I oktober skal FNs Generalforsamling tage stilling til vedtagelsen af en tillægsprotokol til FNs Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder. Såfremt konventionen bliver godkendt, og Danmark ratificerer den, vil FNs Komite for Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder i Geneve kunne behandle individuelle klagesager, der er underlagt dansk jurisdiktion. Konventionen indeholder blandt andet retten til ”social tryghed” og retten til en ”passende bolig”. Komiteen har anlagt en aktivistisk fortolkningsstil, der bl.a. medfører, at en konventionsstats ophævelse eller begrænsning af en allerede tildelt rettighed som udgangspunkt vil udgøre en krænkelse af konventionen, med mindre staten løfter bevisbyrden for, at et sådant tiltag kan retfærdiggøres.
Dette medfører en risiko for, at eventuelle fremtidige danske reformer af dagpengeperioden, efterlønnen, kontanthjælpsloftet, folkepensionen eller andre sociale ydelser vil kunne resultere i konventionsbrud. Komiteen vil potentielt have det afgørende ord på en lang række områder inden for social-, økonomisk- og fordelingspolitik, som i dag fastsættes af Folketinget og regeringen. En ratificering af tillægsprotokollen vil, såfremt Komiteens afgørelser følges, medføre risiko for en udhuling af det danske demokrati. Dette til fordel for et internationalt kvasi-juridisk organ uden tilknytning til, indsigt i eller forståelse for danske forhold og retstraditioner. Vælger Danmark omvendt at ignorere Komiteens afgørelser, vil Danmarks internationale troværdighed på menneskerettighedsområdet lide skade, ligesom FN-organer, der beskæftiger sig med basale borgerlige og politiske frihedsrettigheder, såsom ytringsfriheden, vil have mindre gennemslagskraft. CEPOS anbefaler derfor, at den danske regering stemmer imod tillægsprotokollen i Generalforsamlingen, samt undlader at underskrive og ratificere protokollen, såfremt den skulle blive vedtaget. Endvidere bør regeringen klart og tydeligt slå fast, at ansvaret for økonomisk, social og fordelingspolitik er et national anliggende, som nationale demokratiske institutioner med direkte folkelig legitimitet har ansvaret for, og som ikke kan bestemmes ud fra en rettighedstilgang.
