Med vedtagelsen af politilovens §§ 8 og 9 i 2004 fik politiet mulighed for at foretage administrative frihedsberøvelser af personer, der “giver anledning til fare for betydelig forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed”. Adgangen til at foretage frihedsberøvelser blev udvidet i forbindelse med den såkaldte “lømmelpakke” i 2009. Politilovens bestemmelser blev bl.a. taget i anvendelse under COP 15, hvor politiet frihedsberøvede 905 personer i forbindelse med en demonstration forud for FN’s klimakonference. I januar 2012 afgjorde Østre Landsret, at disse administrative anholdelse var i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3, 5, 10 og 11 om den personlige frihed, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Senest har Københavns Byret den 19. december 2012 fastslået, at frihedsberøvelsen af 33 personer på Dronning Louises Bro i maj 2011 var i strid med politiloven. I et nyt CEPOS-notat, ses der derfor nærmere på, hvorvidt politilovens §§ 8 og 9 er forenelige med artikel 5 i EMRK.
“EMRK artikel 5 stk.1 har til formål at beskytte enhvers ret til personlig frihed og sikkerhed, og som kun må indskrænkes under helt særlige omstændigheder. I bestemmelsen oplistes derfor også helt specifikke situationer og grunde (litra a-f), der kan legitimere en undtagelse herfra. Og som netop udgør det grundlag, hvorpå man må vurdere, politilovens §§ 8 og 9 forenelighed og hjemmel”, siger chefjurist Jacob Mchangama, CEPOS.
“Efter min opfattelse giver EMRK artikel 5, stk. 1, litra b i vid udstrækning den fornødne hjemmel til at foretage administrative frihedsberøvelser i de tilfælde, som er foreskrevet i politilovens §§ 8 og 9. Men af retspraksis fremgår det, at politiet bør meddele et forudgående påbud, førend frihedsberøvelser kan tages i brug. Og det krav opfyldes i dag ikke af politilovens bestemmelser. Der må derfor anses for særdeles tvivlsomt, hvorvidt det er tilladt at foretage præventive administrative frihedsberøvelser uden, at der er blevet givet et forudgående påbud til den frihedsberøvede om at ophøre med den aktivitet, der udgør en fare for den offentlige orden eller sikkerhed. Man skal simpelthen have mulighed for at ophøre med den aktivitet, som politiet mener udgør en fare, før man kan blive frihedsberøvet”, siger chefjurist Jacob Mchangama, CEPOS.
“Jeg vil anbefale, at politiloven minimum ændres således, at politiet forpligtes til at meddele forudgående (mundtligt) påbud, før der skrides til anholdelser efter lovens §§ 8 og 9. Derved sikrer man desuden, at det generelle hjemmelsprincip er overholdt, samt at der rent faktisk er en forpligtelse at opfylde, jf. artikel 5, stk. 1, litra b. Det anbefales desuden, at det indskærpes over for politiet, at administrative anholdelser er det absolut sidste magtmiddel, der bør anvendes, og at behovet for at frihedsberøve folk, hvis anvendt, revurderes løbende, således at frihedsberøvelsen ikke udstrækkes længere en højest nødvendigt”, siger chefjurist Jacob Mchangama.
Læs analysen
FAKTA:
Politiloven:
Politilovens §§ 8 og 9 giver politiet hjemmel til at gribe ind over for forsamlingsdeltagere og afværge opløb, der “giver anledning til fare for betydelige forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed”. Endvidere fastslår bestemmelserne, at politiet “kan om nødvendigt frihedsberøve den eller de personer, der giver anledning til faren. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt og må så vidt muligt ikke udstrækkes over 12 timer”.
EMRK artikel 5, stk. 1:
Bestemmelsen har til formål at beskytte enhvers ret til personlig frihed og sikkerhed: “Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Ingen må berøves friheden undtagen i følgende tilfælde og i overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde”.
Undtagelserne hertil er oplistet i bestemmelsens litra a-f.
EMRK artikel 5, stk. 1 litra b:
Hjemlen for politilovens §§ 8 og 9 skal formentlig findes i EMRK artikel 5, stk. 1 litra b: “lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person for ikke at efterkomme en domstols lovlige påbud eller for at sikre opfyldelsen af en ved lov foreskrevet forpligtelse”.
