Rapport: Udfordringer i lovgivningsprocessen

0

Rapport: Udfordringer i lovgivningsprocessen

Oversigt over væsentlige udfordringer

Rapporten afdækker bl.a. følgende udfordringer for lovgivningsprocessen

Konklusioner fra rapportens analyser

Nedenfor findes en oversigt over rapportens konklusioner fra de enkelte analyseafsnit.

Resultaterne fra Justitias interviews med nuværende/tidligere folketingsmedlemmer, embedspersoner og høringsparter kan findes i de enkelte analysekapitler. Det samme gælder resultaterne fra Justitias analyser af udvalgte lovforslag. En oversigt over lovforslagene og deres udfordringer er indsat i metodeafsnittet.

Kapitel 7: Rammerne udfordrer lovgivningsprocessen

Folketingsmedlemmernes arbejde og lovgivningsprocessen er undergået betydelige ændringer og udfordringer i de seneste årtier. En blanding af forskellige faktorer, herunder ændringer i politisk kultur, sociale medier og ændringer i det politiske landskab, har påvirket den måde, folketingsmedlemmer udfører deres arbejde på, og lovgivningsprocessen som helhed.

Tidsmangel er en opadgående tendens, der gennemsyrer hele lovgivningsarbejdet. Dette kan tilskrives flere årsager, heriblandt den overordnede arbejdsbyrde for det enkelte folketingsmedlem, kompleksiteten af lovforslag og skiftende regeringers behov for at vise handlekraft.

Flere folketingsmedlemmer oplever, at de har begrænset tid til at udføre deres parlamentariske arbejde. Dette hænger i høj grad sammen med, at mange folketingsmedlemmer i dag står over for en udfordrende arbejdsvirkelighed i Folketinget, hvor pres og tidsmangel er blevet fremtrædende elementer. Den øgede kompleksitet og mængden af lovgivning kræver ikke kun grundig forståelse, men også tid til omhyggelig gennemgang, som flere beretter, at de ikke har ressourcer til. Flere folketingsmedlemmer har flere ordførerskaber og deltager i flere udvalgsmøder i løbet af deres arbejdsuge, hvor mødetidspunkter kan overlappe hinanden. Samtidig spænder emnerne bredt. Desuden er brugen af sociale medier til at kommunikere politiske budskaber blevet en stor del af deres hverdag. Alt i alt betyder dette, at det kan være vanskeligt for mange folketingsmedlemmer at være tilstrækkeligt forberedt til det ”klassiske” parlamentariske arbejde.

En anden tendens er den stigende kompleksitet af lovgivningen, herunder EU-lovgivning og det tekniske juridiske sprog i lovforslag, som gør det vanskeligt for folketingsmedlemmer at forstå de fulde konsekvenser af de lovgivningsmæssige ændringer, som de stemmer om. Det ses også, at den samlede mængde af dokumenter, som Folketinget skal forholde sig til, herunder særligt sideantallet på lovforslag, er steget markant over årene. Derudover oplever mange folketingsmedlemmer, at der kræves omfattende forberedelse til møder, samråd og høringer, som samlet øger arbejdspresset.

For at håndtere disse udfordringer benytter folketingsmedlemmerne sig af partiets konsulenter, netværk og kontakter i interesseorganisationer for at opnå yderligere indsigt og ekspertise. De benytter også sparring med andre folketingsmedlemmer for at navigere i den ofte komplekse lovgivningsproces. Der er dog stor variation i, hvor mange ressourcer det enkelte folketingsmedlem har til rådighed, hvilket kan betyde, at væsentlige aspekter overses, når der f.eks. skal vurderes lovforslag.

Det er partistørrelsen, som er afgørende for det enkelte folketingsmedlems ressourcer. Rapporten viser, at de små partier har færre støttende ressourcer, og det enkelte folketingsmedlem i små partier skal samtidig også dække flere tunge ordførerskaber end de større partier. Folketingsmedlemmer i små partier er derfor også nødt til at afsætte tid til forberedelse af lovgivningsarbejde og samtidig prioritere, hvilke udvalgsmøder de deltager i, da flere af udvalgsmøderne ligger samtidig.

En betydelig del af lovgivningsarbejdet synes at være forudbestemt, inden det når Folketingssalen. Den parlamentariske proces er i stigende grad flyttet fra debatten i Folketingssalen til ministrenes mødelokaler, hvor der indgås politiske aftaler og forlig bag lukkede døre i en begrænset kreds. Det kan skabe udfordringer for politiske partier, der føler sig bundet af politiske aftaler og har begrænset indflydelse, når forhandlingerne af et lovforslag allerede er fastlagt, inden den formelle fremsættelse i Folketinget. Denne udvikling har også gjort det vanskeligere for folketingsmedlemmer og interessegrupper, der ikke har været inviteret til forhandlinger i regeringskontorerne, at påvirke lovforslag.

Samtidig har den stigende anvendelse af sociale medier haft en markant indvirkning på folketingsmedlemmernes arbejde. Sociale medier som Facebook, Instagram og X har revolutioneret måden, hvorpå politikere kommunikerer med offentligheden og formidler deres politiske budskaber. En undersøgelse fra Aarhus Universitet viser, at folketingsmedlemmer bruger en betydelig mængde tid på udadrettet kommunikation via sociale medier, hvilket afspejler et skiftende fokus fra traditionelt partiarbejde til mere direkte kommunikation med vælgerne.

Kapitel 8: Flertalsregeringer udfordrer den demokratiske proces

Flertalsregeringer kan påvirke den demokratiske proces ved at centralisere magten omkring regeringspartiet og dets allierede. I Danmark har flertalsregeringer været sjældne siden 1953, men den nuværende regering har fra november 2022 til marts 2024 demonstreret nogle af de potentielle udfordringer.

