Folketingsmedlemmernes arbejde og lovgivningsprocessen er undergået betydelige ændringer og udfordringer i de seneste årtier. En blanding af forskellige faktorer, herunder ændringer i politisk kultur, sociale medier og ændringer i det politiske landskab, har påvirket den måde, folketingsmedlemmer udfører deres arbejde på, og lovgivningsprocessen som helhed.

Tidsmangel er en opadgående tendens, der gennemsyrer hele lovgivningsarbejdet. Dette kan tilskrives flere årsager, heriblandt den overordnede arbejdsbyrde for det enkelte folketingsmedlem, kompleksiteten af lovforslag og skiftende regeringers behov for at vise handlekraft.

Flere folketingsmedlemmer oplever, at de har begrænset tid til at udføre deres parlamentariske arbejde. Dette hænger i høj grad sammen med, at mange folketingsmedlemmer i dag står over for en udfordrende arbejdsvirkelighed i Folketinget, hvor pres og tidsmangel er blevet fremtrædende elementer. Den øgede kompleksitet og mængden af lovgivning kræver ikke kun grundig forståelse, men også tid til omhyggelig gennemgang, som flere beretter, at de ikke har ressourcer til. Flere folketingsmedlemmer har flere ordførerskaber og deltager i flere udvalgsmøder i løbet af deres arbejdsuge, hvor mødetidspunkter kan overlappe hinanden. Samtidig spænder emnerne bredt. Desuden er brugen af sociale medier til at kommunikere politiske budskaber blevet en stor del af deres hverdag. Alt i alt betyder dette, at det kan være vanskeligt for mange folketingsmedlemmer at være tilstrækkeligt forberedt til det ”klassiske” parlamentariske arbejde.

En anden tendens er den stigende kompleksitet af lovgivningen, herunder EU-lovgivning og det tekniske juridiske sprog i lovforslag, som gør det vanskeligt for folketingsmedlemmer at forstå de fulde konsekvenser af de lovgivningsmæssige ændringer, som de stemmer om. Det ses også, at den samlede mængde af dokumenter, som Folketinget skal forholde sig til, herunder særligt sideantallet på lovforslag, er steget markant over årene. Derudover oplever mange folketingsmedlemmer, at der kræves omfattende forberedelse til møder, samråd og høringer, som samlet øger arbejdspresset.

For at håndtere disse udfordringer benytter folketingsmedlemmerne sig af partiets konsulenter, netværk og kontakter i interesseorganisationer for at opnå yderligere indsigt og ekspertise. De benytter også sparring med andre folketingsmedlemmer for at navigere i den ofte komplekse lovgivningsproces. Der er dog stor variation i, hvor mange ressourcer det enkelte folketingsmedlem har til rådighed, hvilket kan betyde, at væsentlige aspekter overses, når der f.eks. skal vurderes lovforslag.

Det er partistørrelsen, som er afgørende for det enkelte folketingsmedlems ressourcer. Rapporten viser, at de små partier har færre støttende ressourcer, og det enkelte folketingsmedlem i små partier skal samtidig også dække flere tunge ordførerskaber end de større partier. Folketingsmedlemmer i små partier er derfor også nødt til at afsætte tid til forberedelse af lovgivningsarbejde og samtidig prioritere, hvilke udvalgsmøder de deltager i, da flere af udvalgsmøderne ligger samtidig.

En betydelig del af lovgivningsarbejdet synes at være forudbestemt, inden det når Folketingssalen. Den parlamentariske proces er i stigende grad flyttet fra debatten i Folketingssalen til ministrenes mødelokaler, hvor der indgås politiske aftaler og forlig bag lukkede døre i en begrænset kreds. Det kan skabe udfordringer for politiske partier, der føler sig bundet af politiske aftaler og har begrænset indflydelse, når forhandlingerne af et lovforslag allerede er fastlagt, inden den formelle fremsættelse i Folketinget. Denne udvikling har også gjort det vanskeligere for folketingsmedlemmer og interessegrupper, der ikke har været inviteret til forhandlinger i regeringskontorerne, at påvirke lovforslag.

