Det reviderede koranlovforslag (L 65) har på flere punkter imødekommet den omfattende kritik, som regeringen ellers længe affærdigede som uberettiget. Men selvom L 65 er blevet mere afgrænset, er det alene nogle af de mest omfattende følgeskader, som ændringerne begrænser.
Danmark har gennem mere end 70 år haft en tradition for ikke at bruge statsmagten til at straffe ytringer, der krænker religiøse doktriner og følelser. Det skyldes en særlig robust, dansk juridisk og politisk kultur, hvor det har været anset for uforeneligt med det danske demokrati, at religiøse følelser skulle beskyttes mod den spot og hån, som andre ideer og livsførelser måtte tåle.
Det er denne frihedstradition, der kastes under bussen i et forsøg på at formilde muslimske stater og ekstremister. Det sker på et tidspunkt, hvor demonstranter i selvsamme stater, samt bekymrende mange muslimer i Vesten, går på gaden og afbrænder israelske flag, støtter den palæstinensiske sag med slogans og symboler, der ofte mere end flirter med antisemitisme, terrorsympati og jihad.
Det er ikke – og bør ikke – være forbudt at råbe »from the river to the sea, Palestine will be free« eller »jihad, jihad«. Men det er uforståeligt, at et sådant budskab, der kan fortolkes som et ønske om at fjerne Israel fra landkortet, skal være tilladt, mens man ikke må udvise antipati over for den hellige skrift, som jihadister insisterer på at være inspireret af.