Kernen i en flertalsregering er dens evne til at træffe beslutninger uden at skulle inddrage eller forhandle med andre partier i Folketinget. Det kan føre til en mere effektiv beslutningsproces, men kan også resultere i manglende transparens, dialog og hensyntagen til forskellige synspunkter og vurderinger.

Kritikere, herunder medlemmer af Folketinget og politiske kommentatorer, påpeger flere demokratiske bekymringer ved flertalsregeringer. Disse inkluderer en oppositionens begrænsede indflydelse på lovgivningsarbejdet, en svækkelse af Folketingets muligheder for at udøve parlamentarisk kontrol og en risiko for, at flertalsregeringer overser mindretallets synspunkter, så der opstår mangler på nuancer i beslutningstagningen.

Desuden har den nuværende regering, da den havde et flertal frem til marts 2024, været kritiseret for at blokere oppositionens forslag og begrænse debatten om vigtige emner som offentlighedsloven og undersøgelsen af FE-sagen. Det har ført til bekymring for, at flertalsregeringer kan udhule den politiske mangfoldighed og de checks and balances, der er afgørende for en sund demokratisk proces.

Selvom nogle argumenterer for, at flertalsregeringer kan skabe effektivitet og handlekraft, kan de også skabe betydelige udfordringer for demokratiet. Her kan værktøjer som solnedgangsklausuler og revisionsbestemmelser være afgørende for at opretholde en vis form for parlamentarisk kontrol og åbenhed, især når debat og samarbejde er mindre udbredt under flertalsregeringer.

Endelig er der risiko for, at en flertalsregering kan udnytte sin magt til at fremme politikker, der kun gavner dens egen vælgerbase, på bekostning af mindretalsinteresser og det brede samfund.

Kapitel 9: Samspillet mellem embedsværket og folkestyret kræver forbedringer

Relationen og samspillet mellem Folketing, embedsværk og regering er en afgørende del af lovgivningsprocessen. I centraladministrationen har ministrene, som er en del af regeringen og ansvarlige over for Folketinget, den øverste myndighed. De har instruktionsbeføjelser over embedsværket, der udarbejder lovforslag, og embedsværket bistår også med politisk rådgivning og udarbejdelse af konsekvensanalyser.

Embedsværkets rolle står dog over for nogle udfordringer. Kompleksiteten i lovgivningsprocessen er stigende samtidig med, at hastigheden i embedsværket er blevet øget, både hvad angår lovgivningsmøllen og andre opgaver. Det sætter embedsværket under et ressourcemæssigt pres. Det ses også, at flere ministerier har brugt midler på konsulentydelser til Kammeradvokaten i forbindelse med udarbejdelse af lovforslag og bekendtgørelser.

Hyppige ministerudskiftninger kan underminere effektiviteten i regeringen og lovgivningskvaliteten, idet nye ministre ofte skal bruge tid på at indhente viden og sætte sig ind i et nyt område.

Der hersker forskellige opfattelser af embedsværkets uafhængighed blandt både embedsværket og folketingsmedlemmer. Nogle mener, at embedsværket er neutrale og uafhængige, mens andre mener, at de er for tæt knyttet til regeringen og yder partipolitisk rådgivning.

I lyset af disse udfordringer har folketingsmedlemmer foreslået tiltag som etablering af et ministerkodeks, øget åbenhed og effektiv koordination i regeringen samt forbedret uddannelse af ministre. Der er også fremsat beslutningsforslag om vurdering af de retssikkerhedsmæssige konsekvenser for erhvervslivet i lovforslag og om at øge anvendelsen af lovbekendtgørelser. Disse tiltag søger at styrke demokratiet og retssikkerheden samt forbedre kvaliteten og gennemsigtigheden af lovgivningsprocessen i Danmark.

Blandt embedsværkets synspunkter er det tydeligt, at deres mangel på involvering i den indledende fase af lovgivningsprocessen opfattes som en udfordring. Flere embedspersoner føler, at de ikke inddrages tilstrækkeligt tidligt i processen, hvilket kan føre til en manglende kvalificering af lovforslaget både juridisk og fagligt. Der har også været tilfælde, hvor lovgivning er blevet gennemført på trods af advarsler fra embedsværket om mulige problemstillinger. Derudover påpeges det, at lovgivningsprocessen i sig selv er blevet mere kompleks og tidskrævende, hvilket skaber pres på arbejdsforholdene på Slotsholmen. Der synes at være en tendens til at politisk taktik vægtes over faglig ekspertise.

Både embedsværk og folketingsmedlemmer rejser kritik af lovforslagenes konsekvensanalyser, som for flere ikke forekommer tilstrækkeligt neutrale og fyldestgørende. Justitias undersøgelse af en række udvalgte lovforslag viser også, at der er stor forskel på kvaliteten af konsekvensanalyser, som kan være uklare, mangle vurderinger eller være direkte vildledende. Dette kan have stor betydning for Folketingets vurdering af et lovforslag, og der er konkrete eksempler på, at folketingsmedlemmer efterfølgende er blevet overrasket over en lovs konsekvenser, fordi disse ikke fremgik tydeligt nok af det lovforslag, som de vedtog.

Høringsparternes synspunkter bekræfter også dette billede. Flere høringsparter mener, at lovforslag lider under ufuldstændige faktuelle oplysninger og utilsigtede konsekvenser. Manglende belysning af konsekvenser kan bl.a. påvirke borgernes retssikkerhed negativt. Desuden udtrykker nogle høringsparter frustration over deres begrænsede muligheder for at påvirke lovgivningen gennem høringsprocessen, selvom der også er eksempler på, at kritiske høringssvar har ført til betydelige ændringer af lovforslag.

