Årets juridiske Nytænkerpris uddeles af Karnov Group Denmark i samarbejde med Justitia – og du kan indstille kandidater frem til 1. september.
Formålet med Nytænkerprisen er at sætte fokus på og motivere til kreativitet og udvikling i den juridiske verden med henblik på at styrke dansk retssikkerhed.
Nytænkerprisen bliver i 2020 uddelt for tredje gang, men det er første gang, at Justitia er med som samarbejdspartner. Vi er rigtig glade for at være med til at hylde de personer, virksomheder eller organisationer, som gennem kreativitet og nytænkning går nye veje for at forbedre retssamfundet. Vi er ekstra glade for, at vores egen vicedirektør, Birgitte Arent Eiriksson, er at finde i priskomiteen.
Alle er meget velkomne til at indstille nominerede. Det kan for eksempel handle om at få viden ud på nye måder, sikre juridisk bistand til udsatte grupper eller gøre den juridiske sektor mere effektiv. Det vigtigste er, at vi får nye ideer og nyt engagement ud i en verden, hvor det ellers tit handler om at følge paragrafferne tættest muligt.
Sidste års vinder var Comply Cloud, der blev belønnet for en nem og digital løsning til små og store virksomheder til overholdelse af de ret komplicerede hvidvaskregler. Men fokus for Nytænkerprisen behøver bestemt ikke være digital. Ud over Comply Cloud var de nominerede Demokratispillet, der er et læringsforløb fra Kammeradvokaten, LegalHero, som er en digital rådgivningsplatform til små virksomheder, samt Anja Block fra Brugernes Akademi, der bl.a. formidler viden om jura og rettigheder til stofbrugere. Se en video med sidste års indstillede.
Kender du dette års vinder af Nytænkerprisen? Så skynd dig straks at indstille!