Straffelovens § 136, stk. 2 straffer den, der ”offentligt udtrykkeligt billiger” bl.a. terrorisme. Bestemmelsen udgør dermed et indgreb i ytringsfriheden og er i den senere tid blevet særlig relevant, da der er sket en markant stigning i antallet af sigtelser. Desuden er der fældet dom i en række sager, hvor personer har udtrykt sympati over for terrorangreb og terrorgrupper. Senest i sagen om Said Mansour. I en ny analyse har Justitia set på bestemmelsens anvendelsesområde og oprindelse, retspraksis samt foreneligheden af brugen af bestemmelsen med Danmarks internationale menneskeretlige forpligtelser.
”Ytringsfriheden udgør en fundamental rettighed og er både beskyttet af grundlovens § 77, artikel 10 i EMRK og artikel 19 ICCPR. Med terrorpakke I blev straffelovens forbud om ”udtrykkelig billigelse” af bl.a. terrorangreb udvidet markant. Udvidelsen samt fremkomsten af sociale medier og en række større terrorangreb har medført, at der på kort tid og i en række sager er blevet rejst sigtelse og/eller fældet dom efter straffelovens § 136, stk. 2, som ellers har været sjældent anvendt.Der er således rejst flere sigtelser efter 136, stk. 2 i 2015 end i noget andet år. Den udvikling rejser spørgsmål om, hvorvidt bestemmelsen medfører for vidtgående et indgreb i ytringsfriheden”, siger direktør Jacob Mchangama, Justitia.
Rigsadvokaten har i en aktindsigt oplyst Justitia, at der siden 1970 i alt er blevet rejst 31 sigtelser efter § 136 (både stk. 1 og 2.). Selvom domspraksis er yderst sparsom, ses en stigende tendens til at rejse sigtelse efter straffelovens § 136 stk. 2. Fra 1998 frem til 2010 har der været enkelte sigtelser (1-2 i enkelte år) efter bestemmelsen, hvorimod der konsekvent siden 2011 har været mellem 4-10 sigtelser årligtmed 15 alene i indeværende år. Retspraksis indeholder kun én trykt dom fra 2007, hvor talsmanden for Dansk Front blev dømt efter § 136, stk. 2 for at have skrevet en billigende sympatierklæring om brandattentatet begået mod daværende integrationsminister samt en dom på to års betinget fængsel til en person, som i en kommentar på Facebook havde billiget Anders Breiviks terrorangreb i 2013. Østre Landsrets nylige dom vedr. Sam Mansour af 1. juli 2015 er således en af de få og seneste domme, der beskæftiger sig med § 136, stk. 2. På nuværende tidspunkt er der syv verserende sager.
”Landsretten fandt i sin afgørelse, at hele 39 af Said Mansours ytringer var omfattet af bestemmelsen uden dog at definere bestemmelsens nærmere indhold. Det står i skarp kontrast til en tilsvarende sag i Norge, hvor den norske Lagmanssret med henvisning til bl.a. ytringsfriheden frifandt en kendt islamist, som var tiltalt for lignende udtalelser. Med Landsrettens afgørelse synes § 136, stk. 2 således at have fået et ganske omfattende anvendelsesområde med deraf følgende uklarhed og uforudsigelighed. Det er retssikkerhedsmæssigt bekymrende og må formodes at få konsekvenser for verserende og fremtidige sager”, siger direktør Jacob Mchangama.
”I forhold til Danmarks internationale menneskerettighedsforpligtelser må det konstateres, at både EMD (og ICCPR) tillader indgreb i retten til at fremsætte ytringer, der billiger terrorisme. Straffelovens § 136, stk. 2 er derfor ikke i sig selv i strid med EMRK art. 10 (og ICCPR art. 19). Det er dog væsentligt at fastholde, at der ikke findes nogen folkeretlige forpligtelser til at kriminalisere simpel ”billigelse” eller sympatitilkendegivelser ift. terror (i modsætning til ”tilskyndelse”). Med straffelovens § 136, stk. 2 går Danmark således også videre, end hvad der er påkrævet af FN- og Europarådsinstrumenter”, konkluderer direktør Jacob Mchangama, Justitia.
Det anbefales derfor at ophæve straffelovens § 136, stk. 2 og alene kriminalisere ”tilskyndelse” til strafbare forhold inklusiv terrorisme, hvilket følger af § 136, stk. 1.
Fakta:
Straffelovens § 136 har følgende ordlyd: ”Den, som uden derved at have forskyldt højere straf offentlig tilskynder til forbrydelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 år. Stk. 2 Den, der offentligt udtrykkeligt billiger en af de i denne lovs 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.”
Bestemmelsen sondrer mellem, hvorvidt en ytring udgør ”offentlig tilskyndelse” (stk. 1) eller ”udtrykkelig billigelse” (stk. 2). Mens stk. 1 formelt kriminaliserer ”tilskyndelse” til enhver forbrydelse, er en ytring alene kriminaliseret i medfør af stk. 2, såfremt den udtrykkeligt billiger en af de forbrydelser, der er kriminaliseret i straffelovens 12. og/eller 13. kapitel, der omhandler hhv. forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed og forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v.