Gennemgangen af forskellige lovforslag afslører en bred vifte af tilgange og resultater. Der er eksempler på lovforslag, hvor konsekvensanalyserne er uklare, og lovbemærkningerne eller selve lovteksten er formuleret på en måde, der giver anledning til tvivl om både formål og indhold.

Der ses også en tendens til utilstrækkelig udstedelse af lovbekendtgørelser, der kan gøre lovgivningen mere uigennemskuelig for både Folketing, forvaltning og offentligheden og samtidig truer retssikkerheden for borgere og virksomheder.

Kapitel 10: Manglende overholdelse af høringsfrister og inddragelse af høringssvar er en demokratisk udfordring

Høringsprocessen skal sikre, at alle relevante myndigheder, organisationer og faglige eksperter mv. kan bidrage med viden og input med henblik på at sikre den bedst mulige kvalitet af lovforslag. Høringsprocessen er således et bærende led i sikring af en god og grundig lovgivningsproces.

Det er en forudsætning for processens effektivitet, at de relevante bidrag, som høringsorganisationerne bidrager med, bliver nøje overvejet i udarbejdelsen af det endelige lovforslag, så der ikke bliver tale om en proformahøring. Hvis embedsværket ikke giver sig tid til at lytte og eventuelt indarbejde høringsorganisationernes bidrag lovgivningsprocessen, bliver høringsinstitutionen illusorisk og betydningsløs. Netop fordi høringsparter har et særligt indblik i deres fokusområde og/eller berøres af reglerne i praksis, har de ofte en anden og vigtig indsigt, som ikke er til stede andetsteds i lovgivningsprocessen. Det betyder, at vigtige uhensigtsmæssigheder eller fejl kan blive overset, hvilket i sidste ende fører til dårligere lovgivningskvalitet.

Høringsfristerne er kun vejledende, og der har siden 2019 været et stort antal høringer, som har ligget under den anbefalede 4 ugers frist.

Der er også flere eksempler på, at der ikke udsendes høringer, eller at der gives meget korte frister til høringsparter i lovgivningsprocessen, som tilmed kan løbe over weekend, ferieperioder og/eller helligdage. De høringsparter, som Justitia har været i kontakt med, udtrykker, at det er problematisk med korte høringsfrister, da de ikke har tid til at kvalificere deres input i høringssvarene. Undersøgelsen viser også tilfælde, hvor centrale interessenter ikke er blevet inkluderet i høringsprocessen.

Som det fremgår af de gennemførte interviews med folketingsmedlemmerne i afsnit 10.2, kan det være udfordrende for folketingsmedlemmerne at forholde sig til store, komplekse og tekniske forslag, som kan være vanskelige at gennemskue. Derfor er høringssvar og netværk en uvurderlig ressource for folketingsmedlemmer, der forsøger at navigere i kompleksiteten og føre parlamentarisk kontrol med regeringen. Langt størstedelen af de folketingsfolketingsmedlemmer, som Justitia har været i kontakt med, har berettet, at høringssvar og høringsnotater er det vigtigste redskab for dem, når de skal forholde sig til lovforslag. Mange har også berettet, at organisationer og forskellige eksperter uden for Slotsholmen er vigtige ressourcer og sparring, når de skal gennemgå et lovforslag. Af selvsamme grund er det også problematisk, når organisationer, borgere og faglige eksperter, som skal understøtte folketingsmedlemmerne i deres parlamentariske arbejde, ikke får mulighed eller tid nok til at kvalificere deres input til regeringens lovforslag.

Til trods for både regeringsgrundlaget, Forretningsordensudvalgets beretninger og Dybvads-udvalgets rapport har regeringen også i 2023 hastet love igennem og forkortet høringsfristen på flere lovforslag, hvilket kan have afholdt høringsparter fra at fremkomme med indvendinger og synspunkter.

Gennemgående beretter flere af de folketingsmedlemmer, som Justitia har interviewet, at høringssvarene og høringsnotatet er de vigtigste redskaber for folketingsmedlemmerne, når de skal behandle et nyt lovforslag. Det understøttes også af en undersøgelse foretaget i 2018, som viser, at folketingsfolketingsmedlemmer i stort omfang anvender høringssvar. I samme undersøgelse fremgår det, at der ofte henvises til høringssvar i folketingsdebatterne, og at de mindre partier er mere tilbøjelige til at anvende høringssvar, ligesom der er en tendens til, at partier i oppositionen anvender høringssvar mere end partier, som har regeringsmagten.

Dette viser samlet set, at en høringsproces, som inkluderer alle væsentlige parter og giver tilstrækkelig til at gennemlæse og udarbejde høringssvar, har stor betydning for folketingsmedlemmernes vurdering og indflydelse på lovforslag og dermed også for den parlamentariske kontrol. Hertil kommer, at en god høringsproces også understøtter offentlighedens indflydelse på lovforslag.

Kapitel 11: Der er behov for forbedring af Folketingets kontrol med regeringen

I Folketinget spiller parlamentarisk kontrol en afgørende rolle for at opretholde demokratiet og sikre, at regeringen holdes ansvarlig over for Folketinget og den danske befolkning. Det sker gennem en række kontrolværktøjer og procedurer, hvor folketingsmedlemmer har mulighed for at indhente information, stille ministrene til regnskab og skabe offentlig debat om politiske spørgsmål. Værktøjerne omfatter bl.a. § 20-spørgsmål, udvalgsspørgsmål og samråd.

