Folkets stemme i Ytringsfrihedskommissionen

0

Artiklen er gengivet fra et indlæg til Jyllands-Posten

Jyllands-Postens læsere ved om nogen, at ytringsfriheden ikke blot er et princip, man kan varme sig ved i skåltaler blandt frænder, for så at vende ryggen, når det bliver ubehageligt. Det er en af grundene til, at et flertal i Folketinget har nedsat en ytringsfrihedskommission, der skal granske ytringsfrihedens tilstand og komme med idéer til, hvordan denne værdi kan styrkes. Jeg er også blevet udpeget som medlem af kommissionen. Men er der en ting, der er altafgørende for ytringsfrihedens status, så er det dens folkelige opbakning. Folketingets første ombudsmand Stephan Hurwitz udtalte det mere fyndigt end jeg er i stand til:

”Frihedsideologien er ikke urokkeligt forankret, og i manges sind kommer den ikke i første plan, før de goder, den skulle sikre, er tabt eller i aktuel fare. Grundloven rummer et vist, men kun begrænset værn, ingen fritstående, selvvirkende garanti. Hvis ikke myndighederne, der skal virke under den, de politiske strømninger, den offentlige mening og folkets anonyme kræfter samvirker om at opretholde grundlovens bekendelse til det fri demokrati, bliver kun dens tomme skal tilbage. Den er et magna charta, hvis kernes bevarelse kræver aktiv indsats fra hvert nyt slægtled.”

Derfor er det afgørende, at vi i Ytringsfrihedskommissionen ikke fortaber os i problemstillinger, som den almindelige dansker ikke kan genkende, eller at rapporten ender som en studentikos omgang falbelader. Min ambition er, at ytringsfrihedskommissionen skal være medvirkende til at styrke forståelsen af og opbakningen til ytringsfriheden således, at denne værdi kan binde nuværende og kommende slægtled sammen om retten til at tænke, tale og tro frit.

Derfor vil jeg gerne invitere JP’s læsere – og alle andre – til at skrive til mig med de emner og bekymringer, I gør jer i forhold til den rolle, ytringsfriheden spiller og i fremtiden bør spille i det danske samfund. Hvor er ytringsfriheden truet fra? Islamister? Overivrige politikere? Amerikanske it-giganter? Russiske trolde? Fylder ytringsfriheden for meget eller for lidt? Hvad kan man gøre for at styrke ytringsfriheden i en digital tidsalder? Fortsæt selv listen.

Så vil jeg sørge for at bringe de emner, som vækker størst genklang i folkedybet med ind og præsentere for mine kollegaer i kommissionen, så vi forhåbentligt kan få så levende og omfattende en debat som muligt. Det er jo i høj grad det, ytringsfriheden handler om. Skriv til info@justitia-int.org med overskriften ”Ytringsfrihedskommission” og sørg for at begrunde dit indlæg. Jo flere argumenter og eksempler jo større sandsynlighed for at det bliver medtaget. Jeg håber at høre fra jer.

Share.

About Author

Comments are closed.