Birgitte Arent Eirikssons kapitel fra antologien Fra velfærdsstat til overvågningsstat, udgivet af Djøfs Forlag.
Algoritmernes magt i den offentlige forvaltning
af Michael Jarlner (red.), Kim Escherich (red.)
Bedre beslutninger, større indsigt, mere effektiv sagsbehandling, lavere omkostninger, gladere borgere. Det burde være konsekvenser af den omsiggribende digitalisering af offentlig sagsbehandling som vi ser for øjeblikket – primært drevet af investeringer i kunstig intelligens.
Men går vi for langt? Eller for hurtigt frem? Og kan vi gøre skade på grundlæggende værdier og rettigheder hvis ikke vi passer på?
Denne bog rejser debatten om en digitalisering, der allerede har slået nogle alarmerende skæverter.
Men den handler også om en offentlig sektor, der med sine prædiktive modeller og ønske om at løse problemer, inden de overhovedet er opstået, frister grænsen mellem velfærd og overvågning.
Og om en offentlig sektor, der nu ikke bare betragter sine borgere som individer, men også måler dem i forhold til hinanden. Vi taler om en snigende revolution af forholdet mellem stat og borger.
Så hvad gør politikere, embedsfolk og borgere? Hvordan bygger vi en forståelsesramme, så offentlige ledere bedre kan tage beslutninger, når begreber som automatisering og prædiktive algoritmer rammer. Og hvordan skal vi tænke, når vi bliver lovet bedre, billigere og mere borgervenlig sagsbehandling, men til gengæld på bekostning af den menneskelige intuition som måske forsvinder med sagsbehandleren af kød og blod.
Bogen giver en række perspektiver og eksempler på situationer hvor vi skal være specielt påpasselige og åbner for diskussionen af, hvordan den offentlige sektor bør navigere i en verden af algoritmiske fristelser.
Bidrag af: Michael Jarlner, Kim Escherich, Mikkel Flyverbom, Hanne Marie Motzfeldt, Klavs Birkholm, Birgitte Arent Eiriksson, Marya Akhtar, Helene Friis Ratner
Køb bogen her.
Velfærdsstaten som eksperimentarium
Af Birgitte Arent Eiriksson, vicedirektør i tænketanken Justitia og medlem af Dataetisk Råd.
Digitalisering og anvendelse af kunstig intelligens er i kraftig vækst i den offentlige sektor, og det er særligt de store velfærdsområder, som står for skud. Hensigten er at effektivisere og forbedre sagsbehandlingen, men det sker med borgerne som ufrivillige forsøgskaniner, og med tiltagende risiko for, at der skabes uigennemtænkte og uønskede samfundsændringer. I et tilfælde skød kunstig intelligens fuldstændigt forbi målet, da den skulle måle risiko for mistrivsel blandt børn. Samtidig har der været flere forsøg på at koble Folketinget ud af centrale beslutninger.
Folketinget bør have langt større indflydelse på udviklingen, ligesom det må sikres, at de beslutninger, der skal tegne fremtidens samfund, træffes på et solidt – og for borgerne betryggende – grundlag.