Samtidig har den stigende anvendelse af sociale medier haft en markant indvirkning på folketingsmedlemmernes arbejde. Sociale medier som Facebook, Instagram og X har revolutioneret måden, hvorpå politikere kommunikerer med offentligheden og formidler deres politiske budskaber. En undersøgelse fra Aarhus Universitet viser, at folketingsmedlemmer bruger en betydelig mængde tid på udadrettet kommunikation via sociale medier, hvilket afspejler et skiftende fokus fra traditionelt partiarbejde til mere direkte kommunikation med vælgerne.

Flertalsregeringer kan påvirke den demokratiske proces ved at centralisere magten omkring regeringspartiet og dets allierede. I Danmark har flertalsregeringer været sjældne siden 1953, men den nuværende regering har fra november 2022 til marts 2024 demonstreret nogle af de potentielle udfordringer.

Kernen i en flertalsregering er dens evne til at træffe beslutninger uden at skulle inddrage eller forhandle med andre partier i Folketinget. Det kan føre til en mere effektiv beslutningsproces, men kan også resultere i manglende transparens, dialog og hensyntagen til forskellige synspunkter og vurderinger.

Kritikere, herunder medlemmer af Folketinget og politiske kommentatorer, påpeger flere demokratiske bekymringer ved flertalsregeringer. Disse inkluderer en oppositionens begrænsede indflydelse på lovgivningsarbejdet, en svækkelse af Folketingets muligheder for at udøve parlamentarisk kontrol og en risiko for, at flertalsregeringer overser mindretallets synspunkter, så der opstår mangler på nuancer i beslutningstagningen.

Desuden har den nuværende regering, da den havde et flertal frem til marts 2024, været kritiseret for at blokere oppositionens forslag og begrænse debatten om vigtige emner som offentlighedsloven og undersøgelsen af FE-sagen. Det har ført til bekymring for, at flertalsregeringer kan udhule den politiske mangfoldighed og de checks and balances, der er afgørende for en sund demokratisk proces.

Selvom nogle argumenterer for, at flertalsregeringer kan skabe effektivitet og handlekraft, kan de også skabe betydelige udfordringer for demokratiet. Her kan værktøjer som solnedgangsklausuler og revisionsbestemmelser være afgørende for at opretholde en vis form for parlamentarisk kontrol og åbenhed, især når debat og samarbejde er mindre udbredt under flertalsregeringer.

Endelig er der risiko for, at en flertalsregering kan udnytte sin magt til at fremme politikker, der kun gavner dens egen vælgerbase, på bekostning af mindretalsinteresser og det brede samfund.

Relationen og samspillet mellem Folketing, embedsværk og regering er en afgørende del af lovgivningsprocessen. I centraladministrationen har ministrene, som er en del af regeringen og ansvarlige over for Folketinget, den øverste myndighed. De har instruktionsbeføjelser over embedsværket, der udarbejder lovforslag, og embedsværket bistår også med politisk rådgivning og udarbejdelse af konsekvensanalyser.

Embedsværkets rolle står dog over for nogle udfordringer. Kompleksiteten i lovgivningsprocessen er stigende samtidig med, at hastigheden i embedsværket er blevet øget, både hvad angår lovgivningsmøllen og andre opgaver. Det sætter embedsværket under et ressourcemæssigt pres. Det ses også, at flere ministerier har brugt midler på konsulentydelser til Kammeradvokaten i forbindelse med udarbejdelse af lovforslag og bekendtgørelser.

Hyppige ministerudskiftninger kan underminere effektiviteten i regeringen og lovgivningskvaliteten, idet nye ministre ofte skal bruge tid på at indhente viden og sætte sig ind i et nyt område.

Der hersker forskellige opfattelser af embedsværkets uafhængighed blandt både embedsværket og folketingsmedlemmer. Nogle mener, at embedsværket er neutrale og uafhængige, mens andre mener, at de er for tæt knyttet til regeringen og yder partipolitisk rådgivning.

