske tænketank Justitia Birgitte Arent Eiriksson mener, at regeringens nye forslag er en uheldig sammenblanding af retspolitik og socialpolitik.

”Man vil straffe folk på pengepungen som en ekstra straf, der ikke indgår i domstolenes behandling af straffesagen. Jeg undrer mig meget over den del af lovforslaget, for velfærdsydelser har intet at gøre med den kriminalitet, der er begået,” siger Birgitte Arent Eiriksson.

Hun mener ikke, at forslaget kan sammenlignes med tidligere lovændringer, der betyder, at for eksempel medlemmer af bander kan idømmes dobbelt straf.

”Her var vi inden for det strafferetlige system, men i det nye forslag er der tale om, at en given dom får konsekvenser for borgerens velfærdsydelser. Det er en ekstra straf ud over den straf, som domstolene har udmålt. Man bliver så at sige også dømt til at være en andenrangsborger i en periode, og det rejser en række principielle spørgsmål om vores straffesystem,” siger Birgitte Arent Eiriksson.

Share.

About Author

Vicedirektør / COO

Comments are closed.