Et generelt forbud i radio- og fjernsynsloven forhindrer i dag de politiske partier i Danmark i at reklamere på TV. Men det generelle forbud mod politiske tv-reklamer er i strid med ytringsfriheden. Det konkluderede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 2008 på baggrund af et tilsvarende forbud i norsk lovgivning. CEPOS har i en ny analyse set på betydningen af denne dom for det danske forbud.
Radio- og fjernsynslovens § 76 stk. 3 indeholder et generelt forbud mod reklamer for politiske partier på TV, ligesom § 76, stk. 4 forbyder tv-reklamer for politiske budskaber fra udskrivelse og frem til afholdelse af valg eller folkeafstemning. Begge bestemmelser, har ligesom det konventionsstridige norske forbud, til formål at beskytte den demokratiske beslutningsproces og den politiske og offentlige debat mod økonomisk skævvridning. Men forbuddet mod tv-reklamer for politiske partier står ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke mål med hensynet og legitimerer derfor ikke et sådan indgreb i ytringsfriheden. Sammenligneligheden af det norske og danske forbud betyder derfor, at forbuddet herhjemme også må anses at være i strid med ytringsfriheden.
”Politiske partier bør have ret til at reklamere og markedsføre deres politiske budskaber – uanset om det sker via aviserne, på internettet eller fjernsynet. Den frie debat er afgørende for netop den demokratiske proces og for at give danskerne den nødvendige indsigt i de forskellige politiske standpunkter og budskaber, der ruster os til at træffe et oplyst valg. Det er derfor en uskik i en retsstat som den danske generelt og særligt under en valgkamp at afskære partier fra at markedsføre deres politiske budskaber i bestemte medier,” siger chefjurist i CEPOS Jacob Mchangama.
Forbuddet gælder udelukkende reklamer på TV og betyder derfor, at politiske partier i dag fuldt lovligt kan indrykke reklamer i de skriftlige medier eller i form af tv-klip på Internettet. Argumentet for at opretholde et forbud på TV har hidtil været, at TV er et dominerende medie med særlig stor indvirkning på borgernes dømmekraft.
”I en tid, hvor nye kommunikationskanaler vinder frem med lynets hast, og særligt internettet har vundet større og større indpas, giver det ikke længere mening at tale om TV som et altdominerende medie. Forbuddet må derfor siges at hvile på et udokumenteret grundlag og en vilkårlig skelnen mellem TV og andre medieplatforme. Det generelle forbud mod reklamer for politiske partier i TV bør derfor ophæves, ligesom man bør ophæve forbuddet mod tv-reklamer for politiske budskaber under valgkampe” konkluderer Jacob Mchangama.
Han påpeger samtidig, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol stadig efterlader muligheder for, at nationalstaterne kan opstille indholdsmæssige begrænsninger i politiske reklamer.
Danmark vil således fortsat kunne begrænse politiske reklamer, der har en anstødelig karakter eller vedrører følsomme emner som moral og religion (selvom begreberne også her fremstår vilkårlige), ligesom man vil kunne opstille regler, der sikrer lige adgang for alle partier mv. til at sende reklamer.