I lyset af disse udfordringer har folketingsmedlemmer foreslået tiltag som etablering af et ministerkodeks, øget åbenhed og effektiv koordination i regeringen samt forbedret uddannelse af ministre. Der er også fremsat beslutningsforslag om vurdering af de retssikkerhedsmæssige konsekvenser for erhvervslivet i lovforslag og om at øge anvendelsen af lovbekendtgørelser. Disse tiltag søger at styrke demokratiet og retssikkerheden samt forbedre kvaliteten og gennemsigtigheden af lovgivningsprocessen i Danmark.

Blandt embedsværkets synspunkter er det tydeligt, at deres mangel på involvering i den indledende fase af lovgivningsprocessen opfattes som en udfordring. Flere embedspersoner føler, at de ikke inddrages tilstrækkeligt tidligt i processen, hvilket kan føre til en manglende kvalificering af lovforslaget både juridisk og fagligt. Der har også været tilfælde, hvor lovgivning er blevet gennemført på trods af advarsler fra embedsværket om mulige problemstillinger. Derudover påpeges det, at lovgivningsprocessen i sig selv er blevet mere kompleks og tidskrævende, hvilket skaber pres på arbejdsforholdene på Slotsholmen. Der synes at være en tendens til at politisk taktik vægtes over faglig ekspertise.

Både embedsværk og folketingsmedlemmer rejser kritik af lovforslagenes konsekvensanalyser, som for flere ikke forekommer tilstrækkeligt neutrale og fyldestgørende. Justitias undersøgelse af en række udvalgte lovforslag viser også, at der er stor forskel på kvaliteten af konsekvensanalyser, som kan være uklare, mangle vurderinger eller være direkte vildledende. Dette kan have stor betydning for Folketingets vurdering af et lovforslag, og der er konkrete eksempler på, at folketingsmedlemmer efterfølgende er blevet overrasket over en lovs konsekvenser, fordi disse ikke fremgik tydeligt nok af det lovforslag, som de vedtog.

Høringsparternes synspunkter bekræfter også dette billede. Flere høringsparter mener, at lovforslag lider under ufuldstændige faktuelle oplysninger og utilsigtede konsekvenser. Manglende belysning af konsekvenser kan bl.a. påvirke borgernes retssikkerhed negativt. Desuden udtrykker nogle høringsparter frustration over deres begrænsede muligheder for at påvirke lovgivningen gennem høringsprocessen, selvom der også er eksempler på, at kritiske høringssvar har ført til betydelige ændringer af lovforslag.

Gennemgangen af forskellige lovforslag afslører en bred vifte af tilgange og resultater. Der er eksempler på lovforslag, hvor konsekvensanalyserne er uklare, og lovbemærkningerne eller selve lovteksten er formuleret på en måde, der giver anledning til tvivl om både formål og indhold.

Der ses også en tendens til utilstrækkelig udstedelse af lovbekendtgørelser, der kan gøre lovgivningen mere uigennemskuelig for både Folketing, forvaltning og offentligheden og samtidig truer retssikkerheden for borgere og virksomheder.

Høringsprocessen skal sikre, at alle relevante myndigheder, organisationer og faglige eksperter mv. kan bidrage med viden og input med henblik på at sikre den bedst mulige kvalitet af lovforslag. Høringsprocessen er således et bærende led i sikring af en god og grundig lovgivningsproces.

Det er en forudsætning for processens effektivitet, at de relevante bidrag, som høringsorganisationerne bidrager med, bliver nøje overvejet i udarbejdelsen af det endelige lovforslag, så der ikke bliver tale om en proformahøring. Hvis embedsværket ikke giver sig tid til at lytte og eventuelt indarbejde høringsorganisationernes bidrag lovgivningsprocessen, bliver høringsinstitutionen illusorisk og betydningsløs. Netop fordi høringsparter har et særligt indblik i deres fokusområde og/eller berøres af reglerne i praksis, har de ofte en anden og vigtig indsigt, som ikke er til stede andetsteds i lovgivningsprocessen. Det betyder, at vigtige uhensigtsmæssigheder eller fejl kan blive overset, hvilket i sidste ende fører til dårligere lovgivningskvalitet.

