Læs Jacob Mchangamas svar på Amnestys replik:
Jeg havde for nylig en kronik i Politiken, hvor jeg kritiserede en Amnesty-rapport om hadsk tale for bl.a. at bygge på en metodisk svag tilgang og underminere ytringsfriheden. Amnesty har nu svaret – men uden at adressere vigtige dele af min kritik.
Først og fremmest er vigtigt for mig at nævne, at jeg er ikke fortaler for hverken en hårdere tone eller legitimering af racistiske ytringer, men ytringsfriheden er en grundlæggende rettighed, der bør beskyttes, også når den udfordres af stødende eller hadefulde udtalelser. At udvide love mod hadsk tale kan have utilsigtede konsekvenser, hvor censur risikerer at ramme netop de grupper, man ønsker at beskytte, og skabe øget selvcensur og retsusikkerhed. I stedet for at begrænse ytringsfriheden bør vi bekæmpe hadsk tale med oplysning, modargumenter og demokratisk engagement. Det er med det udgangspunkt, jeg har kritiseret Amnestys rapport.
Helt centralt i min kritik var, at Amnesty baserer sin rapport på et ikke-repræsentativt spørgeskema og en ekstrem selektiv gengivelse af Justitsministeriets offerrapporter. Amnesty undlader helt at svare på dette, hvilket kun kan tolkes som en stiltiende erkendelse af, at rapportens grundlæggende præmisser hviler på et særdeles svagt grundlag.
I stedet påstår Amnesty, at min kritik bygger på en ” række fejlagtige og faktuelt forkerte gengivelser af vores rapport”. Jeg kritiserede bl.a., at Amnesty udover racismeparagraffen inddrager en ekstremt vidtgående definition af hadsk tale, der bl.a. sidestiller tale med vold. Amnesty hævder, at de alene tager udgangspunkt i gældende lov og straffelovens § 266 b, men på side 11 i deres rapport står det:
”I denne rapport forholder Amnesty sig både til den juridiske definition i § 266 b stk. 1 og til en bredere definition, der inkluderer ytringer, der kan medvirke til at afskrække borgere fra at bruge deres ytringsfrihed og deltage i den demokratiske debat.”
Efter denne tekst følger en faktarubrik, hvor Amnesty selv sætter deres definition ved siden af racismeparagraffens ordlyd. Hvis Amnesty alene ville forholde sig til racismeparagraffen, giver det ingen mening, at de eksplicit inddrager og henviser til deres egen, udvidede definition af hadsk tale.
Amnesty snyder på vægten, når de tager Ytringsfrihedskommissionens betænkning til støtte for deres konklusion om, at racismeparagraffen bør udvides og håndhæves mere hyppigt over for hadsk tale.
Det er fuldstændig korrekt, at Ytringsfrihedskommissionen påpegede retsusikkerhed i forhold til f.eks. udbredelseskriteriet. Ingen ædruelig fortolkning af betænkningen kan dog være i tvivl om, at kommissionens bekymring var, at denne retsuklarhed skaber risiko for selvcensur, grundet frygten for strafferetlige konsekvenser.
På betænkningens side 530, i et afsnit der særligt omhandler racismeparagraffen, fremgår det:
”Kommissionen finder det desuden afgørende, at sådanne straffebestemmelser – også i deres anvendelse i praksis – fremstår tilstrækkeligt klare og præcise, således at borgerne med en rimelig grad af sikkerhed kan forudse, hvilke ytringer der i sidste ende vil kunne medføre et strafansvar. I modsat fald vil det have en såkaldt ’chilling’-effekt, hvorved uklarheden i forhold til det strafbare område fører til en tilbageholdenhed i forhold til at ytre sig i den offentlige debat.”
At denne retsuklarhed er en trussel mod ytringsfriheden, understreges yderligere af Ytringsfrihedskommissionens generelle anbefaling:
”Det er vigtigt at sikre, at man alene straffes for ytringsindhold, som man med rimelig sikkerhed har udtalt, og ikke hvad man kan tænkes at have ment med sin udtalelse. Ingen bør efter kommissionens opfattelse således kunne risikere strafansvar, fordi et udsagn tillægges et meningsindhold, som ikke er udtrykkeligt udtalt, og som heller ikke med rimelig stor sikkerhed kan udledes af sammenhængen.”
Denne anbefaling stammer fra norsk retspraksis, som Amnesty ellers peger på som inspiration for at udvide racismeparagraffen.
Mens et mindretal på tre medlemmer af Kommissionen (inklusiv undertegnede) anbefalede, at racismeparagraffen indskrænkes, er det værd at bemærke, at selv flertallet, der ønskede at bevare racismeparagraffen uændret, udtalte:
”Flertallet bemærker i den forbindelse, at bestemmelsen i praksis (bør) anvendes restriktivt og under hensyn til ytringsfriheden, så der kun dømmes for overtrædelse af bestemmelsen i grovere tilfælde.”
Kommissionen udtalte også:
”Efter kommissionens opfattelse er det afgørende, at det også fremover sikres, at straffelovens § 266 b anvendes restriktivt.”
Den påpegede desuden, at der kan findes eksempler på, at paragraffen er blevet anvendt på en måde, der ikke lever op til grovhedskriteriet.
Endelig afviste er flertal i Kommissionen at udvide racismeparagraffen til flere grupper.
Ifølge Amnesty tager deres rapport udgangspunkt i virkeligheden, mens min kritik er en skrivebordstilgang. Men jeg fremlagde en række konkrete eksempler på, hvordan love mod hadsk tale har ført til bekymrende begrænsninger af ytringsfriheden i demokratiske lande som Tyskland, Frankrig og Storbritannien, og hvordan de ofte rammer de minoriteter, som Amnesty hævder at ville beskytte. Denne virkelighed ignorerer Amnesty fuldstændigt i deres svar.
Men man kan sagtens bekymre sig om hadsk tale og en hård tone i debatten og foreslå løsninger, der benytter sig af, snarere end underminerer ytringsfriheden. I The Future of Free Speech (Justitias amerikanske søsterorganisation) har vi eksempelvis undervist hundredvis af aktivister og menneskerettighedsforkæmpere verden over i, hvordan man kan bruge ‘counterspeech‘ til at imødegå hadsk tale.
Amnesty synes dog fast besluttet på at fastholde en bekymrende logik: Hvis Folketinget blot udvider love mod hadsk tale, så politi og anklagemyndighed kan føre flere sager mod borgere, der udtaler sig kontroversielt, vil det styrke snarere end svække ytringsfriheden. Denne logik er mildest talt problematisk for en organisation, der hævder at forsvare menneskerettigheder.