  • 20-spørgsmål, der angår ministerens holdning til et emne, kan stilles skriftligt eller mundtligt. Antallet var historisk højt i 2005/2006, hvorefter et markant fald finder sted, hvor der i seneste samling blevet stillet et relativt lavt antal § 20-spørgsmål. Udvalgsspørgsmål udvider kontrolmulighederne yderligere ved at tillade udvalgene at stille spørgsmål til ministrene om lovforslag og andre emner inden for deres respektive resort. Justitias kortlægning viser, at der er sket en markant stigning af udvalgsspørgsmål siden 2006, dog med et mindre fald de seneste folketingssamlinger. Folketingsmedlemmerne foretrækker at søge konkret information frem for at spørge til ministerholdninger gennem § 20-spørgsmål. Enkelte folketingsmedlemmer mener dog, at mange af de spørgsmål, som stilles til ministrene, ofte blot er drillerier og politisk spil.

Samråd, hvor ministre møder op og svarer på spørgsmål fra folketingsmedlemmer, udgør også en del af den parlamentariske kontrol, hvor ministrene mødes med folketingsmedlemmer for at besvare spørgsmål og diskutere relevante emner. Der er dog kritik fra flere folketingsmedlemmer (særligt regeringen) af, at åbne samråd kan udvikle sig til politisk teater, som påfører ministrene og embedsværket betydelig ressourcebelastning. Samråd blev oprindeligt afholdt uden for offentligheden, men nu er åbne samråd mere almindelige, hvilket giver offentligheden større indsigt, men flere folketingsmedlemmer betragter det som spild af tid, fordi ministrene og folketingsmedlemmerne ikke kan tale frit i et fortroligt rum uden offentlighedens søgelys.

Ud over disse kontrolværktøjer har udvalgene også mulighed for at afholde høringer og modtage deputationer, men disse værktøjer anvendes mindre hyppigt.

Flere i embedsværket rapporterer om stigende ressourceforbrug på at håndtere både § 20-spørgsmål, udvalgsspørgsmål og samråd, hvilket kan påvirke embedsværkets ressourcer til effektiv udførelse af andre kerneopgaver, herunder arbejdet med lovgivningsprocesser. Derudover er der en vis skepsis blandt nogle af de adspurgte folketingsmedlemmer og embedspersoner over for neutraliteten og værdien af særligt § 20-spørgsmål og udvalgsspørgsmål, da ministerbesvarelserne i nogle tilfælde opfattes mere som politiske udenoms-manøvrer snarere end substantielle bidrag til Folketingets spørgsmål om regeringens arbejde.

Kapitel 12: Beslutningsforslag er en vigtig del af det demokratiske system, mens borgerforslag ikke har givet den ønskede borgerinddragelse

Beslutningsforslag må anses for at være en vigtig del af det danske demokratiske system, fordi de giver alle folketingsmedlemmer – uanset om de er del af et regeringsparti, støtteparti eller i opposition – mulighed for at foreslå ny lovgivning. Typisk fremsættes beslutningsforslag af oppositionspartier for at udfordre og påvirke den siddende regerings politik. Beslutningsforslagenes væsentlighed ligger i deres potentiale til at fremhæve vigtige politiske spørgsmål og skabe debat om emner, som måske ellers ikke ville få tilstrækkelig opmærksomhed. Selvom beslutningsforslag ikke altid fører til konkrete lovgivningsændringer, kan de stadig have en betydelig politisk indflydelse ved at sætte dagsordenen og påvirke den offentlige mening.

Kritikken af det store antal beslutningsforslag, der fremsættes, har resulteret i initiativer til at regulere og begrænse antallet. Selvom disse retningslinjer forsøger at sikre, at beslutningsforslag er velovervejede og relevante, rejser de også spørgsmål om den demokratiske proces og balancen mellem at begrænse unødvendig byrde og bevare en åben platform for politisk deltagelse.

Borgerforslag giver borgerne en direkte kanal til at forsøge at igangsætte nye tiltag eller ændringer i lovgivningen. Selvom dette værktøj styrker borgernes engagement i demokratiet, har ordningen tilsyneladende ikke haft den forventede effekt på lovgivningsprocessen, idet kun ganske få borgerforslag ender med at blive vedtaget af Folketinget. Det hænger formentlig sammen med begrænsninger i borgernes ressourcer og evne til at udarbejde grundige forslag. I lyset af disse udfordringer opstår diskussioner om alternative tilgange til borgerinddragelse, herunder muligheden for at erstatte borgerforslag med mere tilgængelige debatforespørgsler, som giver borgere mulighed for at deltage aktivt i politiske drøftelser uden at pålægge dem samme arbejdsbyrde.

Kapitel 13: Nogle folketingsmedlemmer mangler ressourcer til at føre parlamentarisk kontrol

De adspurgte folketingsmedlemmer har forskellige holdninger til de ressourcer, som de har adgang til. Der er også forskellige holdninger til, hvilke ressourcer der er nyttige, og hvad de kan bruges til.

Selvom folketingsmedlemmerne har en række kontrolværktøjer herunder muligheden for at stille folketingsspørgsmål og indkalde en minister i samråd, viser Justitias rapport, at flere folketingsmedlemmer råder over begrænsede ressourcer til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for deres politiske virke. Det betyder, at de i høj grad er afhængige af de informationer og analyser, som særligt regeringen og embedsværket stiller til rådighed. Som følge heraf ser folketingsmedlemmerne sig i højere grad nødsaget til at lægge embedsværkets arbejde og de tilhørende overvejelser til grund.

Det enkelte folketingsfolketingsmedlems ressourcer har ofte en tæt sammenhæng med partistørrelsen, hvor de større partier har flere midler og ansatte konsulenter til at bistå partimedlemmerne. Sammenlignet med de større partier skal de mindre partier også i højere grad dække flere ordførerskaber og områder, hvorfor deres samlede tid til at gå i dybden og varetage det parlamentariske arbejde er mere begrænset.

