Den 29. april 2015 fremsatte regeringen et nyt lovforslag (lovforslag L 197) om ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet, som blev behandlet i Folketinget fredag den 8. maj.
Lovforslaget udmønter en aftale indgået mellem Folketingets partier i marts, der havde til hensigt at imødekomme den kritik, der af både politikere og eksperter er blevet fremsat af Ligebehandlingsnævnets praksis, der i en lang række sager eks. har tildelt godtgørelser til mænd, der har skullet betale en højere entrépris på diskoteker og swingerklubber end kvinder, ligesom det har afgjort, at der ikke må være prisforskel på herre- og dameklipninger. I marts 2015 meldte således både beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) og socialminister Manu Sareen ud, at ”det skulle være slut med at bringe bagatelsager til vurdering i Ligebehandlingsnævnet”. Justitia har i en ny analyse set på , hvorvidt lovforslaget imødekommer problemstillingen om bagatelsager, samt de retssikkerhedsmæssige konsekvenser af lovforslaget.
”Af lovforslaget fremgår det, at klager fremover skal have ”retlig interesse”, før vedkommende kan indbringe en sag for Nævnet. Kravet om retlig interesse betyder, at en klager skal have individuel og aktuel interesse i en konkret sag, som vedkommende er direkte berørt af. Kravet relaterer sig således alene til, hvem der kan indbringe en sag og ikke hvilke sager, der kan indbringes. Med andre ord indfører lovforslaget ikke den bagatelgrænse, som ellers har været efterspurgt. Det betyder, at Nævnet fortsat vil kunne og skulle behandle klager som f.eks. kønsbaserede prisforskelle på swingerklubber, diskoteker og hos frisører. Dog således at man ikke længere kan nøjes med at klage over sådan forskelsbehandling fra lænestolen, men rent faktisk skal have besværet sig ud i eks. nattelivet og have oplevet den tort, at en kvinde slap billigere i døren eller baren end en selv”, fastslår direktør Jacob Mchangama, Justitia.
For at vurdere, hvilken betydning det nye kriterium om ”retlig interesse” vil få i praksis, har Justitia foretaget en gennemgang af nævnets sager vedrørende kønsbaseret prisdifferencer fra 2009 – 2015 med henblik på at afklare, hvor stor en andel af disse der vedrører en klager med ”retlig interesse”.
I den samlede periode siden 2009 når Justitia frem til, at der i alt har været 142 af sådanne sager, hvoraf klageren i 72 tilfælde – eller i 50,7 % af sagerne – opfylder kriteriet om ”retlig interesse” (se tabel nedenfor). Selvom det naturligvis altid vil være et fortolkningsspørgsmål, der i den konkrete sag skal afgøres af Nævnet, viser opgørelsen tydeligt, at et krav om ”retlig interesse” langt fra vil løse problemet med, at Ligebehandlingsnævnet i alt for mange tilfælde fokuserer på bagatelsager i stedet for reelle og vigtige ligestillingskrænkelser”, siger direktør Jacob Mchangama, Justitia.
”Derudover er det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at man med lovforslaget dels giver Institut for Menneskerettigheder eneret til at indbringe principelle sager, ligesom indførelsen af formandsafgørelser, hvor afgørelser af mindre principelle sager kan afgøres af 1 person, er problematisk. Det vil øge retsusikkerheden betydeligt. Derfor bør man i stedet indføre en reel bagatelgrænse, og på den måde sikre, at Nævnet kun beskæftiger sig med mere vægtige sager om forskelsbehandling, hvilket vil overflødiggøre behovet for formandsafgørelser og IMRs særlige ret til at indbringe principielle sager”, siger Jacob Mchangama.
Læs hele analysen her
