Lovforslag om bortadoption før fødslen kan krænke menneskerettigheder
Om få dage vil social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) fremlægge et forslag om en ændring af adoptionsloven. Ændringen af adoptionsloven vil muliggøre, at myndighederne fremover under »helt ekstraordinære omstændigheder«, som det hedder, kan træffe beslutning om at bortadoptere et barn, allerede inden barnet er kommet til verden.
“Vi er meget bekymrede for, at det er i strid med menneskerettighederne,” siger Justitias Mette Fjord Kristensen, til Information.
“Når man vil træffe beslutning om tvungen bortadopteringen fra fødslen, så kender man endnu ikke barnet eller relationen mellem forældre og barnet. Man kommer til at mangle nogle elementer i sagsoplysningen, og da tvangsbortadoption er en af de mest indgribende foranstaltninger, man kan foretage angående retten til familieliv, så skal man være meget, meget sikker på, at grundlaget og sagsbehandlingen er i orden,« siger hun og henviser til, at der inden for anbringelsesområdet ofte »er åbenlyse fejl i kommunernes sagsbehandling”. Og det er der ikke plads til på det her område. Vores kritik er oppe i rødt på skalaen, fordi det er så indgribende. Det er retten til familieliv, det handler om.”