Svage ressourcer hos Folketinget, særligt sammenlignet med ministerierne, er også en udfordring, som flere peger på. De folketingsmedlemmer, som Justitia har været i kontakt med, har en blandet holdning til den uafhængige hjælp, der ydes af Folketingets organer og udvalgssekretariaterne, herunder om hjælpen er tilstrækkelig eller brugbar. Flere savner større partiuafhængige ressourcer til Folketinget, der kan støtte den enkelte folketingsfolketingsmedlem i lovgivningsarbejdet med faglig sparring og viden.

Kapitel 14: Alting haster

Tid udgør en væsentlig faktor i alt lovgivningsarbejde. Både folketingsmedlemmer, embedsværk og høringsparter bekræfter, at en omhyggelig lovgivningsproces i høj grad udfordres, når der er for lidt tid til rådighed for lovgivningsarbejdet.

En nylig analyse foretaget af CEPOS viser, at antallet af lovforslag, der hastebehandles på under 30 dage, er stigende. Det indikerer en øget hastighed i lovgivningsprocessen, hvor Folketingets medlemmer har fået mindre tid til at sætte sig ind i ofte komplekse lovforslag, stille spørgsmål og modtage input fra offentligheden.

I Folketingets forretningsorden er der også fastsat en minimumsramme på 30 dage fra fremsættelsen af et lovforslag, til det kan gennemgå en tredjebehandling og vedtages. Processen er designet til at sikre, at der gives tilstrækkelig tid til grundige overvejelser og debat i Folketinget. Ikke desto mindre er der situationer, hvor der kan opstå et berettiget behov for en hastebehandling af et lovforslag i Folketinget. Det kan skyldes ekstraordinære omstændigheder, der kræver øjeblikkelig lovgivningsmæssig handling. Konkrete eksempler på sådanne handlinger har været håndteringen af COVID-19 og hjælp til Ukraine under krigen. For at imødekomme sådanne situationer giver Folketingets forretningsorden mulighed for at dispensere fra de fastsatte tidsfrister. Der er dog fremsat kritik af regeringens anvendelse af hastelovgivning fra både politikere, høringsparter og embedsværket. Flere folketingsmedlemmer har kritiseret hastelovgivningens stigende tendens, som de mener skyldes et politisk ønske om at signalere handlekraft frem for at sikre kvaliteten af lovgivningen. Flere folketingsmedlemmer har også peget på, at hastelovgivning begrænser deres muligheder for grundig gennemgang af lovforslagene. Det samme billede tegner sig hos høringsparterne, som har problemer med at gå grundigt ned i lovforslaget og give kvalificeret input i høringssvar og i deres evt. kommunikation med folketingsmedlemmer. Flere personer i embedsværket har også rejst bekymringer om, at den øgede hastighed skaber arbejdspres og dårlig arbejdskultur, hvilket kan true lovgivningens kvalitet og demokratiet.

Selvom der i visse situationer kan være tilfælde, der kan retfærdiggøre hastelovgivning, er der flere folketingsmedlemmer, som ønsker en bedre balance og flere krav til at bruge undtagelsen til den almindelig behandling på 30 dage. Flere folketingsmedlemmer peger på, at solnedgangsklausuler, der sikrer en genbehandling af hastevedtagne love inden for en fastsat tidsramme, kan være en løsning på de mange hastebehandlet lovforslag, hvor der er mindre tid til omtanke hos beslutningstagerne. Dette skal kunne give Folketinget mulighed for at revurdere lovgivningen under mere normale forhold og sikre, at hastebehandlinger ikke bliver normen, men undtagelsen.

Kapitel 15: Særlige udfordringer ved digitalisering og ny teknologi

De problemstillinger, der generelt udfordrer lovgivningsprocessen, forstærkes og konkretiseres, når lovforslag indeholder digitalisering og ny teknologi. Digitaliseringsområdet er særlig kompliceret, fordi det vedrører et nyt teknologisk fagområde i rygende udvikling, som kan være svært at forstå og forholde sig til. Samtidig er der mange forskellige lovregler, vejledninger, tiltag og anbefalinger fra forskellige aktører, som kan være vanskelige for både myndigheder og folketingsmedlemmer at navigere i, når der skal udarbejdes og behandles lovforslag med digitalisering og teknologi, herunder kunstig intelligens.

Selvom Folketinget har fået både et Digitaliseringsministerium og et stående udvalg for Digitaliserings- og It, der har bidraget til at få digitalisering på den politiske dagsorden, er der stadig mange folketingsmedlemmer, der ikke forholder sig til digitalisering og ny teknologi i lovgivningsarbejdet. Flere af de få folketingsmedlemmer, der specifikt udtaler sig om digitalisering, oplever, at den politiske debat på området er præget af blind teknologioptimisme og digitaliseringens mange fordele, og at der er alt for lidt fokus på digitaliseringens konsekvenser for rettigheder og retssikkerhed.

Den overordnede oplevelse blandt de folketingsmedlemmer, som Justitia har talt med, er, at Udvalget for Digitalisering og It har skabt et større politisk fokus på digitalisering i lovgivningsprocessen og givet bedre rammer for en tværgående behandling af lovforslag med digitalisering og ny teknologi. Oplevelsen er dog også, at der stadig er udfordringer, som besværliggør digitaliseringsordførernes arbejde. Blandt disse udfordringer kan nævnes andre politiske prioriteringer, øvrige ordførerskaber og varierende inddragelse af digitaliseringsordføreren i behandlingen af lovforslag på andre udvalgsområder. Der er således flere faktorer, der kan føre til, at potentielt problematiske lovforslag med digitalisering og ny teknologi vedtages uden større politisk debat, fordi kontroversielle aspekter overses.

