(Det talte ord gælder)
I forhold til den bredere religionsfrihed er Lisbeth jo eksperten så jeg vil i særdeleshed fokusere på forholdet mellem ytringsfrihed og religionsfrihed, der i min optik ofte uadskillelige. Det er dog en tilgangsvinkel der fra flere fronter angribes. Nogle religiøse trossamfund anser forhånende ytringer som en krænkelse af religionsfriheden. Og man kan med regeringens forslag om at kriminalisere ytringer der undergraver dansk lovgivning måske sige at vi nu ser en ny front, hvor religionsfriheden ses som stridende mod andre frihedsrettigheder, også når det alene drejer sig om den religiøse lære.
Men for at forstå relationen mellem ytrings- og religionsfrihed, og hvorfor det i dagens Danmark er helt afgørende værdier, er det nyttigt at starte med et stærkt komprimeret rids af Danmarkshistorien.
I 2017 fejrer vi 500 året for den lutherske Reformation, der ofte portrætteres som gennembruddet for adskillelsen mellem kirke og stat og fundamentet for det sekulære liberale demokrati. Men vejen er langt mere snørklet end som så.
I Danmark indtraf Reformationen i 1536 og straks blev Religiøst baserede regler en vigtig del af lovgivningen, og man hægede om Danmarks status som en strengt evangelisk-luthersk stat. På trods af væsentlige reformer og markante skift i indstillingen til tolerance, trykkefrihed og religion blandt befolkning og kongemagt opretholdtes der helt frem til vedtagelsen af grundloven i 1849 en række love, der eksplicit diskriminerede på baggrund af religion og straffede folk, der afveg fra religiøse normer eller blandede sig i politik. Religiøse normer gjaldt også – ja udgjorde i lang ti fundamentet for – samfundets indretning.
For at sikre den religiøse enhed sker der i anden halvdel af 1500 tallet udrensninger af såkaldte Kryptocalvinister, hvilket bl.a. går udover landets førende teolog Niels Hemmingsen, hvis nadverlære ikke var tilstrækkelig ortodoks, og som både blev truet med døden og i 1579 måtte opgive sit embede. Også Matematikeren Kristoffer Dybvads kritik af luthersk ortodoksi og agitation for enevælde førte i 1620 til livstidsdom da Dybvad havde forbrudt sig mod ”Gud, imod Hans Christelige Religion og Kircke, Ceremonier, imod Kongl. May.t Vor allernaadigste Herre”. I 1600 tallet er detså kryptokatolikker, særligt i Norge, der udrenses med landsforvisninger og straf.
Der vedtages også en række love og reguleringer, hvoraf jeg kun skal fremhæve de mest markante:
Med Kirkeordinansen fra 1537 blev Københavns Universitet en censurinstitution, der fik til opgave at sikre at intet blev trykt eller udgivet som skabte ”vildfarelse” og stred mod den rene lære. Universitetet blev i princippet ansvarligt for samtlige tryksager. Denne rolle skulle universitetet spille helt frem til 1770 og i talrige tilfælde indtager universitetet en centralrolle i straffesager mod folk, hvis ytringer overskred de skiftende, ofte snævre grænser.
Fremmedartiklerne 1569 bestod af 25 ”kristelige Artikler om den rette og sande Religion”, som alle fremmede og tilflyttere skulle høres i og sværge på som sande. Man bekendte sig bl.a til at ”Øffrighed er Guds Ordning […] og at den Verdslig Øffrihed skal met all flid tage ware paa, at begge Guds Lows taffler ved mact holdis”, samt at kongen ”maa straffe med Suerd Guds bespottere”. Handlede man derefter i strid med den rene lære, var straffen døden og fortabelse af ejendom. Så allerede dengang anså man det som ønskværdigt at holde personer med ”farlige” holdninger og overbevisning ude af Riget, hvilket regeringens sanktionsliste nu genopliver, dog i en mere lempelig version.
