Empirisk tyder intet på, at racismeparagraffer modvirker vold og overgreb på mindretal, snarere tværtimod, og retssikkerhedsmæssigt er det et problem, at borgere i Danmark er blevet henholdsvis dømt og frikendt for racisme, selv om deres ytringer er sammenlignelige.
Det skyldes en indbygget uklarhed og vaghed i racismeparagraffen, fordi den enes had kan være den andens poesi. Had har ingen juridisk definition, og den slags love risikerer at blive brugt til at kriminalisere upopulære holdninger.
I denne sammenhæng finder vi det vigtigt at advare mod påstanden om, at historien uomtvisteligt skulle legitimere lovgivning mod hadefulde ytringer med det formål at sikre den sociale fred og respekt for mindretal.
Efter vores opfattelse er der tværtimod stærke historiske argumenter for at afvise den slags love. De er nemlig ofte blevet brugt til at undertrykke mindretal og har udstyret repressive regeringer med et våben til at slå ned på anderledestænkende. […]
Det skriver Flemming Rose og Jacob Mchangama i en kronik i Altinget, der kommer i kølvandet på offentliggørelsen af Ytringsfrihedskommissionens betænkning.