Høringsfristerne er kun vejledende, og der har siden 2019 været et stort antal høringer, som har ligget under den anbefalede 4 ugers frist.

Der er også flere eksempler på, at der ikke udsendes høringer, eller at der gives meget korte frister til høringsparter i lovgivningsprocessen, som tilmed kan løbe over weekend, ferieperioder og/eller helligdage. De høringsparter, som Justitia har været i kontakt med, udtrykker, at det er problematisk med korte høringsfrister, da de ikke har tid til at kvalificere deres input i høringssvarene. Undersøgelsen viser også tilfælde, hvor centrale interessenter ikke er blevet inkluderet i høringsprocessen.

Som det fremgår af de gennemførte interviews med folketingsmedlemmerne i afsnit 10.2, kan det være udfordrende for folketingsmedlemmerne at forholde sig til store, komplekse og tekniske forslag, som kan være vanskelige at gennemskue. Derfor er høringssvar og netværk en uvurderlig ressource for folketingsmedlemmer, der forsøger at navigere i kompleksiteten og føre parlamentarisk kontrol med regeringen. Langt størstedelen af de folketingsfolketingsmedlemmer, som Justitia har været i kontakt med, har berettet, at høringssvar og høringsnotater er det vigtigste redskab for dem, når de skal forholde sig til lovforslag. Mange har også berettet, at organisationer og forskellige eksperter uden for Slotsholmen er vigtige ressourcer og sparring, når de skal gennemgå et lovforslag. Af selvsamme grund er det også problematisk, når organisationer, borgere og faglige eksperter, som skal understøtte folketingsmedlemmerne i deres parlamentariske arbejde, ikke får mulighed eller tid nok til at kvalificere deres input til regeringens lovforslag.

Til trods for både regeringsgrundlaget, Forretningsordensudvalgets beretninger og Dybvads-udvalgets rapport har regeringen også i 2023 hastet love igennem og forkortet høringsfristen på flere lovforslag, hvilket kan have afholdt høringsparter fra at fremkomme med indvendinger og synspunkter.

Gennemgående beretter flere af de folketingsmedlemmer, som Justitia har interviewet, at høringssvarene og høringsnotatet er de vigtigste redskaber for folketingsmedlemmerne, når de skal behandle et nyt lovforslag. Det understøttes også af en undersøgelse foretaget i 2018, som viser, at folketingsfolketingsmedlemmer i stort omfang anvender høringssvar. I samme undersøgelse fremgår det, at der ofte henvises til høringssvar i folketingsdebatterne, og at de mindre partier er mere tilbøjelige til at anvende høringssvar, ligesom der er en tendens til, at partier i oppositionen anvender høringssvar mere end partier, som har regeringsmagten.

Dette viser samlet set, at en høringsproces, som inkluderer alle væsentlige parter og giver tilstrækkelig til at gennemlæse og udarbejde høringssvar, har stor betydning for folketingsmedlemmernes vurdering og indflydelse på lovforslag og dermed også for den parlamentariske kontrol. Hertil kommer, at en god høringsproces også understøtter offentlighedens indflydelse på lovforslag.

I Folketinget spiller parlamentarisk kontrol en afgørende rolle for at opretholde demokratiet og sikre, at regeringen holdes ansvarlig over for Folketinget og den danske befolkning. Det sker gennem en række kontrolværktøjer og procedurer, hvor folketingsmedlemmer har mulighed for at indhente information, stille ministrene til regnskab og skabe offentlig debat om politiske spørgsmål. Værktøjerne omfatter bl.a. § 20-spørgsmål, udvalgsspørgsmål og samråd.

