Analyse: Problemerne med kommunernes sagsbehandlingstid

Sagsbehandlingstiden hos offentlige myndigheder er vigtig i alle sager, men kan have særlig stor betydning i sager, der drejer sig om borgernes forsørgelsesgrundlag, eller som har betydning for borgernes muligheder for at udfolde deres liv. Det gælder f.eks. sager om kontanthjælp, førtidspension eller bistand fra en handicaphjælper. Lang sagsbehandlingstid kan bl.a. få betydning for borgerens helbred, økonomi og boligsituation. Når der er tale om borgere med sociale problemer kan ventetiden også i sig selv fremkalde psykiske og/eller sociale problemer. Lang sagsbehandlingstid kan desuden give borgerne en oplevelse af at blive ignoreret, ikke at være relevante og vigtige nok, hvilket i sidste ende kan føre til, at borgerne mister tilliden til, at velfærdssamfundet vil gribe dem, når det er nødvendigt.

Derfor er det også problematisk, at borgerne generelt er dårligt stillet, når de oplever lang sagsbehandlingstid. I langt hovedparten af de kommunale sager er der ingen lovbestemte frister for sagsbehandlingstid, og sagsbehandlingstidens rimelighed beror derfor på en konkret vurdering i den enkelte sag. Samtidig kan det være meget vanskeligt for borgerne at fremskynde sagsbehandlingen, når en sag trækker ud, ligesom det er begrænset, hvad borgeren kan få ud af at klage over sagsbehandlingstiden efter sagens afgørelse. Dertil kommer, at det er meget vanskeligt at opnå erstatning eller økonomisk godtgørelse ved domstolene for lang sagsbehandlingstid.

Analysen viser også, at der savnes viden om den faktiske sagsbehandlingstid. Ingen af de 88 kommuner, der deltog i Justitias undersøgelse i september 2020, kunne give oplysninger om deres gennemsnitlige sagsbehandlingstider på de sagsområder, der hører under retssikkerhedsloven, og alene 24 kommuner fremsendte statistiske opgørelser på nogle begrænsede sagsområder. Hovedbegrundelsen for de manglende oplysninger var, at den faktiske sagsbehandlingstid ikke registreres i kommunernes it-systemer, og at det derfor ville kræve en manuel gennemgang af alle sager at finde frem til de ønskede oplysninger. På trods af, at den offentlige sektor er blevet mere og mere digital, var manglende it-understøttelse altså en årsag, der blev fremhævet af flere af de adspurgte kommuner.

Den manglende viden om de faktiske sagsbehandlingstider i kommunerne er imidlertid – af flere årsager – meget betænkelig set ud fra en retssikkerhedsmæssig vinkel.

Kommunerne har på retssikkerhedslovens område en forpligtelse til at fastsætte og offentliggøre såkaldte sagsbehandlingsfrister, som skal oplyse borgerne om serviceniveauet i kommunen. Fristerne bør være realistiske og svare til den tid, der i praksis går med at behandle hovedparten af sagerne på området. Men når kommunerne ikke kan give fyldestgørende oplysninger om deres faktiske sagsbehandlingstider, må det anses for tvivlsomt, om kommunerne reelt har tilstrækkelig mulighed for at opfylde deres forpligtelse til at holde øje med, om de fastsatte sagsbehandlingsfrister overholdes, og at revidere fristerne, når det er nødvendigt.

Derfor kan der også sættes spørgsmålstegn ved, om kommunernes offentliggjorte frister for sagsbehandlingstid reelt er realistiske og retvisende i forhold til at oplyse borgerne om kommunens serviceniveau.

Samtidig giver de manglende oplysninger om de faktiske sagsbehandlingstider kommunerne dårlige forudsætninger for at følge udviklingen og skride ind overfor lange sagsbehandlingstider med f.eks. omprioritering, tilførsel af ekstra ressourcer eller ændring af de fastsatte sagsbehandlingsfrister. Det kan betyde, at på nogle sagsområder er borgere, som rammes af uacceptable lange sagsbehandlingstider med velfærdstab til følge.

Manglende oplysninger om de faktiske sagsbehandlingstider forhindrer også sammenligning af service- og retssikkerhedsniveauet på tværs af kommunegrænser, hvilket både har betydning for kommunernes borgere og for Ankestyrelsen, der fører tilsyn med kommunerne.

Med henblik på at sikre en reel og brugbar monitorering af de kommunale sagsbehandlingstider og styrke det generelle tilsyn med kommunerne, anbefaler analysen følgende:

Kommunerne bør forpligtes til at måle og årligt indberette oplysninger om deres faktiske sagsbehandlingstider på de sagsområder, der er omfattet af retssikkerhedslovens § 3, til Ankestyrelsen. Oplysninger om faktiske sagsbehandlingstider bør inkorporeres i det eksisterende danmarkskort med kommunernes omgørelsesprocenter, der udgives af Social- og Ældreministeriet. Kommunerne bør forpligtes til at offentliggøre deres faktiske sagsbehandlingstider. Kommunalbestyrelserne bør forpligtes til at tage stilling til de faktiske sagsbehandlingstider på et møde én gang årligt på samme måde, som der følges op på det eksisterende danmarkskort med omgørelsesprocenter. Denne opfølgning bør desuden være omfattet af de skærpede krav til kommunalbestyrelsernes opfølgning på danmarkskortet, som følger af et nyligt udkast til lovforslag om ændring af retssikkerhedsloven. Der bør indføres bedre muligheder for at tilkende borgere økonomisk godtgørelse på grund af urimelig lang sagsbehandlingstid.