Folketingsmedlemmerne er i høj grad afhængige af høringssvar fra eksperter og praktikere for at forstå digitaliseringens udfordringer og faldgruber. Samtidig er de afhængige af, at ministerierne grundigt og lødigt angiver både positive og negative konsekvenser ved lovforslag. Disse værktøjer er af særlig stor betydning, når der er tale om digitalisering og ny teknologi, som kan være vanskelig at forstå, og som kan have komplicerede og utilsigtede konsekvenser. Justitias undersøgelse viser, at både høringer og konsekvensvurderinger halter efter, og flere savner konkret mere større inddragelse af fagligt funderede aktører, større fokus på borgerperspektivet og de potentielle negative konsekvenser, som digitalisering og ny teknologi kan have for samfundet. Som lovgivningsprocessen er indrettet nu, er der risici for at folketingsmedlemmer overser kontroversielle og potentielt problematiske digitaliseringselementer i lovforslag, fordi processen ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser, at der kræves særlig viden om området.

Anbefalinger

Uafhængigt Lovråd

Justitias rapport viser, at mange folketingsmedlemmer har svært ved at sætte sig grundigt ind i de forskellige lovforslag. Rapporten peger også på, at folketingsmedlemmerne har begrænsede ressourcer til rådighed til at hjælpe dem med at vurdere lov- og beslutningsforslags konsekvenser og deres forenelighed med grundloven, internationale forpligtelser og anden lovgivning. Derudover har folketingsmedlemmerne begrænset adgang til faglig viden og sparring. Det skaber en for stor videns- og ressourcemæssig asymmetri, som udfordrer Folketingets mulighed for at føre demokratisk kontrol.

Justitia anbefaler:

  • At der ved lov nedsættes et uafhængigt Lovråd under Folketinget.

Et lignende uafhængigt Lovråd blev tidligere foreslået af Socialistisk Folkeparti i 1992 ved et beslutningsforslag. Dansk Folkeparti foreslog i 2022 en model bestående af juridiske universitetsprofessorer. Ingen af forslagene er blevet realiseret.

Et Lovråd bør efter Justitias opfattelse bl.a. indebære:

  • At Lovrådet skal kunne vurdere lov- og beslutningsforslags kvalitet, herunder forfatningsretlige og menneskeretlige konsekvenser samt overholdelse af internationale forpligtelser. Opgaver som i dag varetages af Folketingets lovsekretariat, f.eks. rådgivning af Folketingets formand, Præsidiet, folketingsudvalg og folketingsmedlemmer om statsforfatningsret, parlamentarisk-juridiske regler, kan muligvis også blive varetaget af Lovrådet.
  • At borgerforslag skal kunne henvises til vurdering i rådet, da det vil kunne styrke den lovtekniske kvalitet og dermed borgernes indflydelse på lovgivning i Danmark.
  • At udpegningen af Lovrådets medlemmer skal understøtte uafhængighed. Dette kan f.eks. indebære en udpegningsproces som ved udpegningen af Folketingets Ombudsmand. Alternativt kan der ligesom ved Rigsrevisionen ansættes en ansvarlig chef efter en indstillingsproces.
  • At der oprettes et selvstændigt sekretariat til Lovrådet.
  • At Lovrådets sekretariat skal bestå af eksperter inden for bl.a. jura, økonomi og samfundsvidenskab. Andre fagområder som f.eks. landbrug, miljø og digitalisering kan også være relevante. Under alle omstændigheder bør Lovrådet sikres tilstrækkelig ekspertise og mangfoldighed inden for de relevante fagområder, så rådet kan levere kvalificerede og dækkende vurderinger af lov- og beslutningsforslag.
  • At Lovrådet efter anmodning fra folketingsmedlemmerne eller Folketingets udvalg skal kunne give faglig sparring om lov- og beslutningsforslag.
  • At Lovrådet skal have kompetence til at få adgang til fuld aktindsigt i det lovforberedende arbejde i ministerierne og indkalde repræsentanter for offentlige myndigheder og organisationer til en drøftelse.

Styrkelse af den tværministerielle kontrol med lovkvalitet

Fagministerierne har behov for faglig sparring under udarbejdelse af lovforslag. Dette foregår i dag hovedsageligt internt i ministerierne og ved Justitsministeriets Lovkvalitetskontor, hvortil alle lovforslag bliver indsendt med henblik på en vurdering af lovforslags forhold til grundloven og Danmarks internationale forpligtelser, herunder menneskerettighederne. Justitias rapport viser imidlertid, at der er behov for at sikre en styrkelse af lovforslagenes kvalitet.

Justitia anbefaler:

  • At Justitsministeriets Lovkvalitetskontor udvides med henblik at kunne give en mere dybdegående faglig sparring til fagministerierne.
  • Det bør samtidig overvejes at omplacere Lovkvalitetskontoret for at undgå situationer, hvor der kan opstå tvivl om kontrollens uafhængighed.

Vedrørende sidstnævnte bemærkes, at det allerede følger af regeringsgrundlaget fra december 2022, at der skal gennemføres en analyse af Justitsministeriets ressort, hvor det skal belyses, hvordan der kan ske en opsplitning af ministeriet således, at der oprettes et selvstændigt Ministerium for National Sikkerhed, mens den resterende del af ministeriet skal stå vagt om de regler og opgaver, som har grundlæggende betydning for retsstaten og demokratiet mv.

Efter Justitias vurdering vil en sådan opdeling af Justitsministeriet med de rigtige forudsætninger kunne åbne op for at skabe en styrket lovkvalitet og lovgivningsproces på tværs af de forskellige ressortministerier med øget fokus på retsstatslige principper, retssikkerhed og grundlæggende rettigheder. Samtidig vil der kunne sikres en mere uafhængig rådgivning og vurdering af lovforslag, der regulerer politi, anklagemyndighed og PET, hvilket kan skabe en mere gennemsigtig og effektiv ansvarsfordeling. Samtidig skal der selvfølgelig sikres tilstrækkelige ressourcer og autoritet til den del af ministeriet, hvor Lovkvalitetskontoret skal placeres.

