Analyse: Et effektivt retssystem, hvor borgere og virksomheder har adgang til at få prøvet deres sag ved domstolene, er en af grundpillerne i en demokratisk retsstat. Særligt i en velfærdsstat som Danmark, der på mange områder er gennemreguleret, er det afgørende, at borgere og virksomheder har mulighed for at få prøvet myndighedernes afgørelser. Domstolenes kontrol med myndighederne er så væsentlig, at den er indskrevet i grundlovens § 63. I Danmark bør vi derfor prioritere vores retssystem særdeles højt. Spørgsmålet er dog, om vi gør det?
CEPEJ (European Commission for the Efficiency of Justice) afgav den 9. oktober 2014 en rapport, der indeholder en komparativ analyse af retssystemerne i de 47 medlemsstater af Europarådet. Det fremgår af rapporten, at Danmark kun bruger 0,1 % af BNP pr. indbygger på sit retssystem. I gennemsnit bruger medlemmerne af Europarådet 0,21 % af BNP pr. indbygger på deres retssystemer. Danmark er dermed et af de lande, der bruger den mindste andel af BNP på sit retssystem. Den danske bevilling til retterne udgjorde i 2014 ca. kr. 1,6 mia. Til sammenligning udgjorde bevillingen til film og scenekunst i 2014 ca. kr. 1,85 mia.
Det er ikke i sig selv bemærkelsesværdigt, at Danmark bruger en lav andel af BNP på retssystemet. Det kan der være mange gode grunde til. Det kan f.eks. være, at Danmark har et retssystem, hvor de allokerede midler anvendes meget effektivt sammenlignet med andre landes retssystemer. Det kan også være, at borgerne i Danmark ikke anlægger lige så mange sager, som borgere i andre lande, og domstolene derfor skal behandle færre sager.
Der er dog alligevel grund til at bide mærke i rapporten fra CEPEJ. For det er langt fra sandsynligt, at den begrænsede danske bevilling til retssystemet alene kan forklares med en høj grad af effektivitet. Tværtimod har man fra politisk side over de seneste år, gjort det vanskeligere for borgere og virksomheder at få adgang til domstolene og få prøvet deres sag. Der skal f.eks. i visse tilfælde betales en betydelig retsafgift (til staten) for at indbringe en sag for retten. Retsafgiften er det beløb, en borger eller virksomhed skal betale for overhovedet at få adgang til domstolene. Retsafgiften kan i visse tilfælde have et niveau, der kan medføre, at borgere eller virksomheder helt opgiver at indbringe en sag. Hertil kommer, at den tidligere VK-regering afskaffede selskabers mulighed for at få omkostningsgodtgørelse for de sagsomkostninger, de har haft ved at føre en sag – også selvom de rent faktisk vandt sagen. Det kan have den konsekvens, at en række principelle sager aldrig vil blive ført, alene fordi omkostningerne ikke står mål med sagsgenstanden. Myndighederne vil derfor kunne videreføre en eventuel forkert praksis med konsekvenser for en lang række øvrige virksomheder. Derudover har vi restriktive regler om fri proces og en udsultet retshjælpsordning. Dette er blot nogle få eksempler på, hvordan retssystemet indeholder en række barrierer, der vanskeliggør adgangen til domstolene. Det er i den forbindelse paradoksalt, at vi inden for f.eks. sundhedsområdet værger os mod enhver form for brugerbetaling, men at vi samtidig accepterer, at det kan være ruinerende at få en sag prøvet ved domstolene, selv om adgangen til domstolene er helt afgørende for vores retsstat.
Set i lyset af ovenstående er der behov for en principiel diskussion af, hvordan vi i Danmark prioriterer vores retssystem. Et velfungerende retssystem er ikke kun afgørende for, at de enkelte borgere kan få behandlet deres sager hurtigt og kompetent, men det er også en væsentlig forudsætning for en velfungerende økonomi. En af grundene til, at Danmark er et attraktivt sted at drive virksomhed, er netop, at vi har et velfungerende retssystem, hvor der er tillid til domstolene. Denne tillid er ikke en selvfølge, men kræver både, at der er god adgang til domstolene, at retternes afgørelser bliver truffet inden for rimelig tid, og at de er materielt korrekte. Det er ikke gratis at opretholde et velfungerende retssystem, men det er heller ikke uden omkostninger at underprioritere det.
Læs analysen i Berlingskes Politiko her