• 20-spørgsmål, der angår ministerens holdning til et emne, kan stilles skriftligt eller mundtligt. Antallet var historisk højt i 2005/2006, hvorefter et markant fald finder sted, hvor der i seneste samling blevet stillet et relativt lavt antal § 20-spørgsmål. Udvalgsspørgsmål udvider kontrolmulighederne yderligere ved at tillade udvalgene at stille spørgsmål til ministrene om lovforslag og andre emner inden for deres respektive resort. Justitias kortlægning viser, at der er sket en markant stigning af udvalgsspørgsmål siden 2006, dog med et mindre fald de seneste folketingssamlinger. Folketingsmedlemmerne foretrækker at søge konkret information frem for at spørge til ministerholdninger gennem § 20-spørgsmål. Enkelte folketingsmedlemmer mener dog, at mange af de spørgsmål, som stilles til ministrene, ofte blot er drillerier og politisk spil.

Samråd, hvor ministre møder op og svarer på spørgsmål fra folketingsmedlemmer, udgør også en del af den parlamentariske kontrol, hvor ministrene mødes med folketingsmedlemmer for at besvare spørgsmål og diskutere relevante emner. Der er dog kritik fra flere folketingsmedlemmer (særligt regeringen) af, at åbne samråd kan udvikle sig til politisk teater, som påfører ministrene og embedsværket betydelig ressourcebelastning. Samråd blev oprindeligt afholdt uden for offentligheden, men nu er åbne samråd mere almindelige, hvilket giver offentligheden større indsigt, men flere folketingsmedlemmer betragter det som spild af tid, fordi ministrene og folketingsmedlemmerne ikke kan tale frit i et fortroligt rum uden offentlighedens søgelys.

Ud over disse kontrolværktøjer har udvalgene også mulighed for at afholde høringer og modtage deputationer, men disse værktøjer anvendes mindre hyppigt.

Flere i embedsværket rapporterer om stigende ressourceforbrug på at håndtere både § 20-spørgsmål, udvalgsspørgsmål og samråd, hvilket kan påvirke embedsværkets ressourcer til effektiv udførelse af andre kerneopgaver, herunder arbejdet med lovgivningsprocesser. Derudover er der en vis skepsis blandt nogle af de adspurgte folketingsmedlemmer og embedspersoner over for neutraliteten og værdien af særligt § 20-spørgsmål og udvalgsspørgsmål, da ministerbesvarelserne i nogle tilfælde opfattes mere som politiske udenoms-manøvrer snarere end substantielle bidrag til Folketingets spørgsmål om regeringens arbejde.

Beslutningsforslag må anses for at være en vigtig del af det danske demokratiske system, fordi de giver alle folketingsmedlemmer – uanset om de er del af et regeringsparti, støtteparti eller i opposition – mulighed for at foreslå ny lovgivning. Typisk fremsættes beslutningsforslag af oppositionspartier for at udfordre og påvirke den siddende regerings politik. Beslutningsforslagenes væsentlighed ligger i deres potentiale til at fremhæve vigtige politiske spørgsmål og skabe debat om emner, som måske ellers ikke ville få tilstrækkelig opmærksomhed. Selvom beslutningsforslag ikke altid fører til konkrete lovgivningsændringer, kan de stadig have en betydelig politisk indflydelse ved at sætte dagsordenen og påvirke den offentlige mening.

Kritikken af det store antal beslutningsforslag, der fremsættes, har resulteret i initiativer til at regulere og begrænse antallet. Selvom disse retningslinjer forsøger at sikre, at beslutningsforslag er velovervejede og relevante, rejser de også spørgsmål om den demokratiske proces og balancen mellem at begrænse unødvendig byrde og bevare en åben platform for politisk deltagelse.

Borgerforslag giver borgerne en direkte kanal til at forsøge at igangsætte nye tiltag eller ændringer i lovgivningen. Selvom dette værktøj styrker borgernes engagement i demokratiet, har ordningen tilsyneladende ikke haft den forventede effekt på lovgivningsprocessen, idet kun ganske få borgerforslag ender med at blive vedtaget af Folketinget. Det hænger formentlig sammen med begrænsninger i borgernes ressourcer og evne til at udarbejde grundige forslag. I lyset af disse udfordringer opstår diskussioner om alternative tilgange til borgerinddragelse, herunder muligheden for at erstatte borgerforslag med mere tilgængelige debatforespørgsler, som giver borgere mulighed for at deltage aktivt i politiske drøftelser uden at pålægge dem samme arbejdsbyrde.