Danske Lov kommer til i 1683 under Enevælden. 2. Bog fastslår, at alene den evangelisk-lutherske kristendom er tilladt i kongeriget, og 6. Bog fastslår, at al udøvelse eller prædiken af nogen anden religion er forbudt. DL 6-1-7 ”Hvem som overbevisis at have lastet Gud, eller bespottet hans hellige Navn, Ord og Sacramenter, hannem skal Tungen levendis af hans Mund udskæris, dernæst hans Hoved afslais, og tillige med Tungen settis paa een Stage. ”
Under indtryk fra pietismen indførtes det første forbud mod private forsamlinger hvor der formuleredes egen lære i 1706. Og så sent som i 1741 udstedtes den ny Konventikelplakat, der forbød private bønnemøder med mere end få deltagere, uden forudgående tilladelse fra den lokale sognepræst, der skulle være tilstede under mødet. Uvedkommende måtte ikke udlægge Guds ord og der måtte alene læses op af godkendte bøger. Som vi skal se har regeringens nye forslag en vis smag af netop konventikelplakaten, fordi man ikke nøjes med offentlige ytringer, men også inddrager privatsfæren.
Fra Reformationen er ytrings- og religionsfrihed altså uløseligt filtret ind i hinanden. Og i en verden, hvor religionen tages for givet af stort set alle både kongemagt, adel og almue var langt de fleste ytringsfrihedskontroverser i de første 200 år religiøse i natur.
Med grundloven ændrer tingene sig. Forud er selvfølgelig gået en opblødning. Mest radikalt med Struensees afskaffelse af censuren i 1770, men Kronprins Frederiks opblødning i 1784 hjælper også til at skabe en egentlig offentlighed, om end grebet bliver strammet igen med Trykkefrihedsforordningen i 1799. Men ånden er ude af flasken og oplysning, revolution, religiøs mangfoldighed og videnskab kan ikke holdes ude af Riget. Selvom 1849 kan synes langt væk er den diskussion, der udspiller sig i den grundlovsgivende rigsforsamling helt afgørende for spørgsmålet om, hvor grænsen skal trækkes i dag.
Rent faktisk kan man sige at den diskussion, der pågår i dag mellem dem der mener at der skelnes mellem handlinger og ytringer, er genopførelse af en debat som Grundtvig og kultusminister Madvig tog hul på for snart 170 år siden.
I det første udkast til grundlovens bestemmelse om religionsfrihed hedder det ”Borgerne have Ret til at forene sig i Samfund for at dyrke Gud paa den Maade, dem bedst tykkes, dog at Intet foretages, som strider mod Sædeligheden eller den offentlige Orden.”. Men der fremsættes et ændringsforslag, hvor det lille og umiddelbart uskyldige ord ”læres” indsættes. Det får Grundtvig til at fare i flint:
Han skal ”paa det Stærkeste protestere mod Optagelsen af dette Ord.” ”det er og bliver klart, at hvad enten man i den saakaldte Statskirke eller udenfor denne vil binde Lærefriheden dertil, hvorvidt man finder, at Læren stemmer overeens med Sædelighed og den offentlige Orden, da lader man en Dør aaben til, hvilket Øjeblik man vil, at afbryde Friheden”.
Kultusminister Madvig afviser Grundtvig:
” Staten kan ikke fordømme og forbyde visse Handlinger, dersom den ikke forbyder og fordømmer den Lære, overeensstemmende med hvilken visse Mennesker tillade sig disse Handlinger; den kan ikke forbyde, at Ægteskabet profaneres, naar den ikke kan forbyde den Lære, hvorved der siges, at Ægteskabet er en vanhellig Indretning. Overhovedet, Dommen om Handlingerne foretages overeensstemmende med den Lære, der igjen indeholder en Dom om den modsatte Lære. Der gives ikke en saadan Adskillelse mellem Lære og Handlinger, som der her synes at være opstillet.”
