Rapport: Øget overvågning udfordrer retsstaten

Den teknologiske udvikling, digitaliseringen og et politisk ønske om øget tryghed, kontrol og besparelser har ført til en markant udvidelse af myndigheders overvågning af borgerne. Det udfordrer balancen mellem på den ene side sikkerhed og effektivitet og på den anden side beskyttelsen af grundlæggende frihedsrettigheder.

Denne rapport undersøger udviklingen i overvågningstrykket i Danmark med særligt fokus på myndigheders brug af TV-overvågning, indsamling af digitale data og systematisk datasamkøring. Rapporten indeholder en analyse af de lovgivningsmæssige og menneskeretlige rammer, herunder retten til privatliv og beskyttelse af personoplysninger. Rapporten indeholder desuden en oversigt over de seneste ti års begivenheder, tiltag, og faktuelle forhold, der påvirker retten til privatliv og beskyttelse af personoplysninger.

Rapporten viser, at det offentlige rum overvåges markant mere end tidligere, og at myndighedernes muligheder for at overvåge for at ’fremme trygheden’ eller af ’tryghedsskabende’ grunde er blevet markant udvidet, uden det er blevet nærmere defineret, hvad der ligger i disse udtryk, og uden det kan dokumenteres at forebygge den kriminalitet, der angives som grund for overvågningen. Det rejser tvivl om legitimiteten af overvågningen. Samtidig bliver det meget vanskeligt at vurdere, hvornår en sådan overvågning er nødvendig, virksom og dermed proportional.

På samme vis bliver danske borgere udsat for markant mere dataovervågning end tidligere. Samtidig er rammerne for det myndighedsmæssige skøn til at vurdere, hvornår og hvilke oplysninger, der systematisk skal videregives og samkøres i kontroløjemed, i væsentlig grad blevet udvandet. Myndighederne kan derfor mere eller mindre frit beslutte, hvad der kan anses for nødvendigt for kontrolindsatsen. Det indebærer en markant øget adgang til at indhente, genanvende og samkøre oplysninger både internt og med oplysninger indhentet fra andre myndigheder, private virksomheder og offentligt tilgængelige kilder. Det sker til formål, som både omfatter kontrol, profilering, risiko-scoring og til udvikling af algoritmer og it-systemer.

Rapporten afdækker en række faktorer, som hver for sig og tilsammen påvirker intensiteten af statens overvågning af borgerne. Overordnet kan faktorerne anskues fra tre vinkler: 1) Den teknologiske udvikling, 2) den politiske vilje og 3) de retlige rammer.

Den teknologiske udvikling har uden tvivl haft afgørende indflydelse på overvågningens intensitet og omfang. Ny teknologi øger sporbarheden og giver nye muligheder for at sammenstille og profilere borgerne. Det muliggør en endnu mere intens, men ikke nødvendigvis mere ressourcekrævende overvågning og kontrol, da teknologien samtidig bliver billigere og mere tilgængelig.

Den politiske vilje styrer integrationen af ny teknologi i myndigheders kontrolindsats, f.eks. ved øget kameraovervågning og digitalisering. Effektivitetskrav og hensynet til borgernes sikkerhed har gennem årtier være drivende for at igangsætte nye initiativer, som øger overvågningen i samfundet. Senest ses et stærkt incitament til at investere i kunstig intelligens, der intensiverer overvågningen.

Udviklingen af de retlige rammer er i særlig grad kendetegnet ved, at myndighedernes skøn i forhold til, hvornår der kan anvendes overvågning, er blevet stadig bredere. Dermed er det blevet mere uklart for borgerne, hvornår de kan blive udsat for overvågning.

I et demokratisk samfund kan det sagtens være legitimt at skrue op for myndighedsbeføjelserne, men beskyttelsen af borgernes retssikkerhed og grundlæggende rettigheder er nødt til at følge med. De udgør selve grundstenen i en moderne, demokratisk retsstat. Derfor er det er også meget risikabelt at file på disse principper og rettigheder, uanset hvor gode de politiske hensigter er. Det kan hurtigt komme til at sætte tilliden til de offentlige myndigheder over styr, hvilket er yderst problematisk i en retsstat baseret på demokratiske værdier, hvor borgerne betragtes som frie og ligeværdige individer.

Ovenstående uddybes i rapportens delkonklusioner og afsluttende sammenfattende konklusion.