Høringssvar til koranloven (forbud mod utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning)

Opsummering

Med lovforslaget lægges der op til en delvis genindførsel, delvis udvidelse af det strafbare forbud mod blasfemi, der blev ophævet i 2017 og ikke har ført til domfældelser siden 1946. Lovforslaget medfører tilmed en skærpelse af straffen for blasfemi ved en seksdoblet strafferamme på fængsel op til 2 år i forhold til 4 måneder i blasfemiparagraffen. Dette afspejler, at forbuddet tænkes indsat i straffelovens kapitel 12 om landsforræderi og trusler mod statens sikkerhed, hvorimod blasfemiparagraffen indgik i straffelovens kapitel 15 om forbrydelser mod den offentlige orden og fred. Lovforslagets genkriminalisering af symbolske ytringer, der krænker religiøse følelser, medfører et dybt beklageligt tilbageskridt. Lovforslaget afviger således fra en veletableret dansk retstradition, der i perioden siden Anden Verdenskrig har lagt stadigt større vægt på retten til at fremføre religionskritik, uanset om religiøse magthavere, institutioner eller troende måtte opfatte sådanne som forhånende og blasfemiske. Tidligere var det konservative kristne, der værnede om deres religiøse følelse ved at ønske andre straffet, mens det nu navnlig er konservative muslimer, der modstandere af ytringer, der krænker dem. Lovforslaget bryder også med en international tendens, hvor åbne demokratier – som Danmark – i stigende grad har ophævet blasfemiparagraffer ud fra hensynet til ytringsfriheden og et lighedsprincip, hvorefter menneskerettigheder beskytter individer, men ikke yder religioner eller religiøse følelser en særskilt beskyttelse mod forhånelse eller kritik.

Placeringen i Straffelovens kapitel 12 medfører endvidere en kriminalisering af ”udtrykkelig billigelse” af eks. koranafbrændinger, jf. straffelovens § 136, stk. 2, hvorfor lovforslaget også vil føre til kriminalisering af verbale og skriftlige ytringer. Lovforslaget er endvidere karakteriseret ved at have et vidtgående og uklart anvendelsesområde. Det er hverken klart afgrænset, hvilke handlinger der skal anses som ”utilbørlige”, eller hvilke genstande der kan anses for at have ”væsentlig religiøs betydning”. Hertil skal lægges, at lovforslaget omfatter handlinger udført ”i kunstnerisk eller politisk øjemed”.

Samlet set gør disse forhold, at lovforslaget kriminaliserer symbolske ytringer, der i årtier har været accepteret som en del af den kunstneriske og politiske ytringsfrihed til at kritisere magtfulde religioner, religiøse doktriner og institutioner. Lovforslagets uklarhed gør det vanskeligt for borgerne at vurdere præcis, hvilke handlinger der er kriminaliseret, ligesom det øger risikoen for vilkårlighed i forhold til politiets indgreb i meningstilkendegivelser og i tiltale- og domspraksis. Lovforslaget rejser spørgsmål i forhold til overholdelsen af grundlovens § 77, 2. pkt. om censur og andre forebyggende forholdsregler, eftersom politiet ifølge lovforslagets beskrivelse af politiets beføjelse anses for bemyndiget til at gribe præventivt ind overfor ”utilbørlig behandling” af de omfattede religiøse genstande.

Med en præcisering af anvendelsesområdet og sanktionerne for overtrædelse vil lovforslaget og håndhævelse heraf givetvis være i overensstemmelse med artikel 10 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Det må dog klart antages, at lovforslagets forbud er i strid med artikel 18 og 19 i FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, der ikke tillader begrænsninger af ”blasfemiske” ytringer, uanset om de måtte anses som krænkende og forhånende overfor trosretninger og troendes religiøse følelser.

Mere grundlæggende er det værd at fremhæve, at lovforslaget går imod en central anbefaling i Ytringsfrihedskommissionens betænkning fra 2020:

”Kommissionen anbefaler, at man fra lovgivers side vender tilbage til den tilgang, der var den fremherskende herhjemme i mange år efter 2. verdenskrig. Det betyder, at udfordringerne i langt højere grad, end det har været tilfældet de senere år, skal mødes ved at værne om ytringsfriheden i stedet for at begrænse den.”

På den baggrund anbefales det at forkaste lovforslaget.