Grundtvig:
Alt hvad man kalder baade Associations-, Tale- og Skrivefrihed være i Grunden et Intet, saasnart man ikke erkjender, at der er en Grændse, en skarp Grændse, som maa trækkes mellem hvad der siges og hvad der gjøres”.
Det er tanker som præsten Michael Birckner allerede har fremsat i 1797, – hvor han 200 år før Flemming Rose også forsvarede retten til ”Haan, Spot og Persiflage”. Dog ligesom Grundtvig forgæves, eftersom Trykkefrihedsforordningen indføres 2 år senere.
Det er dog Madvig der repliceret af bl.a. Enevældens genfærd i form af Mynster og Ørsted vinder slaget, som vi altså kan læse i grundloven i dag.
Man kan sige at Grundtvig tabte debatten de jure, men vandt den i praksis – i hvert fald i nyere tid, indtil nu, hvor vi befinder os i den ganske interessante diskussion, at en erklæret grundtvigianer som Bertel Haarder, står i spidsen for forhandlinger, der med udgangspunkt i den af Grundtvig så forkætrede tilføjelse om ”læren” vil kriminalisere visse religiøse ytringer. Hvis der findes en Gud har han en raffineret sans for humor.
Hvis vi skal lægge det historiske på hylden må spørgsmålet så være: Er regeringens forslag i overensstemmelse med grundloven og EMRK? Ud fra de udkast jeg har set må svaret i forhold til grundloven være ”Ja” og i forhold til EMRK ”Ja, men”. Regeringen lægger op til at kriminalisere ”den der som led i religiøs oplæring udtrykkelig billiger handlinger som ville være omfattet af straffeloven”.
Her kan jeg ikke afholde mig fra igen at nævne en historisk kuriøsitet. For forbuddet mod at ”billige” strafbare handlinger stammer fra Steinckes ændringer af straffeloven i 1939, der af tidligere Venstre justitsminister Svenning Rytter blev sammenlignet med provisorielovgivningen fra 1880ne, der førte til en regn af straffesager mod Venstrefolk. I Landstinget udtalte Rytter bl.a. at
”Derfor mener jeg at den højtærede Justitsminister her er gaaet alt for vidt. Han beskytter Ytringsfriheden ved at ville ophæve Ytringsfriheden i forskellige efter hans Mening udprægede Tilfælde. Jeg er bange for at det vil ga asaaledes at han i Virkeligheden vil ødelægge Ytringsfriheden, at det vil gaa paa lignende Maade, som naar man sætter en Mand i Koncentrationslejr for at beskytte ham mod dem, der vil angribe ham”.
Det er altså en lang historisk arv Venstre er gået på kompromis med her.
Men bestemmelsen står der i straffelovens § 136, stk. 2 og bliver aktivt håndhævet ift billigelse af terrorisme. Hvis den strafbare billigelse alene vedrører de mest alvorlige forhold i straffeloven vil jeg tro at det ligger indenfor grænserne af § 67 og EMRK.
Samtidig kan man sige, at regeringen ved alene at ramme ”udtrykkelig billigelse” af strafbare handlinger, er krøbet en hel del grene længere ned af det autoritære træ man var klatret op i da statsministeren meddelte at man vil »kriminalisere ytringer, der undergraver dansk lovgivning og værdier«, og da justitsministeren udtalte at ”Jeg er glad for, at vi er nået derhen i debatten om ytringsfrihed, at der står et ’dog’ i grundloven. Vi kan i betydeligt omfang regulere på dette område, og det vil regeringen gøre«.
Oprindeligt lagde man altså op til et egentligt paradigmeskifte i næsten 70 års dansk retshistorie, hvor totalitære ideologier og dets tilhængere ikke er blevet mødt med forbud. Det gælder kommunisterne som ikke blev forbudt med femtekolonneloven og det gælder nazisterne der kunne få lov til at genopstå og udgive Fædrelandet så sent som i 1951, året efter den sidste landsforræder var blevet henrettet som led i Retsopgøret. Det var ikke på grund af naivitet. Datidens politikere forstod udmærket faren fra totalitære ideologier, men også vigtigheden af ytringsfrihed. Som Knud Thestrup udtalte
”Fra alle sider i udvalget er vi enige om, at pressefriheden på en gang er et af demokratiets bedste værn og største goder, og at man sjældent gør noget godt ved at forsøge på at indskrænke ytringsfriheden.”
