Rapport:Strafferetlige vildskud – Andre følger af strafbare handlinger end straf |
---|
Er det rimeligt, at man får begrænset sin ret til sociale ydelser i de første tre år efter endt afsoning af en lang fængselsstraf eller, at man kan blive smidt ud af sit lejemål, fordi ens ægtefælle eller kæreste har været voldelig mod en? I de seneste 10 år er mængden af regler, som indebærer, at strafbare handlinger kan få andre følger end almindelig straf (fængsel og bøde), øget betydeligt. Det gør det vanskeligere både for den, som bliver tiltalt under en straffesag, og for befolkningen at forudse sagens resultat og at vurdere dette i forhold til andre sager, men lovgivningen giver også anledning til andre retssikkerhedsmæssige betænkeligheder.
Justitia udgiver i dag rapporten ”Strafferetlige vildskud – Andre følger af strafbare handlinger end almindelig straf”. I rapporten undersøges en række love vedtaget inden for de sidste 10 år, som giver nye og anderledes muligheder for at pålægge dømte personer (og i nogle tilfælde deres nærmeste) andre følger af strafbare handlinger end almindelig straf (fængsel og bøde).
Som eksempel på sådanne følger kan nævnes henvisning til Ungdomskriminalitetsnævnet, vilkår om godkendelse af økonomiske dispositioner, udsættelse af beboelseslejemål, begrænsninger i adgangen til at få del i forældremyndighed og samvær og af retten til sociale ydelser.
”Der er tale om følger, som kan have stor betydning for den dømte også efter, at den almindelige straf er udstået. Det kan hindre resocialisering og har næppe nogen særlig kriminalpræventiv effekt. Desuden omtales det sjældent i medierne, hvis en straffesag fører til for eksempel, at den dømte får begrænset sin ret til sociale ydelser eller, at den dømtes familie bliver sat ud af sit lejemål. Derfor indgår det ikke i vurderingen af, om vi har et retfærdigt straffesystem, hvilket er uheldigt for den retspolitiske debat.” siger Gerd Sinding, som er chefkonsulent i Justitia og forfatter af rapporten, og fortsætter ”Det er også problematisk, at det for den, som bliver tiltalt under en straffesag, kan være meget vanskeligt at gennemskue, hvilke konsekvenser sagen kan få. Ligesom det er uheldigt, at retten ikke altid har kendskab til alle straffesagens følger, og derfor ikke kan tage hensyn til dem i forbindelse med strafudmålingen i straffesagen.”
Rapporten peger også på, at der bør være øget opmærksomhed på databeskyttelse og overholdelse af Danmarks øvrige internationale forpligtelse i forbindelse med ny lovgivning om andre følger af strafbare handlinger end almindelig straf (fængsel og bøde), ligesom der bør være større opmærksomhed på at sikre, at lovgivningen på området er ensartet og bygger på de samme grundlæggende principper. For eksempel er det bemærkelsesværdigt, at en del af den nyere lovgivning bryder med det princip om, at andre retsfølger end almindelig straf (fængsel og bøde) alene bør have til formål at undgå en nærliggende fare for misbrug, som den gældende straffelovs § 78 er udtryk for.
Rapporten udkommer kort tid efter, at Justitsministeren har anmodet Straffelovrådet om at se på nye sanktionsformer i dansk ret. ”Man skal være varsom med at introducere nye sanktionsformer, og der er i høj grad behov for at inddrage Straffelovrådet i den forbindelse” siger Gerd Sinding og fortsætter ”Straffelovrådet kan bidrage til at sikre mere gennemarbejdede lovforslag, som bygger på ensartede principper, og som derfor ud fra en retssikkerhedsmæssig betragtning er bedre.”
Rapporten indeholder i alt syv anbefalinger, som kan bidrage til at øge retssikkerheden i forbindelse med vedtagelsen af ny lovgivning om andre retsfølger af strafbare handlinger end almindelig straf (fængsel og bøde):
- Øget opmærksomhed på, at lovfæstede retsfølger kun rammer domfældte
- Øget opmærksomhed på, at andre retsfølger end almindelig straf (fængsel og bøde) alene bør have til formål at undgå en nærliggende fare for misbrug
- Øget sammenhæng i brugen af sanktioner og andre retsfølger
- Øget gennemsigtighed i brugen af sanktioner og andre retsfølger
- Øget opmærksomhed på databeskyttelse
- Øget opmærksomhed på Danmarks internationale forpligtelser
- Øget inddragelse af Straffelovrådet
Kommentarer og spørgsmål:
Chefkonsulent Gerd Sinding, 42776553, gerd@justitia-int.org
Kommunikationschef Søren Staghøj, 25485912, soren@justitia-int.org
Rapport: Strafferetlige vildskud – Andre følger af strafbare handlinger end straf
Bilag: Oversigt over lovgivning