Styrkelse af folketingsmedlemmernes parlamentariske værktøjer

Det er naturligvis vigtigt, at folketingsmedlemmer har de fornødne ressourcer til at føre kontrol med regeringen og vurdere de lov- og beslutningsforslag, som regeringen fremsætter. Justitias rapport viser dog, at der stor forskel på, hvor mange ressourcer det enkelte folketingsmedlem har til rådighed. Dette gælder i særlig høj grad folketingsmedlemmer i mindre partier og folketingsmedlemmer uden for partigruppe.

Justitia anbefaler:

  • At der skal tildeles flere ressourcer direkte til de enkelte folketingsmedlemmer, og at det samtidig skal sikres, at alle folketingsmedlemmer har adgang til et nærmere fastsat minimum af ressourcer til sekretariatsbistand, rådgivning mv.
  • At antallet af konsulenter, som folketingsmedlemmer og udvalg har adgang til, skal øges. I dag er der fokus på at have konsulenter til økonomiske, EU-politiske og juridiske emner, men der er ifølge Justitias rapport behov for at udvide ekspertisen inden for andre områder, f.eks. digitaliseringsområdet, som der generelt mangler viden om.
  • At Folketinget etablerer en ordning, der sikrer, at folketingsmedlemmer i øget omfang har mulighed for at få tekniske gennemgange af lovforslag fra ministerierne.

Introforløb til nye folketingsmedlemmer om det parlamentariske arbejde

Justitias rapport viser, at flere nye folketingsmedlemmer har begrænset erfaring med det parlamentariske arbejde og mangler viden om de hjælpemidler, som der er adgang til, som folketingsmedlem.

Justitia anbefaler:

  • At folketingsmedlemmerne altid skal tilbydes undervisning i effektiv parlamentarisk kontrol gennem et grundigt introforløb med fokus på bl.a. grundlæggende regler og processer i Folketinget, analyse af lovforslag, budgetter og lign. samt metoder til at udøve kontrol med regeringens lov- og beslutningsforslag.

 

Nye rammenotater til lovforslag

Justitias rapport viser, at mange folketingsmedlemmer har svært ved at overskue de mere og mere omfangsrige og tekniske lovforslag, hvilket også hænger sammen med begrænsede ressourcer og tid til det parlamentariske arbejde.

Justitia anbefaler:

  • At ministerierne skal forpligtes til at udarbejde ensartede strukturerede notater til alle lovforslag, som fremsættes i Folketinget.

Et sådant værktøj kendes allerede fra EU-området, hvor ministerierne udarbejder korte og strukturerede notater til Folketinget, som skal lette folketingsmedlemmernes arbejde.

Ved fastsættelse af notaternes indhold skal følgende tages i betragtning:

  • Notatet skal indeholde en kort og overskuelig redegørelse for lovforslagenes hovedelementer og konsekvenser, f.eks. formål og baggrund, en oversigt over de vigtigste punkter, en vurdering af de retssikkerhedsmæssige, rettighedsmæssige, økonomiske og administrative konsekvenser samt en analyse af forholdet til eksisterende lovgivning.
  • Notatet skal angive, om lovforslaget indeholder digitalisering og anvendelse af ny teknologi. Dette bør også omfatte en overordnet beskrivelse af den teknologiske løsning, datakvalitet, samt konsekvenser og risici, særligt i forhold til borgere og virksomheders rettigheder og retssikkerhed, samfundsmæssige værdier samt øvrige dataetiske konsekvenser.
  • For at sikre, at notaterne opfylder folketingsmedlemmernes konkrete behov, bør der gennemføres en indledende undersøgelse af, hvilke punkter folketingsmedlemmerne har behov for at få medtaget i et sådant notat.

Fyldestgørende konsekvensvurderinger

Justitias rapport viser, at de obligatoriske konsekvensvurderinger i lovforslag har stor betydning for folketingsmedlemmernes vurdering af fremsatte lovforslag, men mange folketingsmedlemmer mener, at konsekvensvurderingerne mangler oplysninger og generelt er for kortfattede, samt at det kan være svært at gennemskue, om der er taget højde for alle relevante aspekter.  Hertil kommer, at nogle folketingsmedlemmer ikke har tillid til konsekvensvurderinger, fordi de bliver udarbejdet af embedsværket, som betjener regeringen.

Justitia anbefaler:

  • At der etableres en overordnet struktur for konsekvensvurderingerne, som kan sikre øget ensartethed og gennemsigtighed på tværs af forskellige politikområder.
  • At det gøres obligatorisk for alle fagministerier at redegøre for eventuelle konsekvenser i forhold til grundloven og forholdet til Danmarks internationale forpligtelser, herunder grundlæggende menneskerettigheder, samt borgernes og erhvervslivets retssikkerhed.
  • At det gøres obligatorisk for alle fagministerier at redegøre for eventuelle dataetiske konsekvenser, hvilket vil sikre, at også dataetik får en mere central betydning ved vurderingen af lovforslags konsekvenser.

Det bemærkes, at Justitia og flere andre aktører tidligere har fremsat lignende anbefalinger. I marts 2022 fremsatte en række folketingsmedlemmer fra Socialistisk Folkeparti et beslutningsforslag om bedre datasikkerhed og dataetik. Med beslutningsforslaget foreslog initiativtagerne, at det skulle være obligatorisk at foretage en konsekvensvurdering ved behandlingen af borgernes data, for derigennem at sikre transparens og et bedre, mere oplyst beslutningsgrundlag. Beslutningsforslaget blev ikke vedtaget.

