Justitia med i forarbejdet til ny epidemilov

0

Da corona-epidemien ramte Danmark i marts måned, stod det klart, at den danske epidemilov var voldsomt forældet. Derfor fulgte en række meget hastige lovændringer, som lagde omfattende bemyndigelser i hænderne på regeringen. Det forløb har Justitia gennemgået i rapporten “Retsstaten og covid-19”, der blev udarbejdet med støtte fra Dreyers Fond.

Nu er arbejdet med en helt ny epidemilov begyndt, da den hastevedtagne marts-epidemilov udløber til marts 2021. Målet er at få en lov, der er så gennemtænkt, at vi ikke i fremtiden igen skal hastelovgive for at imødegå en ny epidemi, uanset hvilken karakter, den måtte have.

Justitia er heldigvis blevet inddraget i den proces på baggrund af rapporten.

Her følger en kondenseret version af et oplæg, som Justitias direktør Jacob Mchangama tirsdag holdt for Folketingets Følgegruppe for covid-19 og sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke. Oplægget berører kun en del af de samlede anbefalinger, der kan læses (side 107-110) her.

“Situationen i marts 2020 var svær, og det er forståeligt, at det gik meget hurtigt. Men nu har vi tid til at tænke os bedre om.

Vi skal huske, at det virkelige værn imod en farlig sygdom som covid-19 er befolkningens tillid. Tillid til, at det giver mening at følge myndighedernes påbud og anbefalinger. Og tillid til at påbud og anbefalinger er fornuftige, velunderbyggede og politisk velafbalancerede. Den tillid skal en ny epidemilov være med til at sikre.

Justitias rapport “Retsstaten og Covid-19” har tre overordnede anbefalinger til en ny lov:

1) Den nye epidemilov skal være mere proportionalt afvejet.

Proportionaliteten er helt afgørende for, hvilke indgreb der er berettigede. Det er klart, at da vi midten af marts stod med et muligt katastrofescenarie som i Norditalien, og hvor målet var at sikre at sundhedsvæsenets kapacitet kunne følge med, var selv meget vidtgående indgreb proportionale.

Men i dag, hvor regeringen har gjort det til sin ambition, at der skal være så få smittede som overhovedet muligt, og når smitten ikke i øvrigt udfordrer sundhedsvæsenet, så vil samme vidtgående indgreb ikke kunne legitimeres.

I marts 2020 gik man set i efterklogskabens lys – måske forståeligt nok – for vidt. Det gælder for eksempel sundhedsmyndighedernes adgang til at tvangsundersøge, -indlægge, -isolere og –behandle ved formodning om smitte, ministerens adgang til at iværksætte tvangsvaccination og adgangen til at suspendere patientrettigheder.

Det bør overvejes om sådanne bestemmelser overhovedet skal med i den nye epidemilov – eller om de ikke som minimum skal undergå væsentlige retssikkerhedsmæssige forbedringer.

En idé kunne være, at enhver brug af tvang medfører en pligt for myndighederne til at informere borgeren om retten til at få prøvet tvangen ved domstolene. Og en pligt for myndighederne til at rejse sagen, hvis borgeren ønsker det.

Anbefalingerne er i øvrigt uddybet i rapporten.

2) Bedre procedurer for hastebehandling skal inddrage Folketinget.

Der blev vedtaget 22 love relateret til coronasituationen fra 12. marts til 1. juni. De blev alle sammen hastebehandlet, og de fleste ikke sendt i høring – størstedelen med en kortfattet begrundelse om, at lovforslaget havde en hastende karakter “henset til udbruddet af coronavirus” eller lignende. Her burde man have gjort sig bedre overvejelser om, hvorvidt det nu også hastede så meget, at end ikke korte høringsrunder kunne gennemføres.

