At godt en tredjedel af sagerne har ført til indtægter for kommunen, burde sætte nogle tanker i gang, mener Birgitte Arent Eiriksson, vicedirektør i tænketanken Justitia. Hun er forfatter til en analyse om kommunernes kontrol med modtagere af sociale ydelser.
»To tredjedele er alligevel mange mennesker, der er blevet udsat for intens kontrol, uden at der har været noget at komme efter. Det kunne give anledning til eftertanke i kommunen, om praksis er korrekt, og om det er de rigtige mennesker, der bliver udsat for kontrol. Selvfølgelig må målet altid være at finde dem, hvor der er sket fejl eller snyd, og samtidig lade de borgere være, som ikke har gjort det,« siger hun og tilføjer, at det er svært at sige specifikt, hvor stor en procentdel af sagerne, der bør føre til provenu.
I analysen efterlyser Birgitte Arent Eiriksson i sin konklusion, at kontrolmedarbejderne i landets kommuner skal have en mere stringent rettesnor for, hvordan man kontrollerer borgerne. Sådan er det nemlig ikke i dag, hvor der ikke er et samlet regelsæt for kontrolmedarbejderne. Det kan i praksis føre til en for grænsesøgende overvågning i kontrolindsatsen.
»Jeg efterlyser, at man anerkender, det her er en almindelig måde at overvåge befolkningen på. Derfor skal vi også af retsikkerhedsmæssige årsager have en ordentlig vejledning, som kontrolmedarbejderne kan læne sig op ad,« siger hun.
Læs hele artiklen her.