Det bemærkes endvidere, at der allerede er udviklet værktøjer, der kan understøtte obligatoriske dataetiske konsekvensvurderinger af lovforslag, bl.a. de dataetiske reflektionsværktøjer, som Dataetisk Råd har udarbejdet. Justitias undersøgelser af en række lovforslag viser, at lovforslagenes dataetiske konsekvenser ofte ikke har været tydeligt angivet.

I februar 2024 fremsatte flere folketingsmedlemmer fra Det Konservative Folkeparti et beslutningsforslag om, at alle lovforslag skal indeholde en vurdering af lovforslags konsekvenser for danske virksomheders retssikkerhed.[5] Forslaget er endnu ikke færdigbehandlet.

Let tilgængelige lovforslag og lovgivning

Justitias rapport viser en stigende lovgivningsvolume, og at der ofte anvendes et for folketingsmedlemmerne uklart sprog. Det gør det vanskeligt for folketingsmedlemmerne at varetage deres opgaver i lovgivningsprocessen, ligesom det skaber uklarhed for både borgere og virksomheder, når de skal forudsige deres retsstilling.

Justitia anbefaler:

  • At der indføres et grundlæggende princip i vejledningen om lovkvalitet om, at lovgivning generelt skal skrives i et letforståeligt sprog, som samtidig er let at administrere for de offentligt ansatte. Der skal også tages klar stilling til kriterier, begreber og undtagelser.
  • At der indføres en bestemmelse i vejledningen om lovkvalitet om, at lovforslag skal indeholde alle væsentlige elementer til forståelse af et lovforslags indhold og konsekvenser. Samtidig bør al overflødig tekst og gentagelser undgås for at forhindre unødig kompleksitet.
  • At der indføres en bestemmelse i vejledningen om lovkvalitet om, at bunkelovforslag skal undgås og at samlinger af forskellige lovforslag generelt skal holdes på et absolut minimum.
  • At det – med henblik på at lette overskueligheden i lovgivningen og det efterfølgende implementeringsarbejde – indskrives i vejledningen om lovkvalitet, at fagministerierne så vidt muligt bør mindske antallet af ændringslove pr. lov ved at samle løbende ændringer til hver lov i flere samlede lovforslag.
  • At der – med henblik på at lette overskueligheden i lovgivningen – indføres et obligatorisk krav i vejledningen om lovkvalitet om, at lovændringer løbende skal suppleres med lovbekendtgørelser, som sammenskriver den gældende lovgivning.

Juridisk ramme for høringsproces

Justitias rapport viser, at mange folketingsmedlemmer i høj grad baserer deres vurdering af lovforslag på høringssvar. På trods af høringssvarenes vigtige funktion, er høringsprocessen ikke reguleret ved lov, men er omfattet af vejledende retningslinjer til embedsværket. Justitias rapport viser også, at der er flere tilfælde af uensartede og usystematiske høringsprocesser, hvor høringsfrister er for korte og/eller inddrager ferie og helligdage, samt hvor høringslister er ukomplette.

Justitia anbefaler:

  • At regeringen fremsætter forslag til en regulering af lovforslags høringsproces, som ministerierne som udgangspunkt har pligt til at følge.

Den nye juridiske ramme bør omfatte:

  • Klare kriterier for, hvem der bør inddrages under høringsprocessen. Dette inkluderer berørte borgere, interesseorganisationer, erhvervslivet, faglige eksperter og andre relevante aktører. Dette vil i højere grad kunne sikre, at høringsprocessen er åben for alle relevante parter, herunder at nogle interessegrupper ikke favoriseres på bekostning af andre.

Reguleringen skal som minimum omfatte krav om følgende:

  • Offentliggørelse af lovforslag i god tid inden høringen.
  • Høringsfrister på minimum 4 uger.
  • Høringsfristen skal ligge i rimelig tid før fremsættelsen af lovforslaget i Folketinget.
  • Løbende offentliggørelse af indsendte høringssvar, uanset om lovforslaget fremsættes.
  • Udarbejdelse af høringsnotat af det relevante fagministerium.

I de tilfælde, hvor lovforslag indeholder digitalisering og anvendelse af ny teknologi, skal der – med henblik på belysning af potentielle konsekvenser og risici – være krav om følgende:

  • Obligatorisk inddragelse af alle væsentlige aktører, der har fokus på databeskyttelse, dataetik, sikker anvendelse af AI, grundlæggende rettigheder og retssikkerhed samt forvaltningsretlige retsgarantier.

Justitsministeriet har tidligere vurderet, at indførelse af en juridisk ramme for høringsprocessen vil være grundlovsstridig. Hvis dette fortsat er vurderingen, anbefaler Justitia, at kravene til høringsprocessen som minimum indføres i Folketingets forretningsorden.

Regler for hastelovgivning

Justitias rapport viser, at hastelovgivning indebærer forkortede eller ingen høringsperiode, begrænset parlamentarisk debat og hurtig afstemning, hvilket kan betyde, at vigtige detaljer overses, og at der ikke er tilstrækkelig tid til at inddrage relevante interessenter.

Justitia anbefaler:

  • At der i Folketingets forretningsorden defineres klare kriterier for, hvornår et lovforslag kan behandles som hastelovgivning, herunder kriterier for vurdering af uforudsigelighed og risiko for samfundskonsekvenser.
  • At regeringens begrundelser for hastelovgivning skal offentliggøres på Folketingets hjemmeside hurtigst muligt.

At der skal indføres en obligatorisk evaluering af vedtagne hastebehandlede lovforslag inden for en nærmere fastsat periode, f.eks. i form af solnedgangsklausuler og revisionsbestemmelser.


Share.

About Author

Vicedirektør / COO

Comments are closed.