Myndighedernes muligheder for at foretage tvangsindgreb uden retskendelser og dermed få adgang til privat ejendom er støt stigende. Det viser en ny opgørelse fra Justitia. Opgørelsen rummer både ny lovgivning, hvor der er indført hjemmel til tvangsindgreb uden retskendelse og lovgivning, bekendtgørelser mm., hvor en eksisterende hjemmel er blevet udvidet. Den nye undersøgelse viser, at der i 2015 er 268 lovmæssige hjemler, der giver offentlige myndigheder mulighed for at foretage tvangsindgreb uden retskendelse. Til sammenligning eksisterede i 2003 ca. 185 af sådanne love og regler, men tallet i 2009 var ca. 225 og 240 i 2013.
“Offentlige myndigheders muligheder for at få adgang til privat ejendom (herunder både private hjem og virksomheder) er støt og ofte uden den store opmærksomhed blevet udvidet. Det gælder både, når vi ser på indførelsen af nye lovhjemler samt i forhold til udvidelsen af allerede gældende bestemmelser. Selvom beskyttelsen mod vilkårlige og uretmæssige tvangsindgreb ifølge både grundlovens § 72, EMRK’s art. 8 og retssikkerhedsloven fra 2005 har status som en grundlæggende og fundamental rettighed, har disse rettigheder ikke udgjort et tilstrækkeligt værn. Tværtimod må vi konstatere, at udviklingen er gået i stik modsat retning, hvor hensynet til myndighedernes behov for kontrol samt effektiv og nem adgang synes at vægte højere end borgere og virksomheders retssikkerhed”, siger direktør Jacob Mchangama, Justitia.
I undersøgelsen ses desuden på, hvor mange hjemler med adgang til privat ejendom uden retskendelse, der er blevet indført under hhv. VK-regeringen og SR(SF)-regeringen i perioden oktober 2008 til oktober 2014 for dermed at afdække, om der eksisterer sammenhæng mellem en regerings politiske orientering og antallet af indførte hjemler. Opgørelsen viser, at der i den pågældende periode ikke har været forskel på, den siddende regeringens politiske orientering og dens tilbageholdenhed eller iver til at give offentlige myndigheder adgang til private hjem uden retskendelse. Der blev således under SR(SF)-regeringen indført ca. 36 af sådanne hjemler, mens der under VK-regeringen blev indført ca. 37 hjemler.
”Selvfølgelig kan der være områder som f.eks. fødevarekontrollen, hvor det er nødvendigt at give mulighed for uvarslede kontrolbesøg uden retskendelse. Det bør dog altid være undtagelsen, og ikke reglen, som det ofte fremstår som i dag. De skiftende regeringen har uanset partifarve således konsekvent udhulet beskyttelsen af boligens ukrænkelighed, og der er derfor behov for en lang række grundlæggende og gennemgribende ændringer af retssikkerhedsloven, så borgere og virksomheder sikres den nødvendige beskyttelse”, siger direktør Jacob Mchangama, Justitia.
Det anbefales på denne baggrund, at Retssikkerhedsloven ændres, herunder at der som udgangspunkt indføres krav om forudgående retskendelse forud for tvangsmæssig adgang til og ransagelse af private hjem, samt hvor sådanne kontrolbesøg medfører adgang til fortrolige oplysninger om tredjemand, og hvor en overtrædelse af den relevante lovgivning kan medføre ubetinget frihedsstraf. Endvidere bør Retssikkerhedslovens undtagelsesbestemmelser fortolkes indskrænkende således, at antallet og omfanget af kontrolbesøg væsentligt reduceres. Endelig bør der foretages en generel revision af love og bekendtgørelser, der indeholder adgang for tvangsindgreb uden retskendelse, med henblik på at fjerne muligheden herfor, på områder hvor sådan hjemmel aldrig eller sjældent anvendes.
Læs analysen her
Bilag 1: Optælling af hjemler til tvangsindgreb
Bilag 2: Optælling af hjemler under VK og SR(SF)-regeringen
1 kommentar
Pingback: Myndigheders adgang til privat ejendom uden retskendelse udvides fortsat | Retsstaten