Men selvom regeringens forslag er mindre vidtgående end oprindeligt annonceret og givetvis holder sig indenfor grundlov og konventioner, hvad betyder det så i praksis?
Jeg tror vi vil få et langt mindre åbent og retvisende indblik i hvad der sker rundt omkring i visse trossamfund. Vi ved af erfaring at en række imamer er meget dygtige ud i disciplinen tvetunget tale. Med regeringens forslag vil man relativt nemt kunne gå lige til stregen og uden direkte at billige eller opfordre til eks. stening og dødsstraf, kunne lade sin menighed forstå at man nok mener, at det er den retfærdige og korrekte form for straf.
Det er eksempelvis ikke strafbart at læse op af voldelige tekststeder. Man vil derfor stadig kunne prædike stening mv. hvis det gøres på en neutral måde, eller man kommer med floromvundne relativiseringer. Vi har allerede set hvordan Grimhøj moskeen med navneskift og charmeoffensiv har søgt at ændre sit image. Men betyder det at nogle af os tror på at de lige pludselig ikke går ind for et kalifat og prædiker demokrati og menneskerettigheder? Selvfølgelig ikke.
Hvis jeg har forstået det nuværende forslag korrekt er udgangspunktet også at når man deltager i den bredere offentlige debat, eks en kronik i avisen, vil kriminaliseringen ikke gælde. Med andre ord kan en imam læse et skriftsted om dødsstraf for homoseksualitet op i en moske (så længe han ikke billiger skriftstedet) og derefter sætte sig hjem og skrive en kronik, hvor han rent faktisk udtrykkeligt billiger denne praksis uden at komme i problemer. Om det så vil være straffrit i moskeen at henvise til kronikken, skal jeg ikke kunne sige, men uanset hvad, er retsstillingen ganske lemfældig, og her kunne man måske i konkrete sager komme i karambolage med EMRK.
For at undgå at imamen siger det ene i moskeen og noget andet under private former lægger man op til at også religiøs oplæring i private forhold skal være omfattet. Det er her konventikelplakaten bliver relevant. Udover det rent bevismæssige – hvordan vil man uden skjult kamera m.v. kunne bevise hvad der tales om? – griber en sådan ordning også ind i privatlivet og vores tankefrihed. Hvor mange af os ville kunne stå på mål for alt hvad vi sagde i private sammenkomster – selv i professionelle sammenhænge?
Samlet set opfatter jeg regeringens forslag som mestendels et symbolsk tiltag, der skal tilfredsstille den folkestemning som forståeligt nok rejste sig som en følge af dokumentaren Moskeerne bag sløret.
Selvom konsekvenserne af forslaget sandsynligvis vil ramme ekstreme imamer, er det først og fremmest tiltænkt den almindelige danskers følelse af afsky og afmagt over for den radikalisering og ekstremisme som vi ser sprede sig som metastaser fra visse miljøer, uden at jeg tror nogen politiker tror på at dette vil løse de store problemer vi rent faktisk står overfor. Men hvor vi tidligere havde politikere, der troede tilstrækkeligt på vitaliteten og styrken af det demokratiske samfunds institutioner og civilsamfund, har vi nu mistet troen på at vi kan lykkes og som det så ofte er tilfældet når der skal demonstreres handlekraft, er ytringsfriheden det mest direkte og symbolske tiltag man kan ty til fordi det er direkte rettet mod de personer og ideer man afskyr. Men ved at falde for forbuddets fristelse svækker vi vores samfund og den politiske kultur som har nydt så godt af at lægge fordums tiders censur og ensretning bag sig.