De adspurgte folketingsmedlemmer har forskellige holdninger til de ressourcer, som de har adgang til. Der er også forskellige holdninger til, hvilke ressourcer der er nyttige, og hvad de kan bruges til.

Selvom folketingsmedlemmerne har en række kontrolværktøjer herunder muligheden for at stille folketingsspørgsmål og indkalde en minister i samråd, viser Justitias rapport, at flere folketingsmedlemmer råder over begrænsede ressourcer til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for deres politiske virke. Det betyder, at de i høj grad er afhængige af de informationer og analyser, som særligt regeringen og embedsværket stiller til rådighed. Som følge heraf ser folketingsmedlemmerne sig i højere grad nødsaget til at lægge embedsværkets arbejde og de tilhørende overvejelser til grund.

Det enkelte folketingsfolketingsmedlems ressourcer har ofte en tæt sammenhæng med partistørrelsen, hvor de større partier har flere midler og ansatte konsulenter til at bistå partimedlemmerne. Sammenlignet med de større partier skal de mindre partier også i højere grad dække flere ordførerskaber og områder, hvorfor deres samlede tid til at gå i dybden og varetage det parlamentariske arbejde er mere begrænset.

Svage ressourcer hos Folketinget, særligt sammenlignet med ministerierne, er også en udfordring, som flere peger på. De folketingsmedlemmer, som Justitia har været i kontakt med, har en blandet holdning til den uafhængige hjælp, der ydes af Folketingets organer og udvalgssekretariaterne, herunder om hjælpen er tilstrækkelig eller brugbar. Flere savner større partiuafhængige ressourcer til Folketinget, der kan støtte den enkelte folketingsfolketingsmedlem i lovgivningsarbejdet med faglig sparring og viden.

Tid udgør en væsentlig faktor i alt lovgivningsarbejde. Både folketingsmedlemmer, embedsværk og høringsparter bekræfter, at en omhyggelig lovgivningsproces i høj grad udfordres, når der er for lidt tid til rådighed for lovgivningsarbejdet.

En nylig analyse foretaget af CEPOS viser, at antallet af lovforslag, der hastebehandles på under 30 dage, er stigende. Det indikerer en øget hastighed i lovgivningsprocessen, hvor Folketingets medlemmer har fået mindre tid til at sætte sig ind i ofte komplekse lovforslag, stille spørgsmål og modtage input fra offentligheden.

I Folketingets forretningsorden er der også fastsat en minimumsramme på 30 dage fra fremsættelsen af et lovforslag, til det kan gennemgå en tredjebehandling og vedtages. Processen er designet til at sikre, at der gives tilstrækkelig tid til grundige overvejelser og debat i Folketinget. Ikke desto mindre er der situationer, hvor der kan opstå et berettiget behov for en hastebehandling af et lovforslag i Folketinget. Det kan skyldes ekstraordinære omstændigheder, der kræver øjeblikkelig lovgivningsmæssig handling. Konkrete eksempler på sådanne handlinger har været håndteringen af COVID-19 og hjælp til Ukraine under krigen. For at imødekomme sådanne situationer giver Folketingets forretningsorden mulighed for at dispensere fra de fastsatte tidsfrister. Der er dog fremsat kritik af regeringens anvendelse af hastelovgivning fra både politikere, høringsparter og embedsværket. Flere folketingsmedlemmer har kritiseret hastelovgivningens stigende tendens, som de mener skyldes et politisk ønske om at signalere handlekraft frem for at sikre kvaliteten af lovgivningen. Flere folketingsmedlemmer har også peget på, at hastelovgivning begrænser deres muligheder for grundig gennemgang af lovforslagene. Det samme billede tegner sig hos høringsparterne, som har problemer med at gå grundigt ned i lovforslaget og give kvalificeret input i høringssvar og i deres evt. kommunikation med folketingsmedlemmer. Flere personer i embedsværket har også rejst bekymringer om, at den øgede hastighed skaber arbejdspres og dårlig arbejdskultur, hvilket kan true lovgivningens kvalitet og demokratiet.

