Hvordan sikrer vi balancen mellem tryghed og sikkerhed på den ene side og retten til privatlivet på den anden?
Det spørgsmål vil oppositionen gerne have, at en uafhængig privatlivskommission giver svar på.
Det er Liberal Alliance og Alternativet, der i dag har fremsat forslaget, som alle de øvrige oppositionspartier enten bakker direkte op eller ser positivt på.
– Der er brug for, at grænserne mellem hvor statens indgriben i borgernes privatliv går, og hvor borgernes privatliv faktisk er. Det er vigtigt, at vi får sat nogle pæle omkring det, for borgerne har en ret til ikke at blive overvåget alle steder altid. De har en ret til også at vide, hvornår de bliver det, siger formand for Folketingets Retsudvalg Steffen Larsen (LA).
Det er regeringens bredt kritiserede forslag til en ny PET-lov, der har fået oppositionspartierne til at foreslå en privatlivskommission. I lovforslaget lagde regeringen op til at udvide PET’s muligheder for at indsamle og analysere større datasæt.
Men regeringen endte med at udskyde behandlingen af lovforslaget til efter sommerferien, efter en samlet opposition sammen med en lang række eksperter og organiationer advarede kraftigt imod, at det ville føre til et decideret masseovervågningssamfund.
25 organisationer ledt an af den juridiske tænketank Justitia og Ingeniørforeningen IDA opfordrede samtidig regeringen til netop at nedsætte en privatlivskommission. Og det er det opråb, Alternativet har lyttet til, fortæller retsordfører Helene Brydensholt.