|
|---|
Universiteter udfylder en særlig rolle i en demokratisk retsstat. Som en videns- og kulturbærende institution er universitetets rolle i samfundet at generere og formidle nye opdagelser og viden samt at uddanne studerende og det omkringliggende samfund til selvstændighed og kritisk stillingtagen. For at kunne opfylde den rolle kræver det, at universiteterne ikke er underlagt ideologiske eller politiske begrænsninger, eller i det hele taget er drevet af andre interesser end at søge sandheden ved at teste, debattere og udfordre gældende hypoteser, teorier og dogmer.Akademisk frihed – herunder omfattende ytringsfrihed for både ansatte og studerende – udgør derfor en nødvendig forudsætning for universiteternes evne til at leve op til formålet. Ifølge internationale opgørelser er Danmark faldet fra i 2001 at være det land i Norden, som scorede højst på den faktiske akademiske frihed, til i 2021 at være landet på en sidsteplads. På trods af at den akademiske frihed generelt set har gode vilkår på danske universiteter, går tendensen således i den forkerte retning – ligesom vi halter bagefter de øvrige nordiske lande på et tidspunkt, hvor den akademiske frihed også er under kraftigt pres på globalt plan.
Den akademiske frihed kan komme under pres fra mange sider. Det gælder det politiske niveau, hvor der kan være et ønske om, at forskning og formidling af resultater forfølger bestemte formål, der afspejler politiske prioriteringer, eller som endog bakker bestemte politiske dagsordener op. Der kan også opstå politiske ønsker om at begrænse bestemte former for videnskabelige discipliner, teorier eller sågar bestemte forskere, hvis forskning og ideer falder i unåde. Desuden kan der opstå pres fra eksterne parter. Enten fordi de finansierer forskningsprojekter, og dermed kan have et ønske om at prioritere, fremhæve eller undertrykke bestemte former for forskning og resultater – eller fordi de af andre årsager har en stærk interesse i forskningen. Der har således været grelle eksempler på eksterne interessers indblanding i både forskning og formidling af forskningsresultater. Det gælder f.eks. sagen om en internationalt anerkendt forsker, hvis forskningsresultater omkring lavfrekvent støj i forbindelse med vindmøller, angiveligt blev forsøgt underkendt og tiet ihjel, og endte med en fyring.
Den akademiske frihed kan også komme under pres fra studerende og universitet selv. Det var f.eks. tilfældet, da Københavns Universitet i kølvandet på #MeToo i 2018 annoncerede nye retningslinjer vedrørende krænkende adfærd, der i mindst én sag blev anvendt i en klagesag vedrørende en lektor på universitetet. De nye retningslinjer blev mødt med massiv kritik fra både studerende, ansatte og andre, som anså retningslinjerne som en indskrænkning af ansattes og studerendes ytringsfrihed og dermed en udhuling af den akademiske frihed.
Siden da har den akademiske frihed været til heftig debat både i og uden for Folketinget. Flere politiske partier har bl.a. beskyldt visse forskere for overdreven aktivisme, ligesom det er blevet foreslået at skrive de såkaldte Chicago-principper – der har til formål at beskytte ytringsfriheden på universiteter – ind i dansk lovgivning.
Spørgsmålet er, hvor godt beskyttet den akademiske frihed er i Danmark?
Det spørgsmål forsøger Justitia at besvare med denne komparative analyse af den retlige beskyttelse af den akademiske frihed i Danmark, Norge, Sverige og Finland.
Analyseresultater og anbefalinger
Analysen viser helt overordnet, at den danske universitetslov ikke beskytter den akademiske frihed i samme udstrækning, som det er tilfældet med lignende love i Norge, Sverige og Finland.
Den danske universitetslov beskytter kun forskningsfriheden, mens både de norske og svenske universitetslove beskytter den langt bredere akademiske frihed, som også udtrykkeligt indebærer respekt for ansattes og studerendes ytringsfrihed. Finland beskytter både forsknings- og undervisningsfriheden og tilmed på grundlovsniveau.
Analysen viser samtidig, at Danmark er gået fra at være det land i Norden, som scorede højest på den faktiske akademiske frihed, til nu at være placeret på en sidsteplads.
På baggrund af analysens resultater anbefaler Justitia:
- At universitetsloven ændres, så den akademiske frihed – herunder studerendes og ansattes ytringsfrihed – tildeles udtrykkelig beskyttelse.
Det vil i højere grad, end det i dag er tilfældet, beskytte universiteterne mod politisk pres og indblanding og dermed cementere universiteternes utvetydige uafhængighed af andre interesser. Det vil ligeledes mere specifikt, end det er tilfældet i dag, sikre undervisningsfriheden og ytringsfriheden for ansatte og studerende. Dermed forhindrer man, at universiteterne ofrer ansattes og studerendes ytringsfrihed som følge af ledelsens reaktion på konkrete eller bredere samfundsmæssige kontroverser, herunder øget pres for at imødegå ”krænkende” ytringer. Dermed vil man grundlæggende beskytte universitetets fortsatte eksistens som samfundsbærende rolle og kilde til udvikling og udbredelse af videnskab og stræben efter sandhed. Samtidig vil lovfæstelse af den akademiske frihed være tilstrækkelig rummelig til, at universiteterne kan formulere deres egne retningslinjer. Forud for en sådan ændring kan det overvejes at nedsætte en kommission, med en bred repræsentation af universitetsansatte og eksperter, som skal definere den akademiske frihed i dansk kontekst.