Selvom der i visse situationer kan være tilfælde, der kan retfærdiggøre hastelovgivning, er der flere folketingsmedlemmer, som ønsker en bedre balance og flere krav til at bruge undtagelsen til den almindelig behandling på 30 dage. Flere folketingsmedlemmer peger på, at solnedgangsklausuler, der sikrer en genbehandling af hastevedtagne love inden for en fastsat tidsramme, kan være en løsning på de mange hastebehandlet lovforslag, hvor der er mindre tid til omtanke hos beslutningstagerne. Dette skal kunne give Folketinget mulighed for at revurdere lovgivningen under mere normale forhold og sikre, at hastebehandlinger ikke bliver normen, men undtagelsen.

De problemstillinger, der generelt udfordrer lovgivningsprocessen, forstærkes og konkretiseres, når lovforslag indeholder digitalisering og ny teknologi. Digitaliseringsområdet er særlig kompliceret, fordi det vedrører et nyt teknologisk fagområde i rygende udvikling, som kan være svært at forstå og forholde sig til. Samtidig er der mange forskellige lovregler, vejledninger, tiltag og anbefalinger fra forskellige aktører, som kan være vanskelige for både myndigheder og folketingsmedlemmer at navigere i, når der skal udarbejdes og behandles lovforslag med digitalisering og teknologi, herunder kunstig intelligens.

Selvom Folketinget har fået både et Digitaliseringsministerium og et stående udvalg for Digitaliserings- og It, der har bidraget til at få digitalisering på den politiske dagsorden, er der stadig mange folketingsmedlemmer, der ikke forholder sig til digitalisering og ny teknologi i lovgivningsarbejdet. Flere af de få folketingsmedlemmer, der specifikt udtaler sig om digitalisering, oplever, at den politiske debat på området er præget af blind teknologioptimisme og digitaliseringens mange fordele, og at der er alt for lidt fokus på digitaliseringens konsekvenser for rettigheder og retssikkerhed.

Den overordnede oplevelse blandt de folketingsmedlemmer, som Justitia har talt med, er, at Udvalget for Digitalisering og It har skabt et større politisk fokus på digitalisering i lovgivningsprocessen og givet bedre rammer for en tværgående behandling af lovforslag med digitalisering og ny teknologi. Oplevelsen er dog også, at der stadig er udfordringer, som besværliggør digitaliseringsordførernes arbejde. Blandt disse udfordringer kan nævnes andre politiske prioriteringer, øvrige ordførerskaber og varierende inddragelse af digitaliseringsordføreren i behandlingen af lovforslag på andre udvalgsområder. Der er således flere faktorer, der kan føre til, at potentielt problematiske lovforslag med digitalisering og ny teknologi vedtages uden større politisk debat, fordi kontroversielle aspekter overses.

Folketingsmedlemmerne er i høj grad afhængige af høringssvar fra eksperter og praktikere for at forstå digitaliseringens udfordringer og faldgruber. Samtidig er de afhængige af, at ministerierne grundigt og lødigt angiver både positive og negative konsekvenser ved lovforslag. Disse værktøjer er af særlig stor betydning, når der er tale om digitalisering og ny teknologi, som kan være vanskelig at forstå, og som kan have komplicerede og utilsigtede konsekvenser. Justitias undersøgelse viser, at både høringer og konsekvensvurderinger halter efter, og flere savner konkret mere større inddragelse af fagligt funderede aktører, større fokus på borgerperspektivet og de potentielle negative konsekvenser, som digitalisering og ny teknologi kan have for samfundet. Som lovgivningsprocessen er indrettet nu, er der risici for at folketingsmedlemmer overser kontroversielle og potentielt problematiske digitaliseringselementer i lovforslag, fordi processen ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser, at der kræves særlig viden om området.