Læs Høringssvaret

Nedslag i argumenter mod forslaget:

1. Begrænser ytringsfriheden: Forslaget begrænser ytringsfriheden, da det kan bruges til at straffe symbolske udtryk, der er kritiske over for religioner. Dette er i strid med princippet om ytringsfrihed, som er en central søjle i et demokratisk samfund, hvor religions- og ytringsfrihed skal ses som to sider af samme sag. Mens afbrænding af hellige bøger er dybt respektløs og stødende for religiøse troende, bør religiøs intolerance bekæmpes gennem dialog, interreligiøse initiativer og uddannelse, ikke strafferetlige sanktioner.
2. Ophæver syv årtiers robust beskyttelse af ytringsfrihed: Danmark har traditionelt støttet og beskyttet ytringsfriheden, herunder retten til at kritisere religion og udtrykke politiske synspunkter. I 2017 ophævede Danmark sin strafferetlige forbudslov mod blasfemi. Det nye lovforslag vil ophæve syv årtiers fri og uhindret debat om religion, da ingen er blevet dømt for blasfemi siden 1946. Genindførelse af et de facto blasfemiforbud vil adskille Danmark fra andre åbne demokratier, der har afskaffet blasfemiforbud i det seneste årti, herunder Holland, Irland, Malta, Norge, Island, New Zealand og Canada.
3. Kriminaliserer kunst og kritik: Kunstnere og politiske aktivister kan blive straffet for at udtrykke deres kunst eller politiske synspunkter, hvis deres arbejde indeholder elementer, der kunne opfattes som “utilbørlig behandling.” Dette kan tvinge marginaliserede og forfulgte grupper til tavshed og forhindre dem i at protestere mod religiøse autoritære regimer eller praksis, samtidig med at det styrker de stater, som dissidenter og aktivister er flygtet fra.
4. Vage definitioner af “utilbørlig behandling” og “genstande af betydelig religiøs betydning for en religiøs samfund”: Forslaget indeholder en vag og subjektiv definition af begrebet “utilbørlig behandling” og “genstande af betydelig religiøs betydning.” Det skaber usikkerhed om, hvad der specifikt udgør en overtrædelse af loven, og kan føre til en såkaldt ”chilling-effect” af ytringer, hvor borgere afholder sig fra lovlige ytringer af frygt for straf.
5. Uproportionalt hårde straffe: Lovforslaget placerer overtrædelser i straffelovens kapitel om landsforræderi og statens sikkerhed med straf op til 2 års fængsel. Den specifikke bestemmelse, som lovforslaget ændrer, straffer fornærmelser af udenlandske nationers flag, men har ikke medført domfældelser siden 1936, hvor en person blev dømt for at skænde Sovjetunionens flag.
6. Ignorerer internationale forpligtelser: Forslaget tager ikke højde for Danmarks internationale menneskerettighedsforpligtelser i henhold til Den Internationale Pagt om Borgerlige og Politiske Rettigheder (ICCPR). FN’s Menneskerettighedskomité har bekræftet, at love, der kriminaliserer blasfemi og religiøs krænkelse, er uforenelige både med retten til ytringsfrihed i artikel 19 og retten til religionsfrihed i artikel 18 i ICCPR. Desuden understreger ’The Rabat Plan of Action’ i afsnit 25 kraftigt, at “States that have blasphemy laws should repeal them, as such laws have a stifling impact on the enjoyment of freedom of religion or belief, and healthy dialogue and debate about religion”. Flere rapporter fra FN’s særlige rapportør om religionsfrihed og tro konkluderer eksplicit, at love, der straffer blasfemi og religiøs krænkelse, er uforenelige med ICCPR. Danmark har givet officiel støtte til denne fortolkning i udtalelser fra skiftende danske ministre, FN-ambassadører og ved at underskrive ’The 2019 Ministerial to Advance Religious Freedom’.
7. Styrker autoritære og religiøst autoritære stater: I 2011 førte en amerikansk indsats ved FN’s Menneskerettighedsråd til vedtagelsen af en banebrydende resolution, der skulle sætte en stopper for årtiers forsøg fra ’the Organization of Islamic Cooperation (OIC)’ i FN-regi at kriminalisere blasfemi under international menneskerettighedslov. Resolutionen understregede betydningen af ’counterspeech’ og uddannelse som det primære forsvar mod religiøs intolerance. Endnu vigtigere påpegede den, at menneskerettighedsloven beskytter mennesker, ikke religioner eller ideologier. Mens resolutionen “fordømte” opfordringer til had, opfordrede den kun til kriminalisering af “opfordring til religiøst baseret vold”. Det undestreger, at begrænsninger på ytringsfriheden kun er legitime, når de beskytter fysiske mennesker, ikke abstrakte religiøse idéer. Lovforslaget underminerer demokratiernes bestræbelser på at styrke og opretholde religionsfrihed og ytringsfrihed på internationalt niveau og giver autoritære stater mulighed for at bruge det danske lovforslag til at legitimere undertrykkelse af religiøse minoriteter, dissidenter og ikke-troende.