Firhedspris 2010

0

CEPOS’ Frihedspris på 300.000 kr. til den cubanske blogger Yoani Sánchez

Den borgerlig-liberale tænketank CEPOS har indstiftet en frihedspris, der fremover vil bliver uddelt årligt. Prisen går i år til den cubanske systemkritiker Yoani Sánchez, der via sin blog ‘Generación Y’ insisterer på at gøre brug af sin ytringsfrihed til at kritisere forholdene på Cuba. Dette på trods af, at andre cubanere har fået årelange fængselsdomme af det kommunistiske regime for selv mild kritik.

“På trods af store personlige omkostninger udviser Yoani Sánchez et utroligt mod ved at ytre sig, og ytre sig kritisk, om det samfund hun lever i. Ene kvinde og med store personlige omkostninger, har hun formået at holde fokus på en af verdens diktaturstater. Det vil vi gerne belønne,” siger CEPOS’ direktør Martin Ågerup, som i den forgangne uge mødtes med Sánchez på Cuba.

Yoani Sánchez har skrevet bloggen ‘Generación Y’ siden 2007. Den opnåede så stor lokal og global opmærksomhed, at myndighederne allerede året efter spærrede for tilgangen til bloggen fra alle offentlige computere på Cuba. Imidlertid har Yoani Sánchez’ ord og tanker takket være internettet ikke været til at stoppe – hver af hendes blogindlæg bliver løbende oversat af frivillige verden over til 15 sprog.

Yoani Sánchez lever en tilværelse med chikane og mistænkeliggørelse fra de cubanske myndigheder. Hun har ikke noget egentligt arbejde, men ernærer sig periodisk som tolk for bl.a. tyske turister. Da hun begyndte at blogge, måtte hun købe sig adgang til nettet via hoteller, hvor udenlandske turister bor, fordi almindelige cubanere ikke har internetadgang. Prisen for en times internetadgang svarede til en kvart månedsløn for en almindelig cubaner.

Yoani Sánchez advarer mod at se hendes blog som et udtryk for, at der er ytringsfrihed på Cuba.

“Tværtimod er den et udtryk for folks dristighed, at det selv i en sammenhæng, hvor der hverken er frihed eller teknologisk infrastruktur til at ytre sig, er det lykkedes at kommunikere med omverdenen,” siger hun.

CEPOS har inviteret Yoani Sánchez til København til en prisoverrækkelse i en nær fremtid. “Sánchez er tidligere blevet nægtet udrejsetilladelse, men denne gang både håber og forventer vi, at de cubanske myndigheder vil lade hende komme til Danmark for at i egen person at modtage prisen”, slutter Martin Ågerup.

Yderligere oplysninger

Fakta: Yoani Sánchez er født i Havana, Cuba i 1975. Spansk filolog med speciale i moderne latinamerikansk litteratur.

Share.

About Author

Comments are closed.