Vi skylder Samuel Paty at stå fast på de værdier, han gav sit liv for at udbrede

0

Jacob Mchangamas tale ved demonstrationen til ære for for Samuel Paty og ytringsfriheden. Christiansborg Slotsplads, søndag 25. oktober 2020.

[Det talte ord gælder]

Mange tak for invitationen til at tale her i dag.

I 1766 blev den 20-årige franskmand Jean-François de la Barre halshugget og brændt for sine ”monstrøse og forkastelige blasfemi mod Gud og den katolske Kirke”. La Barre blev blandt andet anklaget for at have vandaliseret et krucifiks og beviset for hans skyld bestod blandt andet i, at han ejede en kopi af Voltaires forbudte Filosofiske Ordbog.

I det moderne Europa er ideen om dødsstraf for blasfemiske ideer for længst blevet kastet på historiens mødding til fordel for ytrings- og tankefrihed, der bygger på den revolutionære ide om tolerance, hvis udbredelse kun blev sikret efter en lang og blodig kamp mod kirke og kongemagts monopol på sandheden.

Men selvom det 21. århundredes Europa har forkastet blasfemiens barbariske logik, er der grupper i vores moderne samfund, der ønsker at skrue tiden tilbage og genindføre religiøse dogmer som udtryk for den højeste og uantastelige sandhed. Med dødsstraf for dem der vover at overskride de røde linjer. I 2020 er det ikke den katolske kirke, men islamister, der insisterer på at håndhæve Jihadistens Veto med voldelige anslag mod Europas sekulære hjertekule.

Vi så det i 2004 med mordet på filmskaberen Theo van Gogh i Amsterdam, i 2006 med Muhammedkrisen, hvis danske hovedpersoner stadig lever med politibeskyttelse. Med det brutale angreb på Charlie Hebdo i 2015, hvis uforfærdede humor blev besvaret med en regn af kugler fra AK-47er. Og senest har vi set det med Samuel Paty, en lærer som i oplysningens ånd og tradition søgte at skabe forståelse og udbrede viden via respektfuld debat og favntag med tabuer, men hvis insisteren på at dialog kan overvinde forskelligheder blev mødt med fanatismens og obskurantismens morderiske afvisning af tvivl og kritik.

Men den største fare mod ytringsfrihed, tolerance og frisind er ikke de tabere og fundamentalister, som lokkes til at begå terror af jihadismens sirenesang, der lover et kort og voldeligt liv på jorden mod et evigt og lykkeligt liv i paradis. Jihadisterne vil aldrig kunne overtage vores samfund og indføre deres idealer med magt. ISIS-flag vil aldrig vejre fra Christiansborg.

Den største fare er, at de europæiske åbne demokratier og dets borgere vender værdierne om tolerance og ytringsfrihed ryggen eller på hovedet af frygt eller misforstået hensynsfuldhed.

I Danmark har formanden for Publicistforeningen, der repræsenterer journalister og arbejder for ytringsfriheden, argumenteret for genindførelse af blasfemiparagraffen. Og efter mordet på Paty har vi set, at formanden for skolelederforeningen mener, at lærere bør afholde sig fra at vise de muhammedtegninger, som er hele omdrejningspunktet for den jihadistiske trussel mod aviser, redaktører, karikaturtegninger og nu også lærere. Ifølge formanden for Skolelederforeningen er det udtryk for frisind og tolerance, at skåne muslimske elever for billeder som deres religion forbyder. Men frisind og tolerance betyder, at man må acceptere at blive konfronteret med ideer, man ikke bryder sig om. Og at man kan have en åben debat om det. Det er et grundvilkår i et åbent samfund, hvor enhver har ret til at tænke, tro og tale som man vil og i overensstemmelse med egen samvittighed. De værdier skal danske folkeskoleelever naturligvis opdrages med  – også selv om de har muslimsk baggrund.

Ja, rent faktisk er det helt afgørende, at muslimske elever fra barnsben af opnår forståelse for hvilke værdier, der har gjort Danmark til det land, som de også er en del af og som – i modsætning til så mange andre lande – giver dem mulighed for at dyrke deres tro og kultur uden diskrimination. For som det blev påvist af Ytringsfrihedskommission, er indvandrere og efterkommere af indvandrere fra muslimske lande signifikant mindre tolerante i forhold til ytringsfrihed end resten af befolkningen i Danmark. Videreføres dette værdigab vil vi fortsætte med at opleve voldelige udslag af Jihadistens Veto i Europa i de kommende generationer.

Derfor er det også katastrofalt, hvis man i skolen – som er afgørende for at forme og danne elever til at kunne begå sig i et demokratisk samfund – understøtter, at kritiske samfund ligger under for religiøse dogmer. Ingen siger, at elever eller forældre skal opgive deres religion. Men man må acceptere, at i Danmark – og i Frankrig – betyder dét, at man har en religion ikke, at resten af samfundet eller kritiske samfundsinstitutioner retter sig ind efter religiøse dogmer.

For at se, hvad det betyder, når tolerancebegrebet bliver vendt på hovedet og indebærer en forpligtelse til ikke at krænke religiøse dogmer, behøver man blot kaste et blik på en række af de muslimske lande, hvor blasfemi straffes hårdt og sågar med døden.

I 2019 blev den pakistanske universitetsprofessor Khalid Hameed myrdet af en elev, der anklagede Hameed for at krænke islam i hans undervisning. I 2018 blev den sekulære pakistanske universitetsstuderende Mashal Khan myrdet af flere hundrede ef sine medstuderende, der anklagede ham for blasfemi.

Det er intolerancens yderste logik. Når vi anerkender, at religiøse dogmer står over debat, satire og kritik, er der ikke tale om hensynstagen, tolerance eller frisind. Der er tale om underkastelse, der underminerer frihedens fundament. Vi skylder Samuel Paty at stå fast på de værdier, han gav sit liv for at udbrede.

Se også talen i Berlingske.

Share.

About Author

Jacob Mchangama

Comments are closed.