Forskningsartikel – Konsekvenser ved ophævelse af blasfemiparagraffen

I 2011 anmodede daværende justitsminister Lars Barfoed (K) Straffelovsrådet om en udtalelse vedrørende ophævelse af straffelovens § 140 (”blasfemiparagraffen”). Ifølge kommissoriet skal Straffelovsrådet vurdere de juridiske konsekvenser, samt fordele og ulemper ved en eventuel ophævelse af bestemmelsen. Justitia har i en ny forskningsartikel, som er udgivet i Tidsskriftet for Kriminalret Nr. 9 2014, set på de forhold, Straffelovsrådet er blevet pålagt at undersøge, samt på anvendelsen af og udviklingen i blasfemiparagraffen i et historisk perspektiv. På den baggrund vurderer artiklen mulighederne for og konsekvenserne af en eventuel afskaffelse af § 140.

”Blasfemiparagraffens historiske udvikling viser en stadig mere tilbageholdende tiltale- og domspraksis. Der er således kun truffet afgørelse efter str. § 140 få gange, hvor seneste tiltale var i 1971. Ligesom Rigsadvokaten, af hensyn til ytringsfriheden, har undladt at rejse tiltale i tilfælde, hvor man ellers mente, at paragraffen var overtrådt. På den baggrund må man konkludere, at der formentlig næppe vil være egentlige retlige konsekvenser forbundet med en ophævelse af blasfemiparagraffen”, siger direktør Jacob Mchangama, Justitia.

”Heller ikke i Danmarks internationale forpligtelser er der grundlag for at bevare blasfemiparagraffen. Den strider ikke i sig selv med ytringsfriheden i den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), men konventionen indeholder heller ikke nogen positiv forpligtelse til at kriminalisere blasfemi. Derimod må det antages, at § 140 er uforenelig med artikel 19 i FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, der dog alene udgør et fortolkningshensyn i dansk ret”, siger direktør Jacob Mchangama, Justitia.

”Spørgsmålet om, hvorvidt blasfemiparagraffen bør ophæves, beror derfor primært på retspolitiske snarere end retlige betragtninger. Imod en ophævelse kan anføres, at det internationalt kan blive opfattet som en unødig provokation med risiko for diplomatiske kriser og terrortrusler, ligesom det ikke fuldstændigt kan udelukkes, at blasfemiparagraffen har en præventiv effekt i forhold til indholdet af den offentlige debat. En ophævelse kan derfor risikere at medføre en stigning i antallet af grove og forhånende ytringer mod trosretninger og øget ængstelse blandt medlemmer af religiøse minoriteter”, siger direktør Jacob Mchangama.

”For en ophævelse taler derimod, at § 140 udgør en begrænsning af ytringsfriheden, som er en fundamental værdi i en demokratisk retsstat. Derudover er bestemmelsens indhold uklart, ligesom beskyttelsen af religiøse følelser er uforenelig med et lighedsprincip, eftersom sekulære livsopfattelser ikke er omfattet af samme beskyttelse. Det forhold, at blasfemiparagraffen ikke længere håndhæves, er ikke en uigenkaldelig garanti for, at det aldrig vil blive tilfældet i fremtiden. Under Muhammedkrisen udtrykte danske jurister ønske om en håndhævelse og skærpelse af paragraffen, ligesom der i lande som Holland og Norge har været fremsat ønsker om at genoplive blasfemiparagraffer. Da en religiøs fundamentalist myrdede den hollandske filminstruktør Theo Van Gogh, foreslog den daværende hollandske justitsminister, at landets sovende blasfemiparagraf skulle håndhæves for at forhindre fremtidig religiøs vold”, påpeger Mchangama.

Der synes ikke at være noget empirisk grundlag for at blasfemiparagraffer udgør et præventivt værn i forhold til religiøst betinget vold og social uro. Internationalt set er det et fåtal af europæiske stater og liberale demokratier, der stadig kriminaliserer blasfemi. I størstedelen af de lande, der bibeholder et sådant forbud, anvendes bestemmelserne ofte til at undertrykke religiøse minoriteter og forhindre kritik af magthavere og dominerende religiøse institutioner.

”At bibeholde en bestemmelse, hvis indhold ikke længere stemmer overens med et samfunds grundlæggende værdier ud fra en potentiel risiko for, at ekstremister vil begå vold, synes at være en betænkelig legitimering af anti-demokratiske værdier. En fastholdelse af blasfemiparagraffen gør det samtidigt sværere på troværdig vis at kritisere blasfemibestemmelser og håndhævelsen deraf i ikke-demokratiske lande. I et demokratisk samfund, som det danske, bør hensynet til grundlæggende frihedsrettigheder gå forud for mere pragmatiske hensyn. På den baggrund synes det på høje tid at ophæve straffelovens § 140”, anbefaler direktør Jacob Mchangama, Justitia.

Artiklen er blevet optaget i Tidsskrift for Kriminalret. Artiklen er således gengivet fra Karnov Group Denmark A/S

Læs hele forskningsartiklen i Tidsskrift for Kriminalret