For eksempel så vi, at Folketinget hastebehandlede anden revision af epidemiloven i slutningen af marts i en situation, hvor smittetrykket var under kontrol og der var grund til forsigtig optimisme. Var det virkelig nødvendigt på det tidspunkt at hastebehandle og give sundhedsministeren beføjelser til at indføre forsamlingsforbud ned til 3 personer?

Epidemien udvikler sig på den ene side relativt hurtigt. Der er ikke altid tid til de almindelige procedurer for lovarbejdet – udvalgsarbejde, høringer, tre behandlinger i salen. Men på den anden side: hurtigt udvikler den sig heller ikke. Vi har ikke været i nærheden af en overbelastning af sundhedssystemet i Danmark. Forholdsregler som afspritning og social afstand har vist sig effektive. Der må være bedre tid til høringsrunder og lovbehandling. Vi kan godt lave hastehøringer! En kort høringsproces er bedre end ingen høringsproces.

Derfor anbefaler vi, at man sikrer adgang til en kort høringsproces og begrænser adgangen til hastebehandling af lovforslag til, når det er bydende nødvendigt. Og ikke bare til, når regeringen mener, at det er en god idé.

3) Magtbalancen mellem Folketinget og regeringen skal genoprettes.

De to første anbefalinger handler om at forbedre lovgivningen og Folketingets inddragelse i lovgivningsarbejdet. Men også når loven er på plads, er det vigtigt at sikre løbende parlamentarisk inddragelse og åbenhed.

Især forløbet omkring fase 1 og 2 af genåbningen viste, at regeringen i praksis kunne beslutte det de ville, og så kunne Folketinget koble sig på i det omfang, regeringen syntes var passende. Her bar forløbet omkring fase 4 præg af en langt bedre politisk proces med stor inddragelse af Folketinget.

Den parlamentariske inddragelse er vigtig, fordi den skaber legitimitet for beslutningerne og dermed grundlaget for befolkningens tillid.

Åbenheden er vigtig. De sundhedsfaglige anbefalinger er vigtige. Og de beregninger, der ligger bag beslutningerne, er vigtige.

Men de sundhedsfaglige vurderinger er jo kun gyldige, når der er sat politiske rammer for dem: Hvor meget smitte vil vi acceptere? Hvor mange må ligge i respirator? Hvilke økonomiske konsekvenser vil vi acceptere?

Det er alt sammen politiske beslutninger.

Det eneste organ, der har legitimitet til at træffe den slags beslutninger, er Folketinget.

Jo større politisk betydning en beslutning har, desto væsentligere er det at sikre Folketingets opbakning. Forankringen bør ikke kun være formel og bestå i, at regeringen ikke har et flertal imod sig i Folketinget, men den bør også være reel, således at Folketinget har indsigt i og indflydelse på regeringens beslutninger.

En idé kunne være at oprette et covid- eller epidemi-udvalg, som regeringen skal orientere om væsentlige udviklinger og rådføre sig med – eller efter omstændighederne indhente samtykke fra – før væsentlige beslutninger. En parallel kunne være Det Udenrigspolitiske Nævn, hvor regeringen skal forelægge væsentlige beslutninger som nævnet kan udtale sig for eller imod.

Regeringen kan stadig handle. Og handle hurtigt. Men der er åbenhed om, hvordan Folketinget stiller sig og der skabes større legitimitet for de beslutninger, som regeringen træffer. Det skaber øget gennemsigtighed, også hos offentligheden.

Udvalget kunne også danne ramme om evalueringsprocesser, hvor regeringen skal fremlægge begrundelser og resultater for forskellige indgreb og beslutninger. Det vil også efter vores mening kunne modvirke påstandene om magtfuldkommenhed, som har ramt regeringen.

Endelig kunne man – inspireret af Norge – forkorte solnedgangsklausulen, så loven fx skal fornys hver måned. Det vil også medføre øget parlamentarisk kontrol.

Mange tak.”

Share.

About Author

Jacob Mchangama

Comments are closed.